DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd

Faaborg-Midtfyn Kommune vinder prisen som Årets Ungdomskommune 2021

Del

DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd uddeler i år Ungdomskommuneprisen til Faaborg-Midtfyn Kommune. Kåringen lægger især vægt på kommunens arbejde for at understøtte det frivillige engagement og på, at flere unge bliver en del af fællesskabet.

Faaborg-Midtfyn Kommune er kåret som vinder af Ungdomskommuneprisen 2021 og modtager de 10.000 kroner, som følger med til ungeområdet i kommunen.

Prisen uddeles af DUF – Dansk Ungdoms Fælles, som hvert år kårer en 1., 2. og 3. plads blandt landets kommuner på vegne af 600.000 børn og unge fra det frivillige foreningsliv.

2. pladsen tildeles Holbæk Kommune, mens Rudersdal Kommune indtager 3. pladsen.

Plads til fuck ups

Faaborg-Midtfyn vinder førstepladsen for at understøtte det frivillige engagement blandt kommunens unge. De unge i kommunen beskriver selv, at der er ’plads til fuck ups’, og at man ikke behøver at lade bekymringerne for deadlines vinde over den gode idé.

”Der bliver fundet løsninger på aktuelle problemstillinger, men der er samtidig et fokus på at komme dem i forkøbet i fremtiden”, lyder det fra et imponeret dommerpanel.

Her gives eksempler på, hvordan kommunen har hjulpet med at finde fejl i foreningers regnskaber, så de ikke opstår igen, eller hvordan man ikke behøver at aflyse en festival, fordi man stadig bøvler med pladstilladelsen efter deadline.

Kåringen lægger også vægt på historien om Falsetten. Et ungdomshus, der skulle sælges af kommunen, hvilket blev mødt med et oprør fra kommunens unge. I sidste ende blev der gennem dialog fundet en løsning, og i dag er Falsetten et mødested for unge, der drives af unge. 

Overordnet set vidner indstillingen om, at kommunen er bevidst om, at de dækker et stort geografisk område, men det lader de sig ikke begrænse af. Derfor bider dommerpanelet fast i, at selvom kommunen er geografisk stor, så arbejdes der effektivt for, at alle unge bliver en del af fællesskabet.Dette skaber også et fokus på den sårbare del af de unge, hvor der gennem forskellige projekter sættes fokus på fællesskaber og selvtillid i hverdagen.

Falsetten sætter eksempel

Chris Borup Preuss, formand for DUF, håber, at flere kommuner vil skele til Faaborg-Midtfyn.

”Hvis der skal være et velfungerende foreningsliv for unge i en kommune, så er det helt afgørende, at de unge oplever understøttelse og et godt samarbejde med kommunen. Faaborg-Midtfyn formår at sætte et eksempel, hvor ungdommen og kommunen har et samarbejde, der kommer begge parter til gode. Det håber jeg, at flere kommuner til lade sig inspirere af”, udtaler han.

Samtidig er Chris Borup Preuss og resten af dommerpanelet imponerede af de mange gode eksempler, som er beskrevet i indstillingen til prisen fra Faaborg-Midtfyns unge.

”Hvis man kigger på historien om Falsetten, så sætter den et eksempel på, hvordan ungdommen og kommunen kan gå fra rørende uenighed til samarbejde og konstruktiv dialog. Det fordrer det gode samarbejde, unges muligheder og et fedt ungdomsliv”.

Borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune Hans Stavnsager siger om prisen:

”Vi har i en årrække arbejdet målrettet med ungeindsatser, og blandt andet fokuseret på at samarbejde med unge på nye måder. Prisen her er en anerkendelse af de mange ansatte og frivillige, som gør en forskel for unge. Men den er også et bevis på, at når unge bruger deres demokratiske ret til at organisere sig og ytre sig, så bliver de også hørt og taget alvorligt”.

Hans Stavnsager glæder sig også over de nye løsninger, som ansatte, frivillige og de unge sammen har skabt i Faaborg-Midtfyn Kommune:

”Jeg er stolt af, at vi har vendt dårlig stemning og slagord til samarbejde og gode ungemiljøer. Både de unge og kommunen har haft øjnene på bolden og fundet gode løsninger i fællesskab. Nu glæder alle sig bare til, at Falsetten og de andre vigtige mødesteder igen må åbne på tryg og sikker vis”.

 
 
 
 
 
 
 
 

Nøgleord

Kontakter

Information om DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd

DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd
DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd
Scherfigsvej 5
2100 København Ø

+45 3929 8888https://duf.dk/

Praktisk information til medierne

Pressen er mere end velkomne til at dække prisoverækkelsen af Årets Ungdomskommune 2021. Det sker i det gamle rådhus på Mellemgade 15, 5600 Faaborg fra kl. 11.00.

På grund af coronapandemien er der et max på to journalister per medie/redaktion. Tilmeldingen sker til Birgitte Søe, politisk konsulent, på bs@duf.dk. Hun vil give jer et tidsrum mellem 11.00 og 12.00, hvor I kan komme ind i den gamle byrådssal og interviewe Chris Borup Preuss, formand for DUF, Hans Stavnsager, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune og Emilie Juul, formand for Ungerådet. Derfor bedes I også ankomme så tæt på tidsrummet som muligt. I bedes alle bære mundbind og holde god afstand, når I ankommer.

Ved spørgsmål er I velkomne til at kontakte:

Birgitte Søe, politisk konsulent hos DUF, på bs@duf.dk eller 60 20 14 18

Christoffer Voss, presseansvarlig i Faaborg-Midtfyn Kommune, på chvos@fmk.dk eller 72 53 11 76

Om prisen

Prisen ”Årets Ungdomskommune” blev stiftet i 2006 af DUF og uddeles i dag som en anerkendelse af de kommuner, der går forrest for at sikre gode vilkår for unge. I bedømmelsen bliver der særligt lagt vægt på, hvordan kommunen forbedrer unges deltagelse, udfoldelsesmuligheder og levevilkår - gerne ved at skabe gode rammer for frivilligt arbejde med børn og unge.

Årets dommerpanel består af:

  • Chris Borup Preuss, formand for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd
  • Mikael Smed, borgmester i Vordingborg Kommune, sidste års vinderkommune
  • Maria Bruselius-Jensen, lektor ved Center for Ungdomsforskning
  • Nicklas Lindsten, formand for NAU – Netværket af Ungdomsråd
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Følg pressemeddelelser fra DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd

DUF følger anbefalinger for at forebygge og håndtere seksuelle grænseoverskridelser og krænkelser i de politiske ungdomsorganisationer9.6.2021 21:32:00 CEST | Pressemeddelelse

En ny undersøgelse, som Sex & Samfund og Børns Vilkår har lavet for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, viser, at unge, der engagerer sig i ungdomspolitik, oplever et helt særligt fællesskab, som de fleste trives i. Der er dog udbredte problemer med grænseoverskridende og krænkende adfærd på tværs af ungdomsorganisationerne. Derfor opretter DUF blandt andet en ny lederuddannelse og whistleblowerordning for at forebygge og håndtere seksuelle grænseoverskridelser og krænkelser i de politiske ungdomsorganisationer.

DUF: Seks skarpe anbefalinger fra unge til ny udviklingspolitisk strategi6.5.2021 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

I næste uge begynder de politiske forhandlinger om den nye udviklingspolitiske strategi. Som bidrag til det forestående arbejde har ungdommen formuleret seks konkrete anbefalinger, der kan styrke den kommende strategi og ikke mindst sikre et stort og udbytterigt fokus på unge. DUF har i dag sendt anbefalingerne til udviklingsminister Flemming Møller Mortensen og udviklingsordførerne.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum