Halsnæs Kommune

Få overblik over naturplejen

Del

Halsnæs Kommune har udarbejdet en oversigt over plejen af de mest værdifulde naturområder i kommunen.

Grævlingehøj er med på listen i naturplejeprioriteringsplanen.
Grævlingehøj er med på listen i naturplejeprioriteringsplanen.

Der er megen skøn natur at værne om i Halsnæs Kommune. Når naturværdierne skal sikres, er det derfor nødvendigt at gøre det med en prioriteret indsats, så kræfterne bruges de rigtige steder.

Til det har Halsnæs Kommune udarbejdet en prioriteringsplan, der fortæller, hvilke værdier der er væsentlige i prioriteringen af naturplejen. Planen indeholder også en letlæselig oversigt over de mest værdifulde naturområder i kommunen. Fælles for områderne er, at de er levested for en lang række sjældne dyr og planter.

Planen giver en kort beskrivelse af 25 naturlokaliteter, og hvad der gør arealerne unikke. Områderne er prioriteret, så de arealer med de mest truede eller sjældne dyr og planter er højest på listen. Man kan samtidig læse om, hvad kommunen udfører af naturpleje for at understøtte biodiversiteten på det pågældende sted.

”Den nye plan er rigtig værdifuld, når kommunen skal vurdere, hvor og hvor ofte der skal udføres naturpleje på et givent sted. Vi vil jo helst kunne gøre det alle steder på alle tider, men vi er også nødt til at prioritere, så vi bruger kommunes naturplejemidler klogt og på de mest værdifulde arealer først. Det har vi nu fået en letlæselig oversigt over. Ud over at være et værktøj for os politikere og for forvaltningen, når vi skal prioritere naturplejen, er planen udformet sådan, at alle kan få ny viden om natur, flora og fauna i Halsnæs og dermed bruge den som inspiration til at besøge de unikke naturområder, vi har i vores kommune,” siger Anja Rosengreen, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget i Halsnæs Kommune.

Beskytter naturen

Naturarealerne i kommunen er beskyttet dels via Natura2000-direktiverne, dels via særlige arealfredninger og endelig via den generelle § 3-beskyttelse i Naturbeskyttelsesloven.

Naturdirektiverne forpligter stat og kommune til at arbejde for at bevare og om muligt forbedre levestederne for udpegede naturtyper såsom flagermus, markfirben og stor vandsalamander. Derudover er kommunen forpligtet til at pleje beskyttet natur, der er kommunalt ejet, samt sikre naturpleje i overensstemmelse med de arealfredede arealers plejeplaner.

Planen omhandler ikke statsejede områder i kommunen, da staten er myndighed på disse arealer.

Se hele naturplejeprioriteringsplanen på dette link.

Nøgleord

Kontakter

Anja Rosengreen
Formand for Udvalget for Klima, Natur og Miljø, Halsnæs Kommune
Mobil: 28 30 66 40
Mail: anros@halsnaes.dk

Billeder

Grævlingehøj er med på listen i naturplejeprioriteringsplanen.
Grævlingehøj er med på listen i naturplejeprioriteringsplanen.
Download

Information om Halsnæs Kommune

Halsnæs Kommune
Halsnæs Kommune
Rådhuspladsen 1
3300 Frederiksværk

+45 47 78 40 00https://halsnaes.dk/

Halsnæs Kommune er placeret i naturskønne omgivelser i det nordvestlige hjørne af Nordsjælland. Vores motto er: "Halsnæs - rå og autentisk. Her er ikke for fint, og det føles ægte". Kom og vær med!