Få en forsmag på, hvad der venter i Danmarks kommende naturnationalparker
22.9.2022 11:00:00 CEST | Miljøministeriet | Pressemeddelelse
I 15 statslige naturområder over hele landet kommer naturen i de kommende år til at forandre sig.
Dræn og grøfter bliver fjernet, så småsøer, vandhuller og moser vil finde vej tilbage til gavn for guldsmede, fugle, padder og andre dyr og planter. Store planteædende dyr vil gøre naturen mere varieret og skabe grobund for bl.a. vilde blomster og et summende insektliv. Den kommercielle skovdrift stopper, så træerne får lov til at stå og blive gamle, mens væltede træer bliver liggende i skovbunden, hvor de bliver hjemsted for mange svampe og biller.
Selvom naturnationalparkerne ikke er etableret endnu, er det allerede muligt at få en forsmag på, hvad der venter. Miljøminister Lea Wermelin lancerer i dag 15 guider til en tur, man kan tage på to timer og lære de kommende naturnationalparker bedre at kende.
”Vi er i fuld gang med at skabe en vildere natur i Danmark. Med plads til meget mere liv for insekter, fugle og en masse andre arter. Hvad enten du tager til Almindingen på Bornholm, Tranum i Nordjylland eller Hellebæk i Nordsjælland, er der store naturværdier, og man kan følge forandringen med sine egne øjne.Det vil jeg gerne invitere alle ud for at opleve,” siger miljøminister Lea Wermelin.
Guiderne kan findes på Naturstyrelsens hjemmeside samt i en ny folder, man bl.a. kan få fingrene i på en af naturvandringerne i hver af de kommende naturnationalparker. Her bliver der også uddelt plakater med eksempler på de vilde arter, der vil få gavn af de kommende naturnationalparker. I eller i nærheden af alle de kommende naturnationalparker bliver der også sat en ny plancheudstilling op om de kommende naturnationalparker i madpakkehuse, informationspunkter eller lignende.
”Vores fælles natur betyder rigtig meget for mange af os. Men den er under pres, og vi er nødt til at handle for at hjælpe naturen. Derfor er det vigtigt, at vi får sat ord og billeder på, hvorfor og hvordan områderne vil forandre sig til gavn for både naturen og for mulighederne for at få vildere naturoplevelser, inden etableringen af naturnationalparkerne starter. Samtidig er vi i fuld gang med at lytte og inddrage lokale borgere. Så vi også har lokale øjne, ører og stemmer med, når vi ser på, hvordan vi bedst etablerer naturnationalparkerne,” siger Lea Wermelin.
Miljøministeren deltager selv i den første naturvandring i den kommende naturnationalpark Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn i dag.
Find en guide eller en naturvandring
På Naturstyrelsens hjemmeside www.nst.dk/naturnationalparker kan du finde de nye guider til de kommende naturnationalparker og information om de lokale naturvandringer. Her kan du også følge processen for inddragelse og etablering af de enkelte parker.
Tid og sted: Miljøminister deltager på naturvandring
22. september fra kl. 15:30-17:30 deltager miljøminister Lea Wermelin i naturvandring i den kommende Naturnationalpark Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn.
Mødested: Mødestedet er ved den nu nedrevne Hellebæk Avlsgård, som ligger centralt i Hellebæk Kohave. Adressen er Hellebæk Avlsgård, Hellebækvej 86, 3150 Hellebæk.
Kontakter
Pressekontakt til Miljøministeriet. Pressevagten (kan ikke modtage SMS)
Tlf:+45 2091 5901Information om Miljøministeriet
Følg pressemeddelelser fra Miljøministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljøministeriet
TotalEnergies politianmeldt for oliespild og kemikalieudledninger i Nordsøen21.8.2026 11:34:08 CEST | Pressemeddelelse
Miljøstyrelsen har politianmeldt firmaet TotalEnergies for blandt andet spild på 67.840liter olie og 3750 liter diesel. I alt er TotalEnergies politianmeldt for 13 overskridelser af havmiljøloven.
Kom med til indvielsen af Naturnationalpark Gribskov19.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Søndag den 13. september indvier miljøminister Maria Reumert Gjerding Danmarks anden naturnationalpark i Gribskov. Arrangementet er åbent for alle og byder blandt andet på naturvandringer og bioblitz for både store og små.
Miljøstyrelsen vil have undersøgt yderligere fem PFAS-sprøjtemidler9.8.2026 18:41:00 CEST | Pressemeddelelse
Salget af en særligt problematisk PFAS-insektgift har været stigende i Danmark, til trods for en begrundet mistanke om, at den danner evighedskemikaliet TFA, der kan forurene drikkevandet. Miljøstyrelsen har nu sat penge af til nyt forskningsprojekt, der skal slå fast, om giften forurener drikkevandet.
Muslingeskrab udfases i Bælthavet, vestlige Østersø og Isefjord4.7.2026 07:02:52 CEST | Pressemeddelelse
Miljøministeren tager et skridt mod et bedre havmiljø og sendte 3. juli en ny bekendtgørelse i høring, som på sigt opsiger muslingefiskeri med bundslæbende redskaber i Bælthavet, vestlige Østersø og Isefjord. Fiskeriet skal ophøre senest 30. september 2034, men ministeren vil undersøge, om det kan udfases markant hurtigere.
Første nationale ålekvote indføres: Flertal indfører markant begrænsning af ålefiskeri2.7.2026 12:37:36 CEST | Pressemeddelelse
Med et nyt loft over ålefiskeriet må erhvervsfiskere maksimalt lande 40 tons ål i 2026. Det har et flertal i Folketinget besluttet. Den nye kvote skal begrænse det erhvervsmæssige ålefiskeri og øge beskyttelsen af ålebestanden. Samtidig prioriteres fem mio. kroner til udsætning af ål i 2027.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
