Et sødt iværksættereventyr blev til på køkkenbordet i Vissenbjerg

De hårdeste kritikere var også de første til at vurdere produktet, som Michael Møller Larsen i dag lever af. Ved at smage, nyde og især lege med, havde familien bestående af hustruen Anne og Michael, samt deres tre fælles børn, kvalitetssikret flødebollernes konsistens, smag og udseende. Dommen var sød. Rigtig sød.
- SweetNorth blev til hen over køkkenbordet, hvor min kone og jeg sparrede om et godt navn til en virksomhed, der gerne vil levere flødeboller til hele verden. Så blev vi enige om, at navnet godt må antyde, at produktet kommer fra norden – og det er i hvert fald sødt, forklarer Michael Møller Larsen om starten på SweetNorth med brandet Ærli’ – kompromisløse flødeboller og tilføjer:
- Muligheden er der for at udvide sortimentet i fremtiden. Lige nu fokuserer vi på at få styr på det med flødebollerne.
Styr på det med flødebollerne kan man vist godt sige, at Michael Møller Larsen allerede har. SweetNorth i Haarby på Fyn har eksisteret siden 2018 og har i dag fem medarbejdere ansat inden for produktion og salg. Salgsafdelingen bestående af Michael Møller Larsen og Mike Maarup er ved at lukke aftaler i både ind- og udland og har i dag forhandlere over hele landet, primært specialvarebutikker og delikatesseforretninger. Langsomt er Ærli’ flødebollerne ved at sætte sig på det danske marked, hvor fanskaren vokser støt, og langsomt er de ved at lukke eksportaftaler, der gerne vil bide skeer med den fynske flødebollevirksomhed.
- Vores fordel er, at vi har en længere holdbarhed på økologiske flødeboller, end der hidtil har været. Samtidigt går vi ikke på kompromis med kvaliteten. Vores flødeboller er økologiske og fri for laktose og gluten, så alle kan være med. Vi eksperimenterer gerne med både smag, udtryk og konsistens. Mine børn var de allerførste smagsdommere, og de var vilde med hindbærsmag med den ægte chokolade og de klassiske med kokos, forklarer Michael Møller Larsen, der først udviklede gourmetflødebollerne på køkkenbordet hjemme i Vissenbjerg som et familieprojekt.
En tung start
Ud fra mantraet: ”Fantasien sætter ingen begrænsninger” leger chokoladenørden løbende med smagene og tilsætter eksempelvis tangens gode aminosyrer og smagsnoter til skummet, eller tilbyder flødeboller med Læsøsalt, julekrydderi, hindbær, lakrids, blåbær eller forårsvarianten med mango.
I dag kører produktionsanlægget i produktionshallen i landsbyen Haarby i Assens. Den monotone summen fra produktionen er en påmindelse om, at det gamle ordsprog ”man må yde, før man kan nyde” kunne mærkes på egen krop. Inden automatiseringen af produktionen blev de små søde mirakler nemlig sprøjtet ud via håndkraft.
- Mine håndled var hævet til dobbelt størrelse. Det var kritisk, lyder det fra Michael Møller Larsen, der gengiver den periode, hvor coronapandemien satte sit præg på flødebolleeventyret.
1. marts 2020 skulle produktionsanlægget efter planen ankomme fra Tyskland til lokalerne i Haarby. Efter den hurtigt stigende efterspørgsel og en rekordhøj bevilling fra LAG MANK (dén vender vi tilbage til) investerede virksomheden i flødebollefabrikkens fremtid. Men de skulle helt hen til efteråret 2020, før udstyret endeligt nåede frem til hallerne. I den mellemliggende periode havde SweetNorth stadig ordrer at levere til – og det trak tænder ud.
- Ugentligt satte vi rekord i produktion for at levere nok, og det fortsatte. Vi havde store slitageskader i håndled og hænder, væskesamlinger og hævelser. Det var hårdt, men sjovt. Og fuldstændig afgørende, at anlægget endeligt kom op at køre, lyder det fra Michael, der endeligt fra uge 43 kunne give sine ansatte og sine egne håndled en tiltrængt pause.
LAG MANK med rekordhøj bevilling til SweetNorth
Fra den lokale aktionsgruppe LAG MANK, der repræsenterer Middelfart, Assens, Nordfyn og Kerteminde Kommuner søgte SweetNorth om medfinansiering til det dyre produktionsanlæg, som skulle kickstarte virksomhedens erhvervseventyr. Ordrebogen var fuld og havde været det siden 2018, hvor 300 flødeboller direkte fra fynboens køkkenbord blev serveret til et bryllup og igangsatte en lavine af bestillinger. Tilsagnet fra LAG MANK blev givet i efteråret i 2019 og lød på 630.000 kroner – rundens højeste tildelingsbeløb.
I marts 2021 kunne SweetNorth endelig få del i tilskuddet til produktionsanlægget, der kan producere op til 40.000 flødeboller. Dermed udgør anlægget en vigtig spiller i det eksporteventyr, som SweetNorth arbejder sig hen imod:
- Vi er lige nu i dialog med Norge, Sverige, Grønland, USA, Tyskland, Rusland og Israel. Det har været en udfordring at overbevise tyskerne om, at én flødebolle skal koste to euro, når de er vant til at kunne købe en kasse med ti i for én. Men gourmetflødeboller er i en klasse for sig, og vi skiller os ud med den lange holdbarhedstid på 28 dage, forklarer Michael Møller Larsen.
Et begejstret ophav
Ved et kig i den online ordrebog kan Michael konstatere, at hele Danmark efterhånden spiser de ærlige flødeboller. Det samme kan han, når SweetNorth inviterer til lagerudsalg af de søde delikatesser, og folk strømmer til fra både Aarhus og Esbjerg. Både med likes og delinger på Ærli’ flødebollernes facebookside og via salg gennem døren ved produktionshallen kan Michael mærke opbakningen.
Lokalområdet har også ydet stor støtte til SweetNorth, der har kæmpet sig igennem de store startvanskeligheder. Men noget tyder på, at der er store lokale smagspræferencer på det danske landkort, for der er særligt én smagsvariant, som fynboerne ikke støtter op om.
- Vi kan simpelthen ikke få afsat vores variant med Læsøsalt på Fyn, griner han.
Hvis tænderne allerede løber i vand, så er der håb forude. Der er åbent op for levering af de små chokoladedrømme, der også kan afhentes direkte på Fyn. Forhandlerne er spredt over hele landet og kan findes via hjemmesiden: https://aerli.dk/forhandlere/
Serie: #VIUDVIKLERPÅLANDET
Rundt om i landet skaber LAG- og FLAG-midlerne både lokalt forankret erhvervsudvikling og lokale arbejdspladser til gavn for de danske landdistrikter. I denne serie sætter Landdistrikternes Fællesråd fokus på de uundværlige LAG’ere og FLAG’ere.
Fakta: De lokale aktionsgrupper
De Lokale Aktionsgrupper (LAG og FLAG) er lokalt forankrede foreninger, der arbejder for at skabe udvikling og innovation i danske lokalsamfund. Aktionsgrupperne varetager udviklingspuljerne, der kan søges til projekter i landdistrikterne, som på den ene eller anden måde understøtter lokalområdet
Der er i alt 30 lokale aktionsgrupper i Danmark, hvoraf syv er integrerede FLAG. I de første år af programperioden 2014 – 2016 var der afsat 90 millioner kroner årligt. Med virkning fra 2017 var beløbet faldet til 60-65 millioner kroner. I 2020 er der afsat yderligere 30 millioner kroner til LAG-ordningen, der er møntet på projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. I den nye programperiode fra 2021 – 2017 er beløbet til LAG-ordningen endnu ikke offentliggjort.
Nøgleord
Kontakter
Cecilie Davidsen HøjKommunikations- og pressekonsulent
Tlf:53850124cdh@landdistrikterne.dkBilleder





Information om Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd er en partipolitisk neutral interesseorganisation, der arbejder for at skabe bedre rammevilkår for landdistrikter og yderområder i Danmark.
Vi tæller 55 kommuner og fire regioner, der tilsammen repræsenterer over 4 millioner danskere. Medlemmerne er tillige en række landsdækkende organisationer, de lokale aktionsgrupper samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd.
Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikter: Solidt finanslovsforslag, men behov for flere tiltag for at sikre et land i bedre geografisk balance29.8.2025 13:09:48 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen vil sikre danskerne flere penge mellem hænderne i sit finanslovsforslag, men glemmer ifølge Landdistrikternes Fællesråd at tage fat på én af Danmarks største udfordringer; at skabe bedre balance mellem land og by. Det kræver målrettede tiltag og investeringer, hvis det fortsat skal være muligt at bo og arbejde i hele landet, mener organisationen.
Sennels er Årets Landsby 2025!28.8.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Sennels i Thisted Kommune kan nu kalde sig Årets Landsby 2025. Landsbyen i Thy løb med sejren i et stærkt felt, hvor Agerskov i Tønder Kommune og Holbøl i Aabenraa Kommune også kæmpede med om titlen.
Nye initiativer styrker foreningslivet i landdistrikterne20.8.2025 08:34:27 CEST | Pressemeddelelse
Med 30 nye initiativer vil regeringen mindske bureaukrati i foreningslivet og gøre det lettere at være frivillig. Det møder ros fra Landdistrikternes Fællesråd, som kalder det et vigtigt bidrag til at skabe mere liv og aktivitet i lokalsamfund og landsbyer, hvor der er størst behov for det.
Lavere optag på videregående uddannelser uden for de største byer29.7.2025 10:15:00 CEST | Pressemeddelelse
For tredje år i træk starter blot 25 pct. af nye studerende på videregående uddannelser uden for de fire største byer. Samtidig bliver der optaget 248 færre studerende end sidste år. Landdistrikternes Fællesråd kalder ubalancen og den manglende udvikling bekymrende og opfordrer til nye politiske tiltag: Der er behov for udflytning af flere uddannelser samt flere incitamenter til de studerende, der vælger at starte på uddannelser i de mindre studiebyer.
Landdistrikter: 78 pct. søger fortsat mod de største byer5.7.2025 23:12:03 CEST | Pressemeddelelse
For tredje år i træk søger 78 pct. af ansøgerne ind på en videregående uddannelse i én af landets fire største byer. Tallene viser, at de politiske tiltag, der skal styrke uddannelsesmulighederne uden for storbyerne, endnu ikke har rykket væsentligt ved den geografiske skævhed, vurderer Landdistrikternes Fællesråd.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum