DEO

Er Bosnien-Hercegovina på vej mod et reelt systemskifte?

Del
I går var der lokalvalg i Bosnien-Hercegovina. Valgresultaterne tyder på, at landet kan være på vej mod et reelt systemskifte. Flere multietniske partier har vundet over de nationalistiske partier, der har siddet på magten siden 1990’erne. Men for mange bosniere handler det ikke kun om politik. Der er meget mere på spil. De føler, at krigen endeligt er ved at afslutte.

Flere bosniere kommenterer valgresultaterne efter gårsdagens lokalvalg ved at henvise til krigen og den fred, de hidtil føler, er udeblevet. De skriver ”Osjećam se kao da je konačno završio rat i počeo mir”, som betyder ”Det føles som om, at krigen endeligt er afsluttet, og freden er kommet”.

Det er især vigtigt, da Bosnien-Hercegovina er et land, som et stigende antal – især unge mennesker – forlader, fordi håbet på en bedre fremtid er begyndt at forsvinde. De fremskridt og den forsoning, de havde håbet på, udebliver – på trods af, at krigen stoppede for snart 25 år siden. Men det ser ud til, at gårsdagens valg kan vende om på det scenarie. 

Er håbet om fremskridt og forsoning ved at blive en realitet? 

I år er det 25 år siden, krigen sluttede i Bosnien-Hercegovina. En 3,5 år lang krig, der kostede omkring 100.000 menneskeliv, sluttede ved underskrivelsen af Daytonaftalen. Aftalen gav et håb om forsoning mellem de bestridende parter, men blev i praksis siden brugt til at cementere den etniske opdeling af landet, der opstod under krigen. Det politiske system, der blev udviklet som følge af Daytonaftalen, gør det næsten umuligt for multietniske partier at vinde valg på det nationale, bosniske niveau. Det er derfor nedefra – på det lokale niveau – man skal lede efter politisk forandring og forsoning. 

Mange iagttagere bemærker, at den politik, der føres på det lokale niveau i højere grad end på det nationale niveau, handler om andet end etnicitet, hvilket man også kan se ud fra valget i går. Af den grund prøver de siddende nationalistiske partier også at gøre valgkampen til de lokale, kommunale valg til en kampagne om de etniske stridigheder, der dominerer bosnisk politik på det statslige niveau. Men valgresultaterne fra gårsdagens lokalvalg tyder på, at det ikke lykkedes for dem denne gang. 

Multietniske partier vinder storbyerne, der ellers anses som nationalistiske bastioner 

I Bosniens to største byer Sarajevo og Banja Luka, som blandt befolkningen og politiske eliter opfattes som bastioner for henholdsvis bosniakiske og serbiske nationalistiske partier, tabte de siddende nationalistiske partier, SDA og SNSD. 

I Banja Luka vandt den 27-årige Draško Stanivuković fra et centrum-højre parti over den siddende borgmester fra SNSD, som er et oprindeligt bosnisk-serbisk, socialdemokratisk parti, der med tiden er blevet mere og mere nationalistisk. Dermed mister SNSD magten, som de ellers har siddet på i 22 år.

I Sarajevo står en koalition af multietniske partier - i mindst tre ud af fire bykommuner (kampen i den sidste, fjerde kommune er stadigvæk ikke afgjort) - ikke kun til at vinde, men i tre kommuner har de allerede vundet med en meget stor margin. I den centrale bykommune Sarajevo-Centar, som er Bosniens absolut rigeste kommune, bliver den nye borgmester en etnisk serber, hvilket tyder på, at befolkningen, der primært tilhører den bosniakiske etnicitet, ikke har stemt ud fra deres etniske tilhørsforhold, men ud fra de emner, som blev italesat af den multietniske koalition under valgkampagnen. 

Endeligt skal der nævnes, at nationalisterne fra det kroatiske HDZ har tabt deres bastion Tomislavgrad i det vestlige Hercegovina.

For yderligere information, kommentarer og interview kontakt:  

Balkanekspert og analytiker Zlatko Jovanovic 

22 33 35 67 eller zlatko@deo.dk  

Nøgleord

Kontakter

Zlatko JovanovicProjekt- og rejseleder

Zlatko er ph.d. i historie med speciale i nationalisme, identitet, historiebrug, populærkultur og populisme i tidligere Jugoslavien. Har undervist, forsket og skrevet om Balkan.

Zlatko er opvokset i Bosnien-Hercegovina, bosat i Danmark siden 1993. Stort netværk på Balkan og blandt Balkan-kendere. Hovedforfatter til DEO's Samfundstanker #11 Skal hele Balkan med i EU?

Tlf:22 33 35 67zlatko@deo.dk

Billeder

Information om DEO

DEO
DEO
Nordkystvejen 2F
8961 Allingåbro

70 26 36 66https://www.deo.dk/

DEO er et landsdækkende oplysningsforbund, som arbejder for demokrati i Europa. Vi er partipolitisk neutrale, men stiller kritiske spørgsmål og sætter problemer til debat. Vi arbejder for at engagere folk i EU-spørgsmål og søger at skabe rammerne for en levende og kvalificeret demokratisk debat. 

DEO’s formål er at fremme debat og oplysning om Den Europæiske Union. Ud fra en demokratisk tankegang ønsker vi at aktivere flest mulige i en alsidig og fordomsfri debat om det europæiske samarbejdes indhold og rammer.

Følg pressemeddelelser fra DEO

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DEO

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye