AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Enkelte brancher kan blive hårdt ramt af gasmangel

Del

Fødevarebranchen har flest udsatte jobs i tilfælde af en gasforsyningskrise, mens glas- og betonindustrien har størst gasforbrug målt i forhold til produktionsværdi, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

GAS

Danmark er generelt godt rustet til at håndtere høje gaspriser eller en forsyningskrise på gasområdet.

Enkelte virksomheder og brancher kan dog blive hårdt ramt af høje udgifter eller manglende adgang til gas. Det viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

”Det er i særlig grad fødevareerhvervene, som har høje udgifter til gas og dermed rammes af høje gaspriser,” siger Gustav Elias Dahl, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Mejerier, slagterier, fiskeindustri, bagerier, drikkevareindustri og øvrig fødevareindustri stod i alt for 42 procent af gasforbruget i industrien i 2018 og er således den mest gasafhængige industribranche.

”En forsyningskrise på gasområdet kan betyde markant højere gaspriser eller i værste fald, at nogle virksomheder må undvære gas i en periode. Det gør det dyrt for slagterierne at slagte svin og for mejerierne at bearbejde mælk til færdige produkter. I sidste ende kan det gå ud over forbrugerne i form af høje fødevarepriser,” siger Gustav Elias Dahl.

Mange ansatte hos sårbare virksomheder i fødevarebranchen

EU’s forordning til opretholdelse af gasforsyningssikkerheden indeholder et solidaritetsprincip, som medfører, at privatforbrugere i andre EU-lande har forrang til at købe gas i forhold til danske virksomheder, som ikke er beskyttede kunder. Dermed kan nogle danske virksomheder risikere helt at få lukket for gasforsyningen, hvis der opstår en forsyningskrise i EU.

Af de ikke-beskyttede gaskunder er en stor del af virksomhederne koncentreret i fødevarebranchen. Målt på ansatte udgør virksomheder i fødevarebranchen 40 procent af det samlede antal beskæftigede i virksomheder, der er ikke-beskyttede gaskunder.

”Fødevarevirksomhederne er sårbare over for stigende gaspriser eller manglende gas, og har mange ansatte, hvis job kan være udsat i tilfælde af en forsyningskrise,” siger Gustav Elias Dahl.

Målt i forhold til produktionsværdi er det glas- og betonindustrien, der har det største gasforbrug. Gasforbruget udgør 1,5 procent af glas- og betonindustriens samlede produktionsværdi, mens det gælder 0,6 procent af fødevareindustrien.

Læs analysen her

Analysens hovedkonklusioner

  • Danmark er generelt godt rustet til at håndtere høje gaspriser eller en forsyningskrise på gasområdet.
  • Enkelte virksomheder og brancher kan dog blive hårdt ramt af høje udgifter eller manglende adgang til gas.
  • Fødevarebranchens virksomheder står for 40 procent af de ansatte i selskaber, der er på listen over ikke-beskyttede gaskunder, som risikerer at få lukket for gassen. Samtidig er det den branche i industrien, der har størst udgifter til gas.
  • Glas- og betonindustrien har de højeste udgifter til gas målt i forholdt til branchens produktionsværdi. 

Virksomheder i fødevarebranchen har flest ansatte blandt ikke-beskyttede gaskunder

Tabellen viser antallet af ansatte i virksomheder, der er klassificeret som "ikke-beskyttede" gaskunder, fordelt på de 12 brancher med størst energiforbrug (ekskl. energiforsyningsbrancher).

Branche

Antal ansatte

Mejerier

8.821 ansatte

Slagterier

7.543 ansatte

Glas- og betonindustri

2.581  ansatte

Drikkevareindustri

2.554 ansatte

Anden fødevareindustri

1.704 ansatte

Fremstilling af maling og sæbe

755  ansatte

Bagerier, brødfabrikker mv.

732 ansatte

Olieraffinaderier

630 ansatte

Fremst. af metal

602 ansatte

Fiskeindustri

241 ansatte

Engroshandel

226  ansatte

Landbrug og gartneri

166  ansatte

Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik

Anm.: Antal ansatte fremgår for enkelte virksomheder ikke af virk.dk og er derfor udeladt i opgørelsen. Brancheinddelingen er baseret på de branchekoder, som er tilknyttet virksomhedernes CVR-numre.

Fødevarebrancher har store udgifter til gas

Tabellen viser de enkelte branchers udgifter til gasforbrug (naturgas, biogas og bionaturgas) i 2018. Data vises for de 12 brancher med størst udgifter til gas, ekskl. energiforsyningsbrancherne.

Branche

Gasforbrug

Glas- og betonindustri

306 mio. kr.

Mejerier

269 mio. kr.

Slagterier

178 mio. kr.

Anden fødevareindustri

160 mio. kr.

Fremstilling af maling og sæbe

156 mio. kr.

Olieraffinaderier

146 mio. kr.

Fremstilling af metal

128 mio. kr.

Fiskeindustri

121 mio. kr.

Bagerier, brødfabrikker mv.

119 mio. kr.

Landbrug og gartneri

101 mio. kr.

Drikkevareindustri

95 mio. kr.

Engroshandel

95 mio. kr.

Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik

Anm.: Forsyningsbrancherne er udeladt i opgørelsen.

Læs analysen her

Kontakter

Billeder

Links

Information om AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Reventlowsgade 14, 1. sal
1651 København V

3355 7710https://www.ae.dk/

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er en økonomisk-politisk tænketank og et samfundsøkonomisk analyseinstitut, der arbejder for at fremme den sociale retfærdighed i Danmark. AE’s overordnede formål er at udarbejde og formidle samfunds- og erhvervsøkonomisk viden samt løsningsideer til gavn for lønmodtagerne og for at fremme den sociale retfærdighed.

Følg pressemeddelelser fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum