Dansk Energi

En grøn skattereform skal rumme både klima, velfærd – og arbejdskraft

Del
Der er brug for en grøn skatteform og svære økonomiske prioriteringer, hvis vi skal nå klimamålene til tiden, skaffe den nødvendige arbejdskraft og fylde det milliardstore hul i statskassen, der skabes af udfasning af sort energi. En nødvendig opgave, mener Dansk Energi, der i dag skyder debatten i gang på baggrund af ny rapport fra Kraka Advisory.

Privatkunder, industri og energisektor har brug for afklaring på, hvad den grønne omstilling koster.

Private forbrugere skal have klare signaler for at kunne vælge de grønne løsninger: En elvarmepumpe over et gasfyr, en elbil over en dieselbil. Industrien har brug for et klart signal for at vælge grønt frem for kul og gas.

Og energibranchen er klar til at investere de mere end 300 milliarder kroner, der er nødvendige, hvis Danmark skal gøre sig forhåbninger om at nå sine klimamål og reducere CO2-udledningerne med 70 pct i 2030.

Derfor haster det med en grøn skattereform og at få sat en pris på CO2, mener Dansk Energi:

- Vi har tiden imod os. 2030 er kun ni år ude i fremtiden, så vi har travlt. Grøn omstilling kræver store og langsigtede investeringer, og de investeringsbeslutninger, der bliver truffet i dag, står først som færdig løsning mange år senere. Derfor er der brug for både præcise rammer og mål for erhvervslivet – og et klart signal om prisen på sort og grønt, siger Lars Aagaard, administrerende direktør, Dansk Energi.

Men vi skal videre end en diskussion om rammer, mål og større CO2-afgift, mener Lars Aagaard og Dansk Energi, der i dag afholder konferencen: ”Grøn skattereform – kan vi få både klima, arbejdskraft og fortsat velfærd?” For det er ikke tilstrækkeligt kun at diskutere størrelsen af en ensartet CO2-afgift.

- Udfasning af sort energi skaber et milliardhul i statskassen i takt med at Danmark bliver grønnere. Det giver os nye udfordringer – for hvem skal betale for vores velfærd, når der ikke længere er forurenere til at betale? Det er vigtigt, vi får taget hul på den debat allerede nu, siger Lars Aagaard, Dansk Energi.

Tre løsningsmodeller

Grundlaget for torsdagens debat er en ny rapport udarbejdet af Kraka Advisory for Dansk Energi, hvor man kombinerer indførelsen af en CO2-afgift med en reform af energiafgifterne.

I rapporten giver Kraka Advisory tre løsningsmodeller, der viser, at man gennem en større og socialt balanceret skatteomlægning kan lukke det hul på fem milliarder kroner, der allerede opstår i 2025, og som i 2030 er vokset til næsten 20 mia. kroner. Hullet i statskassen opstår og vokser sig større, fordi staten får færre penge ind fra afgifter på CO2 i takt med, at Danmark bliver grønnere.

Kraka Advisorys tre løsningsmodeller gavner i forskellig grad den sociale balance og udbuddet af arbejdskraft. De indeholder blandt andet en mindre forhøjelse af bundskattesatsen i kombination med hævet personfradrag samt en intelligent vejafgift, og de giver forslag til, hvordan Danmark opretholder velfærdsniveau og lukker hullet efter provenutabet.

- Der findes ingen enkel løsning. Den grønne omstilling er kompleks, og der kommer nye udfordringer, der skal fikses: Lige nu kan vi f.eks. se, der mangler hænder til helt konkret at udføre arbejdet med den grønne omstilling frem mod 2030. Mange hænder. 290.000 årsværk ifølge Dansk Energis analyser, og derfor må en grøn skattereform ikke gøre arbejdsudbuddet mindre. Dét er vigtigt, siger Lars Aagaard.

- Samtidigt er det ikke tilstrækkeligt at diskutere en CO2-afgift, for den skaber ikke et varigt provenu til statskassen. Vi skal i gang med debatten om en langsigtet skattereform, fordi den vil kræve benhårde politiske valg og økonomiske prioriteringer. Vi skal både løse klimaproblemet, bevare velfærden og sikre den rette arbejdskraft til den grønne omstilling – og intet af det må tippe den sociale balance, siger Lars Aagaard.

Og netop en indførelse af en CO2-afgift kombineret med at sænke energiafgifterne, vil, ifølge Kraka Advisorys rapport, holde modellerne socialt balanceret og sikre, at afgifterne afspejler energiens CO2-belastning.

- Energiafgifterne vejer tungere i husholdninger med små indkomster end i dem med store, og derfor giver det social balance at sænke energiafgifterne. Det betyder ikke, at danskerne vil bruge mere energi, blot fordi den bliver billigere. Hvis energiafgifterne bliver sænket, så de afspejler den CO2-belastning energien repræsenterer, vil prissignalet til forbrugeren være langt mere præcist, og markedet vil finde det rette prisleje, siger Lars Aagaard.

Nøgleord

Kontakter

Links

Information om Dansk Energi

Dansk Energi
Dansk Energi
Vodroffsvej 59
1900 Frederiksberg C

3530 0400http://www.danskenergi.dk

Dansk Energi er erhvervs- og interesseorganisation for energiselskaber i Danmark. Sammen leverer vores medlemmer stadigt grønnere strøm til danskerne samtidig med, at de sikrer strøm i stikkontakten 99,99 procent af tiden til konkurrencedygtige priser.

Den danske energiindustri beskæftiger samlet set flere end 56.000 danskere og er med sine milliardtunge investeringer i infrastruktur og teknologi et af Danmarks stærkeste erhverv. Energiindustrien er en grundpille i dansk eksport. I 2016 eksporterede Danmark nemlig energiteknologi for 75,6 mia. kroner, svarende til 11 procent af den samlede vareeksport.  

Følg pressemeddelelser fra Dansk Energi

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Energi

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye