Dansk El-Forbund

Elektrikerne strutter af faglig stolthed

Del
Glæde ved et udfordrende og selvstændigt arbejde og enorm stolthed præger elektrikernes syn på deres fag

Politikerne vil gerne trække unge til de tekniske erhvervsuddannelser, og elbranchens organisationer har gennemført kampagner for at ’brande’ faget både over for den brede befolkning som sådan og mere specifikt de unge, der skal vælge uddannelse. Nu tyder en undersøgelse ifølge fagbladet Elektrikeren på, at fagets bedste ’brandere’ eller ambassadører er elektrikerne selv.

De er i høj grad stolte af og glade for at være en del af et fag, der både giver dem udfordringer og indflydelse, og langt de fleste vil også gerne anbefale både deres egne og venners børn at søge ind i faget. Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført i Dansk El-Forbunds medlemspanel Elpanelet.

Et af spørgsmålene handlede om oplevelsen af arbejdet som elektriker. Her kunne deltagerne sætte flere krydser, og resultatet kommer derfor sammenlagt over 100 procent. Men næsten alle afkrydsninger blev sat ved de positive tilkendegivelser, og flere end 70 procent satte kryds ved ’udfordrende’. Tæt på fulgte ’spændende’, som flere end 65 procent krydsede af. Næsten lige så mange – 61,5 procent – satte kryds ved ’afvekslende’.

Generelt er det altså cirka to ud af tre elektrikere, der finder arbejdet udfordrende, spændende eller afvekslende – eller måske det hele på én gang. I alt var der ti forskellige afkrydsningsmuligheder for at beskrive oplevelsen af arbejdet. Ingen af de ’negative’ svar fik over ti procent.

Paneldeltagerne kunne også sætte tal på deres faglige stolthed. Den skulle vurderes på en karakterskala fra 1 til 10, hvor 1 var ’slet ikke stolt’ og 10 var ’totalt stolt’. Næsten alle krydserne blev sat på 8 (30,11 procent), 9 (27,76 procent) og 10 (26,39 procent). Alle karakterer fra 1 til og med 4 fik under en enkelt procent.

Den omfattende undersøgelse handlede også om årsagerne til valget af fag, oplevelsen af indflydelse og ansvar i det daglige og om man vil anbefale faget til andre. Overordnet tegner svarene et billede af en faggruppe med en meget stor faglig stolthed og glæde ved et arbejde, der rummer både faglige udfordringer og mange muligheder for selvstændig udfoldelse – og et arbejde, som langt de fleste ikke vil tøve med at anbefale over for deres egne eller deres venners børn.

Læs mere i Elektrikeren på side 36: www.e-pages.dk/danskelforbund/582/.

Billeder

Links

Information om Dansk El-Forbund

Dansk El-Forbund
Dansk El-Forbund
Nyropsgade 14
1602 København V

33297000http://www.def.dk

Følg pressemeddelelser fra Dansk El-Forbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk El-Forbund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye