EKF - Danmarks Eksportkredit

EKF-eksportlån på 5,8 mia. kr. til verdens største, grønne energi-gigant

Del
Den italienske energi-gigant ENEL S.p.A. har netop underskrevet en aftale om EKF´s næststørste eksportlån nogensinde. Lånet skal blandt andet finansiere Siemens Gamesa og Vestas turbiner

Eksportlånet på 5,8 mia. kr. er en øremærket kreditfacilitet, som Enel er forpligtet til at bruge til at købe danske energiløsninger, herunder bl.a. vindmøller fra Vestas og Siemens Gamesa, og det er samtidig kulminationen på et samarbejde mellem Enel og EKF Danmarks Eksportkredit, der begyndte allerede i 2013.

Lånet betyder dermed eksportordrer til danske vindmøllevirksomheder. Ordrer, der ikke nødvendigvis var havnet i Danmark, hvis ikke EKF havde stået for finansieringen.

”Vi er glade hver gang, vi kan yde lån, der kommer danske eksportører til gode,” siger Peter Boeskov, CCO hos EKF.

Andetstørste lån

Lånet er det andetstørste lån i EKF´s historie, og dermed kun overgået af et lån til spanske Iberdrola før sommerferien. Generelt oplever EKF en stigende interesse for medfinansiering af energigiganternes markante grønne investeringer i de kommende år.

”Vi har et stykke tid arbejdet på at udvide vores samarbejde med Enel, og det her var en perfekt mulighed. Vi er glade for at have lukket denne aftale, som finansierer en stor portefølje af vindmølleprojekter med en samlet produktionskapacitet på mere end 1,5 GW. Lånet giver Enel den fleksibilitet, der kræves for at implementere vindenergi i stor skala, og der er vi glade for at spille en rolle. Ydermere er i dag en milepæl for EKF, idet transaktionen repræsenterer vores første ”sustainability-linked” lån. Vi sætter stor pris på forholdet til Enel og det faktum, at de bruger danske eksportører til at opfylde deres grønne mission,” siger EKF´s CCO Peter Boeskov.

"Dette lån udgør den seneste milepæl på Enels rejse mod at være nyskabende inden for bæredygtig finansiering, især i det internationale finansdomæne. Lånet giver os større fleksibilitet, hvilket igen giver Enel mulighed for at tackle klimaforandringer og understøtte uafhængigheden af energi i de lande, hvor vi opererer,” siger Enels CFO, Alberto De Paoli.

Danske vindturbiner

Lånet får stor betydning for bl.a. Vestas og Siemens Gamesa, der har samarbejdet med EKF i mere end 20 år.

Lånet til Enel vil blive anvendt på en lang række af virksomhedens projekter, blandt andet i Syd – mellem og Nordamerika, Australien og Italien, og der kan tilføjes projekter undervejs.

EKF yder eksportlånet til Enel med CITI Bank som samarbejdspartner og agent på lånet. Faciliteten er delt i to med en række projekter i hver del. De første projekter bliver finansieret umiddelbart efter Financial Close, mens resten af projekterne forventes finansieret inden for et år fra Financial Close.

Fortsat grøn finansiering

Både Siemens Gamesa og Vestas er glade for EKF’s fortsatte finansiering af grønne projekter.

”Aftaler som denne er vigtigere end nogensinde for at styrke europæiske vindenergiproducenter, der leverer kritisk infrastruktur og som hjælper med at gøre verden mindre energiafhængig. Med mere end 20 års tæt samarbejde fortsætter vi hos Siemens Gamesa med at levere den globale grønne energiomstilling sammen med EKF,” siger Tim Dawidowsky, Siemens Gamesa COO og Chief Sustainability Officer.

"Et stærkt partnerskab som dette med vores mangeårige partnere Enel og EKF vil muliggøre fleksible, finansielle løsninger, der kan hjælpe med at frigøre vindenergiens fulde potentiale og yderligere accelerere den globale energiomstilling," siger Javier Rodriguez Diez, CSO i Vestas.

Sikring af dansk eksport

”Vi har en klar forventning om, at vores finansiering er med til at sikre, at Enel fortsætter med at købe danske turbiner, samt at Enel vil være meget tilbøjelige til også at købe andre, danske varer, som vi senere kan samarbejde om finansieringen af. Også fordi Enel har en meget grøn profil med store investeringsplaner, og de er en attraktiv samarbejdspartner for en række danske virksomheder,” tilføjer Steen Olesen, Senior Vice President, Global Wind & Structured Finance hos EKF.

Enel er verdens største, private operatør af vedvarende energi med mere end 54GW installeret kapacitet og en samlet kapacitet på 91GW. Ud af den samlede kapacitet står vind for 17 procent. Virksomheden blev etableret tilbage i 1962, har hovedkontor i Rom Italien, mere end 66.000 ansatte samt en tilstedeværelse i over 30 lande. De fleste af deres investeringer i vind er onshore. 

Kontakter

Information om EKF - Danmarks Eksportkredit

EKF - Danmarks Eksportkredit
EKF - Danmarks Eksportkredit
Lautrupsgade 11
2100 København Ø

+45 35462600https://ekf.dk/

Den bedste sikkerhed en virksomhed kan få

EKF er Danmarks eksportkredit. Vi hjælper danske virksomheder med at gøre det muligt og attraktivt for andre at købe varer fra Danmark. Det gør vi ved at hjælpe med at skaffe finansiering og ved at forsikre virksomheder og banker mod de økonomiske og politiske risici, der kan være ved at handle med andre lande.

 

Følg pressemeddelelser fra EKF - Danmarks Eksportkredit

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra EKF - Danmarks Eksportkredit

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye