Gladsaxe Kommune

DR har ikke alle fakta i sag om fejl i kontanthjælp

Del
Gladsaxes borgmester mener ikke, at DR har alle fakta på plads, når de i TV Avisen beskylder kommunerne for at handle ulovligt i sag om fejludbetalinger af kontanthjælp.

Onsdag den 5. januar beskyldte TV Avisen i et indslag danske kommuner over hele landet for at have snydt borgere, når de udbetalte kontanthjælp i forhold til den såkaldte 225-timersregel. Samtidig påstår Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, STAR, at de i et år har rykket kommunerne for at gøre noget ved problemet, uden at få svar.

Gladsaxe kan ikke genkende billedet

Det billede kan man slet ikke genkende i Gladsaxe Kommune. Tværtimod hjalp Gladsaxe og en gruppe andre kommuner i starten af december 2020 STAR med at opklare, om der var fejl i nogle indberetninger og procedurer i forbindelse med fastsættelse af kontanthjælp til denne gruppe borgere. På baggrund af undersøgelsen kunne STAR bekræfte, at der var tilfælde, hvor der var sket fejl i udbetalingerne og styrelsen takkede samtidig for hjælpen. Derfor gik Gladsaxe Kommune omgående og på eget initiativ i gang med at undersøge 800 sager og fandt dermed 13 borgere, hvor der var sket fejl. De 13 borgere fik udbetalt det manglende beløb i februar 2021. Gladsaxe havde allerede tilbage i andet halvår af 2019 ændret procedure for at undgå den type fejl, der var tale om. Derfor var de fejl, som blev fundet i de 13 sager, sket før dette tidspunkt.

Intet svar trods gentagne forespørgsler

15. december 2020 bad STAR så første gang samtlige kommuner gennemgå alle sager. Derfor meldte Gladsaxe tilbage med resultaterne af gennemgangen af de 800 sager og meddelte, at 13 borgere allerede havde fået udbetalt det manglende beløb. Den 23. april 2021 rykkede STAR kommunerne igen, og Gladsaxe meldte atter tilbage, at kommunen allerede havde indsendt de oplysninger, der blev efterlyst, og bad STAR om at svare tilbage, hvis der manglede noget. Men kommunen modtog, udover en kvittering, ingen tilbagemelding.

Den 23. november 2021 modtog Gladsaxes kommunaldirektør og borgmester så endnu en rykker, hvorefter kommunen vendte tilbage til STAR endnu en gang og fortalte styrelsen, at oplysningerne var indberettet, og at styrelsen måtte vende tilbage, hvis de manglede noget. Men Gladsaxe hørte ikke noget, før STAR den 29. november 2021 sendte et brev til samtlige kommuner om, at de alle nu skulle udfylde et skema, for at sikre, at STAR fik tilstrækkeligt ensartede data.

Borgerne har for længst fået pengene

Den behandling er Gladsaxes borgmester Trine Græse overhovedet ikke tilfreds med.

-Jeg synes, at Gladsaxe og andre kommuner bliver uretmæssigt hængt ud på et alt for løst grundlag. I Gladsaxe har vi for over et år siden meldt tilbage, at vi har gennemgået alle de relevante sager og udbetalt manglende kontanthjælp til 13 berørte borgere. Og så skal vi så høre i medierne, at vi begår ulovligheder, selvom vi siden april flere gange forgæves har spurgt til, om STAR var tilfredse med de oplysninger, de havde fået fra os. Og nu skal vi så til at gennemgå alle sagerne igen, for at STAR kan modtage de samme svar på en anden og mere ensartet måde, fordi STAR ikke var tydelige nok, da de bad os om at svare første gang. Det er bare ikke godt nok, siger Trine Græse.

Fælles dataudtræk kan spare kommunerne for dobbeltarbejde

Siden STAR bad kommunerne om at gennemgå samtlige sager første gang den 15. februar 2021, er sagerne blevet flyttet fra et gammelt og utidssvarende KMD-system til en ny leverandør. Men allerede tilbage i december 2020 i forbindelse med, at STAR bad Gladsaxe Kommune om hjælp til at opklare, om der skete fejl i udbetalingerne, spurgte Gladsaxe STAR, om de kunne levere et udtræk, så kommunen var sikker på at svare rigtigt på forespørgslen. Men den opgave kunne STAR ikke påtage sig. Lige nu er KL så i dialog med STAR og systemleverandørerne om, hvorvidt det kan lade sig gøre at trække ensartede data fra samtlige kommuner. Lykkes det ikke, kan kommunerne se frem til at skulle gennemgå hver enkelt sag igen manuelt.

- Det er bare ikke rimeligt, hvis 95 kommuner nu hver især skal bruge dyrebare kræfter på at lave dobbeltarbejde, alene fordi STAR ikke har været gode nok til at fortælle os, hvad det var, de ville vide og melde tilbage på vores henvendelser. Det vigtigste er jo, at borgerne har fået de penge, de skal have, og så må databureaukratiet komme i anden række, understreger Trine Græse.

Læs om kontanthjælp og 225-timers-reglen på: www.borger.dk/arbejde-dagpenge-ferie/Dagpenge-kontanthjaelp-og-sygedagpenge/Kontanthjaelp/225-timersreglen-ugifte

Kontakter

Borgmester Trine Græse, Gladsaxe Kommune, via kommunikationschef Ulla Baden, mobil 22 76 56 22

Information om Gladsaxe Kommune

Gladsaxe Kommune
Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

39 57 50 00http://gladsaxe.dk

Gladsaxe er den første kommune i Danmark, der indarbejdede FN’s verdensmål i sin kommunestrategi. Med verdensmålene som ramme arbejder Gladsaxe for social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed samt en grøn omstilling. Det gør vi, fordi vi ønsker at gøre en forskel lokalt, der bidrager til en bæredygtig udvikling globalt. Gladsaxe Kommune har ca. 69.000 indbyggere og grænser op til København, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Furesø og Herlev kommuner. 

Du kan læse mere om Gladsaxe Kommune på gladsaxe.dk.

Følg pressemeddelelser fra Gladsaxe Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Gladsaxe Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye