Dobbeltdokumentation er dagligdag i ældreplejen

”Vi bruger tid, som vi ikke har, på at dokumentere noget, som i virkeligheden ikke er nødvendigt. Og det tager tid fra borgeren,” siger FOAs Torben Hollmann.

Det er svært at finde en ældreordfører eller minister, som ikke blæser til kamp mod unødvendig dokumentation i ældreplejen. De ansatte skal bruges til omsorg og pleje, ikke til at afkrydse skemaer og skrive rapporter, er nærmest et fælles mantra.

Ikke desto mindre viser en ny undersøgelse fra fagforeningen FOA, at de ansatte i ældreplejen oplever, at de skal lave mere – ikke mindre – dokumentation i ældreplejen. To ud af tre ansatte i ældreplejen oplever, at de dagligt bliver bedt om at registrere de samme oplysninger flere steder eller i flere systemer.

”Det er jo helt hul i hovedet. Og når man lægger det sammen med, at de ansatte i ældreplejen i gennemsnit bruger 50 minutter om dagen på at dokumentere, så viser det et spild af ressourcer som den enkelte ansatte kunne have brugt på at hjælpe og støtte den ældre,” siger formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Torben Klitmøller Hollmann.

Han understreger, at det selvfølgelig er nødvendigt med dokumentation i ældreplejen, men han vil af med dokumentation for dokumentationens skyld.

”Det burde vendes på hovedet, så man rapporterer om det unormale, når den ældres tilstand ændrer sig. Det er det, som er vigtigt at vide for kolleger, samarbejdspartnere og pårørende. Ikke når den ældre har været i bad helt efter planen,” forklarer Torben Hollmann.

Undersøgelsen, som er besvaret af mere end 2000 ansatte i ældreplejen, viser blandt andet, at der dagligt bruges mere tid på at dokumentere end tidligere, og at et flertal af de ansatte oplever, at det dokumenterede er overflødigt, tidskrævende, af og til uden faglig relevans og i øvrigt skal registreres flere steder.

FOAs Torben Hollmann ser den stigende dokumentation, som et udtryk for faldende tillid. Ikke bare til ældreplejen, men til velfærdssamfundet som helhed.

”Danskerne har den helt reelle oplevelse, at velfærden ikke følger med samfundsudviklingen. Færre folk skal løse flere opgaver, og den enkelte ældre oplever, at der ikke er tid til mere end det absolut nødvendige. Og så er det, at man ser et behov for at dokumentere, den hjælp der trods alt stadig gives. For at sikre at man trods alt får den.”