Djøf om regeringsgrundlaget: Ambitiøse planer om at frisætte den offentlige sektor – men urealistisk finansiering
14.12.2022 14:19:27 CET | Djøf | Pressemeddelelse
Med SVM-regeringen får Danmark for første gang i mange år en regering hen over den politiske midte.
- Regeringen lægger op til en grundlæggende frisættelse af den offentlige sektor med et opgør med de omfattende krav om dokumentation og bureaukrati. Det er en kæmpe omstillingsproces af den offentlige sektor, man nu sætter i gang. Det er helt afgørende, at man husker at involvere ledere, medarbejdere og brugere, når det handler om, hvordan vores velfærdssamfund skal udvikles de kommende år. Djøf bakker op om en bedre offentlig sektor bygget på tillid og respekt for faglighed. Vi er klar til at bidrage til processen, siger Sara Vergo, formand for de 110.000 medlemmer af Djøf.
Hun tilføjer, at besparelsespotentialet i kommuner og regioner er helt urealistisk – et tiltag, der skal finansiere et lønløft til nogle grupper i den offentlige sektor.
- Frisættelsen af den offentlige sektor vil give mere tid til kerneopgaverne for sosuer, pædagoger, lærere og andre grupper. Men hvis man sætter besparelser før afbureaukratisering, beder man blot de øvrige medarbejdere løbe stærkere, og administrationen bliver flyttet ud i ældreplejen og daginstitutionerne. Det er ren grønthøster på den offentlige administration.
Hun understreger, at samme pointe gælder de politiske ønsker om at spare milliarder af kroner på beskæftigelsesområdet:
- Der er i den grad brug for et opgør med den politiske detailstyring af beskæftigelsesindsatsen. Vi hilser en større rolle til A-kasserne velkommen under forudsætning af, at pengene følger opgaven.
Sara Vergo er også kritisk over for de uddannelsespolitiske ambitioner i regeringsgrundlaget.
- Desværre virker det som om, de tre partier på uddannelsespolitikken har valgt det værste fra de tre partiers partiprogrammer med forslagene om at skære et år af op mod halvdelen af kandidatuddannelserne og forringe SU’en. Så store reformer af uddannelserne burde starte med at inddrage relevante aktører, inden man låser sig fast på målet, siger Sara Vergo.
Hun efterlyser klare svar på, hvad det er for et problem, man prøver at løse:
- Virkeligheden i dag er, at der er stor efterspørgsel på kandidater fra de samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske uddannelser. Ledigheden er rekordlav. Og vi må konstatere, at hverken erhvervsliv eller offentlige arbejdsgivere efterspørger kortere uddannede kandidater. Kortere kandidatuddannelser vil potentielt gå ud over kvaliteten af vores kandidater med ringere muligheder for praktik, studierelevant arbejde eller udlandsophold. Erfaringer, som i dag er efterspurgte uddannelseselementer hos mange arbejdsgivere. Både uddannelseskvaliteten, kandidaternes employability og de studerendes trivsel vil blive udfordret, påpeger Sara Vergo.
Djøf imødeser også initiativerne for at sikre en mere åben og transparent offentlig sektor og et bedre samspil mellem regeringen, Folketinget og embedsværket.
- Det er nødvendigt at øge kvaliteten i lovgivningsarbejdet, se på offentlighedsloven med friske øjne og styrke samspillet mellem regering og Folketing. Det har Djøf været i gang med det seneste år i det uafhængige ekspertudvalg under ledelse af Karsten Dybvad. Arbejdet præsenteres i det nye år, og det er positivt, at det fremgår direkte af regeringsgrundlaget, at den nye regering vil følge op på udvalgets anbefalinger, slutter Sara Vergo.
Sara Vergo træffes for yderligere kommentarer på tlf. 31 37 39 20 eller ved henvendelse til pressechef Torben Gross, tlf. 21 49 01 73.
Information om Djøf
Djøf er faglig organisation for jurister og jurastuderende samt erhvervsøkonomiske og samfundsvidenskabelige kandidater og studerende. Vi repræsenterer 107.000 medlemmer, der arbejder på alle niveauer i det private og det offentlige i Danmark og udlandet. Mange arbejder med analyse, strategi, økonomi, jura, udvikling og kommunikation. En stor del er ledere, og endnu flere ønsker at blive det.
Som fagforening arbejder vi for at optimere medlemmernes arbejdsliv ved at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår og give inspiration til karrierevalg, faglig udvikling, netværk og nye muligheder. Som medlemmer bruger vi hinanden til at blive bedre og skaber et solidt grundlag for at træffe vigtige beslutninger i vores arbejdsliv og studieliv. Sammen arbejder vi for at udvikle samfundet til gavn for alles bedste.
Følg pressemeddelelser fra Djøf
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Djøf
Djøf: Stadig ikke ligeløn – kvinder halter op til 100.000 kroner efter mænd for samme arbejde8.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
En kvindelig chef i en privat virksomhed tjener næsten 100.000 kr. mindre i gennemsnit om året end en mandlig chef. For almindelige ansatte er forskellen 55.000 kr. om året. Uligelønnen begynder allerede i studietiden.
Djøf: Regionale akademikere kan se frem til fremgang i reallønnen4.3.2026 16:16:22 CET | Pressemeddelelse
Med aftalen om en ny overenskomst for akademikere i ansat i regionerne er den sidste store brik i de offentlige overenskomster på plads. ”Også her er der udsigt til højere realløn og et mere fleksibelt og børnevenligt arbejdsliv”, siger Johanne Nordmann, formand for Djøf Offentlig.
100 AI-rollemodeller skal få flere kvinder med i udviklingen af AI-arbejdsmarkedet4.3.2026 07:58:44 CET | Pressemeddelelse
Djøf, Microsoft og Netcompany sætter sammen med foreningen Connected Women in AI jagten ind på 100 foregangskvinder i AI
Djøf: Solidt akademikerforlig i kommunerne3.3.2026 10:30:34 CET | Pressemeddelelse
Der er udsigt til stigende realløn de kommende tre år for akademikere ansat i kommunerne. Det fastslår Johanne Nordmann, formand for Djøf Offentlig efter at der natten til tirsdag blev indgået en ny overenskomst for akademikerne i kommunerne. "Jeg er meget tilfreds med, at vi har aftalt samlede procentuelle lønstigninger af en størrelse, så medlemmerne kan forvente en fremgang i reallønnen over perioden. I løbet af de næste 3 år vil lønnen stige med forventelig 6,27 %." Den samlede ramme for den nye overenskomst ligger på 9,09%. "Ud over forbedringer på lønnen, er vi blevet enige om at etablere en fritvalgskonto. Det har længe været Djøfs ønske, at man i overenskomsten i højere grad kunne tilpasse vilkårene, så den enkelt i højere grad selv kan bestemme, hvordan arbejdslivet skal udforme sig", siger Johanne Nordmann og uddyber: "Med forliget er der skabt en model, hvor man i højere grad kan vælge, hvorvidt en del af lønnen udbetales som løn, som pension eller veksles til frihed. Og der
Djøf: Nyskabende overenskomst-resultater i staten11.2.2026 10:36:53 CET | Pressemeddelelse
Bedre løn og mere fleksibilitet i dagligdagen er nogle af de solide resultater i den netop indgåede overenskomst for ansatte i staten. Det har været svært, men resultatet er tilfredsstillende, siger Djøf.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
