Vækstfonden

Digital lægehjælp vil sikre hurtigere behandling

Del
Den danske virksomhed Practio vil gøre adgangen til lægefaglige services og ydelser nemmere. Med en digital adgang til lægen og mulighed for vaccinationer direkte på apoteket, vil Practio spare danskerne for tiden i venteværelset. Visionen er at sikre hurtig og tryg behandling. Med et Iværksætterlån fra Vækstfonden skal Practio til at udbrede ydelserne til resten af Europa.

Verden bliver mere digital, og sundhedssektoren er ingen undtagelse, hvor vi googler os frem til sundhedstips og selvdiagnoser. Derfor så grundlæggerne af virksomheden Practio en mulighed for at kombinere teknologi med den tryghed for patientsikkerhed, som en læge kan give.

Practio udvikler to typer af løsninger: En digital adgang til en læge, som hurtigt svarer på almindelige sundhedsspørgsmål og kan udstede en recept på medicin. Og sundhedsydelser, der i samarbejde med Practios læger varetages af uddannet personale på apotekerne i nærheden af, hvor danskerne færdes ved arbejdspladsen eller ved indkøbsmuligheder.

”Practios vision er at give mennesker lettere adgang til sundhed. Mange danskere ender ofte i en lang telefonkø hos lægen eller skal tage fysisk hen til lægen for at forny recepter på medicin. Vi mener ikke, at sundhedssektoren har været god nok til at gøre brug af de muligheder, digitaliseringen giver,” fortæller CEO i Practio, Mads Mikkelsen, der sammen med sin partner, lægen Jonas Nilsen, stiftede virksomheden i 2014.

Practio har indgået et partnerskab med landets apoteker, for at sikre at de digitale ydelser kunne sikre tryghed og kvalitet for brugerne. Samtidigt skal brugerne af Practios digitale ydelser, verificere sig ved hjælp af NemID.

”Vi ved, at sundhed drejer sig om private forhold og om patientsikkerhed. Derfor har det fra dag ét været altafgørende, at trygheden og kvaliteten er i top. Det er også grunden til, at vi har allieret os med et stærkt fagligt netværk, der sikrer, at brugerne får de rigtige lægefaglige svar på spørgsmål, den rigtige medicinering og de rigtige vaccinationer,” fortæller Mads Mikkelsen.  

Ydelser skal udbredes til resten af Europa

Den store danske efterspørgsel gør, at Practio nu er klar til at satse på internationale markeder. Practios digitale profil gør samtidigt virksomhedens ydelser skalerbare til resten af verden. Derfor vil virksomheden fokusere på platforme, der giver digitalt adgang til læger, så resten af Europa også får mulighed for at forny recepter digitalt. Med et iværksætterlån fra Vækstfonden har Practio fået et kapitalrygstød til at lancere de digitale platforme i resten af Europa.

”Med lånet fra Vækstfonden skal vi til at lancere vores ydelser på flere europæiske markeder. Vores undersøgelser viser, at forbrugerne er klar digitale lægefaglige ydelser, og derfor er der stort potentiale i at være first movers på det her område. Helt konkret starter vi med at lancere en p-pille app i flere lande, og så kigger vi efterfølgende på vores andre ydelser,” siger Mads Mikkelsen.

Souschef i Vækstfondens afdeling for lån og garantier Peter Vincensen ser frem til at følge med i Practios vækstrejse:

”Practio er en rigtig spændende virksomhed, der har potentiale til at ændre hele den måde, vi tænker digitale sundhedsløsninger på i dag. Nu står de over for at tage skridtet ud på det europæiske marked, og det er vi glade for at kunne bidrage til i Vækstfonden.”



Fakta om Practio

Practio har fire ydelsesområder:

1. Rejsevaccinationer på apoteket

Practio har lanceret rejsevaccinationer direkte på apoteket i samarbejde med 80 apoteker landet over. Gennem Practio’s digitale platform, sikkervaccination.dk, kan man søge råd og vejledning om vaccinationer og få dem foretaget direkte på sit nærmeste apotek.

2. Influenzavaccinationer på apoteket

Practio har lanceret influenzavaccination direkte på apoteket i samarbejde med 80 apoteker landet over. Ca. 350 vaccinatører blev uddannet, og i 2017 tog mere end 43.000 patienter imod tilbuddet om influenzavaccination på apoteket.

3. P-piller:

P-pille ydelserne består som beskrevet af Practio app’en, som hjælper unge kvinder til bedre brug af p-piller, og Practio’s Medicinservice, som sikrer at kvinden altid har p-piller tilgængelige. 

4. Urinvejsinfektioner:

Practio har udviklet en online test for ukomplicerede urinvejsinfektioner på Practio platformen. Såfremt kvindens svar viser en tilstrækkelig høj sandsynlighed for at hun har en ukompliceret urinvejsinfektion, kan kvinden via Practio platformen købe en recept fra Practio’s læge, og kvinden kan efterfølgende hente og købe sin medicin på sit lokale apotek.

Kontakter

Lars Dyrhagen
Kommunikationschef i Practio
Telefon: +90 536 8711980
E-mail: ld@practio.com


Linea Søgaard-Lidell
Senior kommunikationsrådgiver
Telefon: 22135855
E-mail: lsl@vf.dk

Billeder

Information om Vækstfonden

Vækstfonden
Vækstfonden
Strandvejen 104B
2900 Hellerup

35 29 86 00http://www.vf.dk/

Vækstfonden er statens finansieringsfond, som arbejder for at styrke danske virksomheders adgang til risikovillig kapital, så de kan skabe ny innovation, vækst og arbejdspladser. I tætte partnerskaber med banker og private investorer fra ind- og udland finansierer Vækstfonden virksomheder i alle brancher over hele landet. Og fonden kan være med hele vejen - fra virksomhedens spæde start, gennem høj vækst, til rejsen ud på de globale markeder og børsnoteringer. Siden 1992 har Vækstfonden medfinansieret vækst i over 10.000 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 38 mia. kr.

Følg pressemeddelelser fra Vækstfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vækstfonden

Tre statslige fonde bliver til én: Nyudpeget bestyrelse for Danmarks Eksport- og Investeringsfond bydes velkommen27.8.2022 13:22:54 CEST | Pressemeddelelse

Erhvervsminister Simon Kollerup har udpeget en bestyrelse for Danmarks Eksport- og Investeringsfond, der er en sammenlægning af EKF Danmarks Eksportkredit, Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond. Direktørerne i de tre nuværende fonde byder bestyrelsen velkommen og ser frem til samarbejdet om at gøre Danmark rigere og verden grønnere.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye