Digital konference stiller skarpt på samskabelse og turismeudvikling
11.1.2021 08:00:00 CET | Landdistrikternes Fællesråd | Pressemeddelelse

Turister efterspørger i stigende grad nære og autentiske oplevelser, hvor naturen, mad fra lokalområdet og lokale historier er med til at give ferien værdi. Ofte er det det nære og unikke, der giver de mindeværdige oplevelser, som hænger ved, fortælles videre og opsøges igen. Her har landdistrikterne en helt særlig mulighed for at udnytte dette potentiale og skabe ny vækst og udvikling inden for turismeerhvervet, ikke mindst mikroturismen. For at understøtte og initiere den udvikling skal der sættes fokus på fælles, lokale initiativer samt lokal forankring, hvor nøgleordene er inddragelse, dialog og samskabelse.
Derfor inviterer Landdistrikternes Fællesråd på vegne af det dansk-tyske Interreg-projekt TOUR-BO (Tourism Cross-Border) til digital inspirationskonference om samskabelse blandt turismens mange aktører. Arrangementet finder sted d. 28. januar, og da det både henvender sig til danske og tyske turismeaktører, vil oplæg og dialog foregå på engelsk. Dagens program tager afsæt i den nye publikation ”Bæredygtig turisme – vi udvikler fremtiden sammen”, der rummer praksisnær og lettilgængelig inspiration til, hvordan samskabelse kan fremme idérigdom og initiativlyst og dermed understøtte den lokale udvikling.
Konferencen sætter fokus på samarbejdsrelationer, partnerskaber og værdien af at engagere lokalsamfundet. For det er de lokale interessenter som turismevirksomheder, foreninger og frivillige, der kender deres lokalområdes kvaliteter allerbedst. Derfor kan de bidrage med at udvikle og omsætte nye idéer – til gavn for både lokalbefolkningen og turisterne.
- I Landdistrikternes Fællesråd har vi en vigtig opgave i at inspirere til bæredygtig landdistriktsudvikling. Og en sådan udvikling er kun mulig, hvis lokalsamfundet er en aktiv medspiller i at forme den. Samtidig må vi ikke underkende værdien af samarbejde, dialog og et stærkt netværk blandt de mange forskellige offentlige og private aktører, der spiller en rolle i den lokale turismeudvikling. Det er dette samspil, der er omdrejningspunktet i denne konference, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd og tilføjer:
- Turisternes efterspørgsel efter autentiske og nære oplevelser indeholder store potentialer for udvikling af det lokale turismeerhverv, hvor netop stærke lokale relationer og fælles netværk har stor betydning for at udnytte dette vækstpotentiale.
Samtidig ser formanden også nye muligheder i, at konferencen er et produkt af det dansk-tyske TOUR-BO-samarbejde, fordi inspirationen kan flyde på tværs af grænsen. Han håber på god opbakning til arrangementet, at flere er nysgerrige nok til at tage et kig i inspirationskataloget - enten før eller efter konferencen.
- Konferencen finder sted torsdag d. 28. januar kl. 13.00-15.15.
Det er gratis at deltage. Dog kræver det tilmelding via linket her med frist d. 20. januar og efter først-til-mølleprincippet.
Få et godt afsæt for at omsætte lokale idéer til nye turismeinitiativer
Arrangementet vil indeholde et fagligt indlæg af professor Anne-Mette Hjalager, der bl.a. forsker i turisme og innovation ved Syddansk Universitet. I oplægget vil hun give sit bud på nye samarbejdsformer blandt mindre turismevirksomheder for at fremme udvikling og innovation:
- Innovation handler om at skabe værdi på basis af ideer. Hvem og hvor kommer ideerne fra, og hvordan kommer de videre ud i praksis? For små turismevirksomheder er det uomgængeligt, at innovation finder sted sammen med andre. Implementering kan også være et fælles – og samtidig et individuelt – anliggende. På baggrund af konkrete eksempler vil jeg gennemgå forskellige samarbejdsformer for turismevirksomheder, fortæller Anne-Mette Hjalager.
Hun ser desuden bæredygtighed og FN’s verdensmål både som en udfordring og en ny chance, hvor samarbejde er helt uomgængeligt, hvis man skal tænke ressourcecirkulært. Her spiller de små virksomheder en vigtig rolle, hvor de sammen og med hver deres forretning kan bidrage ind i den aktuelle dagsorden.
Eftermiddagen vil dernæst byde på praksisnære oplæg fra tre best-practice cases, der indgår i samskabelseskataloget, og som her uddybes med fokus på de erfaringer og den læring, de har gjort sig i løbet af processen.
Den første case er fra feriedestinationen Ostseefjord Schlei, som er et certificeret tysk partnernetværk af cirka 30 restauranter, indkvartering, gårdbutikker mv., der alle arbejder ud fra bæredygtige principper. Sammen har de lavet et fælles markedsføringskoncept.
Næste case er fra fødevarenetværket MULD på Lolland-Falster, som er initieret af Business Lolland-Falster samt de to kommuner Guldborgsund og Lolland. MULD inkluderer en række producenter, restauranter og iværksættere, der er gået sammen om at promovere egnen, udvikle nye afsætningsmuligheder og sætte fokus på de mange (mad-)oplevelser og fortællinger, der findes på øerne.
Tøndermarsk Initiativet er tredje case, hvor destination development manager Julie Hermansen vil fortælle om det partnerskab, der står bag Tøndermarskens natur – en natur så unik, at den er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Hun vil ligeledes gå helt tæt på samarbejdsrelationen blandt de mange aktører:
- Vi skaber et fælles rum, hvor man kan få inspiration, og vi ”nudger” til nye initiativer. Vores mål er at få de lokale til at blive ambassadører for området, fortæller Julie Hermansen.
Om TOUR-BO
Bag konferencen står det dansk-tyske interreg 5A-projekt TOUR-BO, der dækker den nordlige del af Slesvig-Holsten, Region Syddanmark og Region Sjælland. Projektet samler 9 projektpartnere og 26 netværkspartnere fra de to lande om et fælles mål; nemlig at udvikle og fremme bæredygtig turisme i Tyskland og Danmark.
Landdistrikternes Fællesråd er partner i projektet og har udviklet inspirationskataloget og konferencen om samskabelse i samarbejde med Sønderborg Kommune, Kreis Schleswig-Flensburg og WFA – Wirtschaftsförderungsagentur Kreis Plön.
Læs mere om TOUR-BO.
Nøgleord
Kontakter
Eva Østergaard, kommunikations- og presseansvarlig i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk
Billeder
Information om Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd er en partipolitisk neutral interesseorganisation, der arbejder for at skabe bedre rammevilkår for landdistrikter og yderområder i Danmark.
Vi tæller 55 kommuner og fire regioner, der tilsammen repræsenterer over 4 millioner danskere. Medlemmerne er tillige en række landsdækkende organisationer, de lokale aktionsgrupper samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd.
Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Fremgang i turismen i hele landet giver også et vigtigt løft i landdistrikterne13.2.2026 07:25:00 CET | Pressemeddelelse
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at dansk turisme vokser betydeligt og nu når 66 millioner overnatninger på landsplan med fremgang i alle regioner, også uden for hovedstaden. Det vækker begejstring hos Landdistrikternes Fællesråd, som ser udviklingen som et vigtigt løft for lokal vækst.
Landdistrikter roser nyt skoleudspil fra S4.2.2026 13:50:15 CET | Pressemeddelelse
Socialdemokratiet vil afsætte 500 mio. kr. til små og mindre skoler og bruge 5 mia. kr. på færre elever i 0. til 3. klasse. Landdistrikternes Fællesråd roser den økonomiske indsprøjtning til de små og mindre skoler, som særligt vil gavne i yder-, land- og ø-kommuner og sikre mod skolelukninger.
Sundhedslandsbyer tager kampen op med ulighed i sundhed – nu udbredes det til flere byer30.1.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
I landdistrikterne er afstanden til læge og sundhedsydelser ofte længere – og konsekvenserne mærkes i hverdagen. Nu tager landsbyerne selv kampen op mod den ulige adgang til sundhed. Med støtte fra Novo Nordisk Fonden og Nordea-fonden bliver i alt 14 landsbyer frem mod 2030 udviklet til såkaldte sundhedslandsbyer.
Landdistrikter: Centraliserede indkøbs- og serviceaftaler er fejlslagne20.1.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Statens indkøbsordning for Facility Management skulle spare penge og skabe mere effektiv drift i de statslige institutioner, men ifølge Rigsrevisionen har den haft den stik modsatte effekt. Ordningen har gjort statens drift dyrere, forringet forholdene for medarbejderne lokalt og samtidig skubbet yderligere til centraliseringen af Danmark. Landdistrikternes Fællesråd opfordrer til, at alle statslige arbejdspladser og institutioner får mulighed for at fravælge de statslige indkøbs- og serviceaftaler.
Land- og yderkommuner mister statslige arbejdspladser i ny spareplan13.1.2026 08:59:00 CET | Pressemeddelelse
Hundredvis af statslige arbejdspladser forsvinder i kølvandet på regeringens administrationsbesparelser i staten. Landdistrikternes Fællesråd vurderer, at stillingsnedlæggelserne rammer hårdest i land- og yderkommuner – og risikerer at underminere det seneste årtis politiske ambitioner om en bedre geografisk balance.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



