Danmarks Idrætsforbund

DIF får international hæder for arbejde med flygtningebørn og veteraner

Del

Danmarks Idrætsforbund (DIF) høster international anerkendelse for sine sociale indsatser gennem sport. Onsdag aften var DIF med i kapløbet om ’Institution of the Year’ ved Peace and Sport Awards i Monaco.

DIF-delegation i Monaco. Fv: Rune Oland Tanggaard, projektchef i DIF Soldaterprojekt, Kristina Lind Thrane, projektleder i DIF get2sport, Jonas Hjort Andersen, projektkonsulent i DIF Soldaterprojekt, Thomas Bach, Næstformand i DIF
DIF-delegation i Monaco. Fv: Rune Oland Tanggaard, projektchef i DIF Soldaterprojekt, Kristina Lind Thrane, projektleder i DIF get2sport, Jonas Hjort Andersen, projektkonsulent i DIF Soldaterprojekt, Thomas Bach, Næstformand i DIF

Danmarks Idrætsforbund (DIF) er netop blevet hædret som en af årets bedste internationale organisationer, når det gælder sociale indsatser gennem sport.

Prisen som årets organisation blev onsdag aften uddelt i Monaco af den uafhængige organisation Peace and Sport, og her var DIF med i det absolutte kapløb om titlen på grund af arbejdet med at gøre en forskel for flygtningebørn og skadede veteraner via idrætten.

Peace and Sport er en global organisation, der hædrer og anerkender indsatser, som bruger idrættens platform til at løse sociale udfordringer, og beviset som Institution of the Year blev overrakt under en ceremoni med deltagelse af den brasilianske landsholdslegende i fodbold, Rai, tidligere Ballon d'Or-vinder og nuværende præsident i Liberia, George Weah, og fyrst Albert d.2 af Monaco.

Prisen gik til byrådet i Birmingham foran den international karate union og DIF, der anerkendes for to konkrete indsatser i DIF get2sport og DIF Soldaterprojekt.

I 2022 har DIF get2sport hjulpet over 2000 flygtningebørn – primært fra Ukraine - ind i idrættens fællesskaber via ophold på danske sommercamps, fodboldskoler og økonomisk støtte til kontingenter og udstyr i idrætsforeninger landet over.

Derudover afviklede DIF Soldaterprojekt hen over efteråret en Veteran Match-kampagne til ære for skadede danske soldaterveteraner, som blev hyldet i forbindelse med 35 elitesportskampe i toppen af dansk fodbold, håndbold og ishockey og sideløbende hjulpet i beskæftigelse via klubbernes erhvervsnetværk.

”Vi tror på, at idrætten kan gøre en afgørende forskel for det enkelte liv, og derfor tager vi det også meget seriøst, når vi siger, at vi kan og vil tage et samfundsansvar. At vi nu også anerkendes internationalt for vores sociale indsatser, er vi selvfølgelig både glade og stolte over velvidende, at anerkendelsen også forpligter. Derfor fortsætter vi med at lægge mange kræfter i vores sociale indsatser, som vi tilmed skruer op for med vores kommende projekt, som vi kalder ’Idrætten skaber beskæftigelse.’ Her har vi en ambition om at hjælpe Danmarks godt 50.000 langtidsledige unge i beskæftigelse via idrættens loyale erhvervsnetværk og en stærk kommunal opbakning,” siger næstformand i DIF, Thomas Bach, der var med under aftenens prisuddeling i Monaco.

Belønning for målrettet indsats
Den internationale anerkendelse kommer efter et årtis stigende DIF-fokus på et målrettet arbejde mod, at idrætten skal løfte et samfundsansvar.

I regi af bl.a. DIF get2sport og DIF Soldaterprojekt har DIF i adskillige år haft særlige indsatser for skadede soldaterveteraner og børn fra udsatte boligområder, og det var på baggrund af dette arbejde, at Grundfos Fonden først på året donerede fem millioner kroner til arbejdet med at sluse flygtningebørn primært fra Ukraine ind i foreningsidrætten, da Rusland sendte Europa i krig.

Tilbage står nu, at mange af disse børn på kort tid er blevet dybt forankret i det danske foreningsliv takket være omstillingsparate foreninger og ildsjæle over hele landet. Et godt eksempel er taekwondoklubben Elite Vest i Århus, som efter en jetteindsats fra den paralympiske guldvinder Lisa Gjesing og den danske paralandstræner Bjarne Johansen nu har 18 flygtede ukrainske atleter tilknyttet. De får både danskundervisning og træning, og flere af atleterne har tilmed fået arbejde.

Et andet eksempel er Københavns Trampolinklub, som 16-årige Alina fra det ukrainske trampolinlandshold startede hos, da hun ankom som uledsaget flygtningebarn. Hun og trampolinklubben besluttede efterfølgende at lave et hold for ukrainske børn, og siden er de på kort tid gået fra 0 til 30 medlemmer, som hun nu er træner for. Her har DIF get2sport ad flere omgange støttet med tøj, kontingenter og støtte til sociale aktiviteter.

De ovennævnte indsatser er begge muliggjort af økonomiske bidrag fra Grundfos Fonden, der baseret på succesen for Veteran Match-indsatsen også er en afgørende medspiller på den kommende DIF-satsning ’Idrætten skaber beskæftigelse’, som man kan læse mere om her.

Projektet er bare en af de ting, der skal sætte yderligere skub i DIF’s arbejde med at tage endnu mere samfundsansvar gennem idrætten.

Et arbejde, der har nu har høstet international opmærksomhed og anerkendelse.

Fakta om DIF get2sport

Formålet med DIF get2sport er at sikre et velfungerende idrætsforeningsliv ved at aflaste de frivillige kræfter i idrætsforeninger i de udsatte boligområder, så de frivillige kan koncentrere sig om træningen og klubdriften i stedet for at sande til i praktiske og sociale problemer. I 2022 donerede Grundfos Fonden fem millioner kroner til DIF get2sports arbejde med flygtninge. Anledningen til støtten var den store flygtningestrøm fra Ukraine, men midlerne var dedikeret til arbejdet med flygtninge af alle slags nationaliteter.

Fakta om DIF Soldaterprojekt

DIF Soldaterprojekt er for alle skadede veteraner. Projektet skal bidrage til, at psykisk og fysisk sårede veteraner med idrætten som middel inspireres og støttes til at finde tilbage til et selvstændigt og meningsfyldt liv.
Initiativet Veteran Match er et af DIF Soldaterprojekts store projekter, hvor Superligaen i fodbold, isligaen og herrehåndboldligaen går sammen om at hylde og hjælpe ledige veteraner i beskæftigelse. Grundfos Fonden støttede i 2022 indsatsen med 2,75 millioner kroner.

Fakta om Peace and Sport

En international organisation som forener NGO'er, den politiske verden på tværs af kontinenter og sporten - særligt den olympiske familie - med et overordnet fokus på at fremme inklusion og fred gennem sport. En lang række store internationale sportsikoner, både aktive og ikke-aktive, bidrager til organisationens aktiviteter. Peace and Sport Awards er blevet uddelt siden 2008. 

Nøgleord

Kontakter

Grundet Monacos status som ikke-EU-land foretrækkes pressehenvendelser via Whats App på de angivede telefonnumre.

Er det ikke muligt, besvares almindelige telefonopkald naturligvis også.

Billeder

DIF-delegation i Monaco. Fv: Rune Oland Tanggaard, projektchef i DIF Soldaterprojekt, Kristina Lind Thrane, projektleder i DIF get2sport, Jonas Hjort Andersen, projektkonsulent i DIF Soldaterprojekt, Thomas Bach, Næstformand i DIF
DIF-delegation i Monaco. Fv: Rune Oland Tanggaard, projektchef i DIF Soldaterprojekt, Kristina Lind Thrane, projektleder i DIF get2sport, Jonas Hjort Andersen, projektkonsulent i DIF Soldaterprojekt, Thomas Bach, Næstformand i DIF
Download
Foto: DIF/Kristian Brasen
Foto: DIF/Kristian Brasen
Download
Ukrainsk para-atlet i Elite Vest Taekwondo. Foto: DIF
Ukrainsk para-atlet i Elite Vest Taekwondo. Foto: DIF
Download
Ukrainsk familie til taekwondo hos Elite Vest. Foto: DIF
Ukrainsk familie til taekwondo hos Elite Vest. Foto: DIF
Download
Veteraner hyldet i Parken under Veteran Match. Foto: Kristian Brasen
Veteraner hyldet i Parken under Veteran Match. Foto: Kristian Brasen
Download

Information om Danmarks Idrætsforbund

Danmarks Idrætsforbund
Danmarks Idrætsforbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby

63 20 61 00http://www.dif.dk

DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 9.000 idrætsforeninger og knap 2 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum