Lejeloven.dk

Det skal du huske, inden du underskriver din lejekontrakt

Del

Der mangler bare en underskrift, og så er boligen din. Lejekontrakten er dog mere end blot en garanti for, at du har fået tag over hovedet. Den indeholder vigtige informationer om både dine og udlejers forpligtelser og rettigheder, og det kan koste dig dyrt, hvis du ikke har sat dig grundigt ind i dem.

Op til studiestart når boligræset er på sit højeste, glemmer mange ofte, at lejekontrakten ikke kun er en overtagelsesdato, og et depositum der skal betales som sikring for, at boligen er deres. Når først underskriften er sat, er der nemlig ingen vej tilbage - så længe kontrakten vel at mærke overholder lejeloven - og har du ikke læst din lejekontrakt godt nok igennem, risikerer du at være bundet af huslejestigninger og ekstraordinær vedligeholdelse. Der kan derfor være mange penge at spare, hvis man tillader sig selv at bruge lidt ekstra tid på at kigge lejekontrakten igennem. 

Vær særligt opmærksom på § 11

Når du læser din lejekontrakt igennem, skal du være særligt opmærksom på lejekontraktens §11. Denne paragraf giver nemlig udlejer mulighed for at fravige fra adskillige af kontraktens almindelige bestemmelser. Det er her, at udlejer kan pålægge dig årlige huslejestigninger, tidsbegrænse lejeperioden, fastlægge særlige regler for husdyr samt ekstraordinær vedligeholdelse. 

Mange tager fejl af deres vedligeholdelsespligt 

Lejernes Frie Retshjælp oplever især, at mange lejere tager fejl af deres vedligeholdelsespligt, og tror at den er begrænset. Nicklas Nymark fra Lejerens Frie Retshjælp fortæller at problematikken ligger i, at reglen er fravigelig. Dét betyder, at udlejer har mulighed for at pålægge lejer en yderligere vedligeholdelsespligt ved at anføre det i § 11. Hos Lejernes Frie Retshjælp har de haft mange sager, hvor istandsættelsen, grundet manglende vedligeholdelse, er løbet op i mange tusinde kroner, og i enkelte tilfælde har ramt de 50.000 kroner. 

Vil du være sikker på, at din lejekontrakt er fair og lovmæssig korrekt, inden du underskriver den, kan du gratis få Lejernes Frie Retshjælp til at gennemgå den for dig. På den måde kan du blive opmærksom på, hvordan du er stillet, og sikre dig at lejekontrakten ikke indeholder vilkår som strider imod lejeloven, og derfor anses som ugyldige. 

Brænder du fortsat inde med spørgsmål til lejekontrakten, kan du blive klogere på Lejeloven.dk

Undgå at blive snydt:


  • Udlejer må i § 11 godt kræve en årlig huslejestigning. Denne skal dog være sat efter nettoprisindekset. 

  • Udlejer må ikke kræve lejemålet helt nyistandsat ved fraflytning.

  • Der må maksimalt kræves hvad der svarer til 3 måneders husleje i depositum, og 3 måneders husleje i forudbetalt husleje.

  • Hvis lejemålet er tidsbegrænset, har du ikke mulighed for at opsige lejemålet under perioden.

  • Lejekontrakten kan godt indeholde ugyldige vilkår. Der er eksempelvis nogle regler, som ved aftale ikke kan fraviges (Se lejelovens  § 24). Det er derfor altid en god idé at få din lejekontrakt læst igennem af en fagperson. 

Kilde: Lejeloven.dk 




Nøgleord

Kontakter

Billeder

Links

Information om Lejeloven.dk

Vi har skabt Lejeloven.dk med det formål at gøre det nemmere at forstå den ellers komplicerede lejelov, der vedkommer de mere end 2,4 millioner mennesker, som bor til leje i Danmark - og deres udlejere ikke mindst.

Følg pressemeddelelser fra Lejeloven.dk

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Lejeloven.dk

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum