"Det er ikke rart, når de voksne bliver fulde og flipper ud"
21.12.2020 09:29:15 CET | Blå Kors Danmark | Pressemeddelelse
Julen skal helst være hyggelig og foregå i familiens skød, men for mange familier i Danmark, er det ikke sådan virkeligheden er. Det gælder særligt i de familier, hvor mor eller far har et alkoholmisbrug.
"Hvorfor skal den her måned blæses sådan op? Der har aldrig været flere misbrugere, og der har aldrig været flere børn, der sidder og græder. Jeg ville ønske, at man bare holdt den jul, man har lyst til uden så mange traditioner, forventninger og pres," siger Liv Dupont.
Liv Dupont er 28 år og holder selv en rimelig traditionel og hyggelig juleaften, men sådan har det ikke altid været, og det er en af grundende til, at Liv har det temmelig anstrengt med forestillingen om den perfekte jul.
"Jeg har aldrig holdt jul med min far. Han havde et alkoholmisbrug og sad altid nede på værtshuset juleaften. Det var jeg megaked af. Jeg ventede altid på opkaldet fra ham, når jeg skulle åbne julegaven fra ham. Og han var altid fuld, når han ringede," husker Liv Dupont.
En utilregnelig onkel
Liv Dupont har ikke kun dårlige minder, men det fylder meget, og hun mindes tydeligt, hvordan det føltes.
"Jeg har også gode minder om julehygge, men adskillelsen, bekymringen og sorgen var der altid sammen med hyggen," fortæller Liv Dupont.
Livs far var ikke den eneste i familien, der havde et alkoholmisbrug, og det satte sit præg på fejringen af julen.
"Min ene onkel var også misbruger, og han var meget ubehagelig, når han blev fuld. Og det blev han altid juleaften. Han var en tikkende bombe og meget utilregnelig. Det er ikke rart, at de voksne bliver fulde og flipper ud, når man er barn," siger Liv.
Sig fra, selvom du er barn
Som 22-årig kom Liv Dupont i terapiforløb hos TUBA, der er en del af Blå Kors Danmark, og som tilbyder gratis hjælp til unge, der er børn af alkoholmisbrugere. Med erfaringerne fra sit eget liv, har Liv et par gode råd til andre børn, der sidder i samme situation som hende selv, da hun var barn.
"Husk, at du har ret til at sige fra, selvom du er barn. Fortæl de voksne, hvis det er ubehageligt, og at det gør dig utryg. Og ring til dine venner eller veninder. Det er rart, at man ikke er alene," siger Liv Dupont og tilføjer:
"Ring til alt, hvad der har åbent af telefonlinjer i julen. Det kan give noget ro. Jeg vidste ikke, der fandtes telefonrådgivning, da jeg var barn. Men det er en stor hjælp at få at vide, at der er andre som mig."
Gode råd til pårørende og bekendte
Inge Overgaard Jakobsen er leder af Barnets Blå Hus i Slagelse, der er et af Blå Kors' børnestøttecentre for børn, der vokser op i hjem med alkohol- og stofmisbrug, og hun kan sagtens genkende Livs beskrivelser.
"Julen er ekstra svær, fordi den handler så meget om nærvær - og særligt nærvær med familien. Derfor er der ekstra mange bekymringer, savn og sorg over, at situationen er, som den er, og at man ikke har det lige som i klassekammeraternes familier," siger Inge Overgaard Jakobsen.
Inge Overgaard Jakobsen ved, at julen kan være hård i familier med alkoholmisbrug, derfor har hun nogle gode råd både til nære og ikke så nære pårørende.
Til de pårørende i hjemmet
"Juleferien kan godt blive lang, derfor er det vigtigt med nogle faste tidspunkter, hvor man skal noget. Sørg for at lave nogle aftaler og planlæg ting, som barnet skal, gerne sammen med andre, så barnet ikke bare sidder i sin ensomhed på værelset. Skab noget afledning på en god måde fx ved at spille spil, lave en aftale med naboer om at gå på legepladsen. Lav aftaler med venner eller familie og gå en tur, ikke for at glemme, men for at give et pusterum, så man kan holde til at være sig selv med alle sine tanker."
Til familie
"Ring eller skriv til barnet. Ring til familien og spørg, om de vil med ud at gå en tur, hvis man lige smutter forbi. Det er godt for barnet at vide, at der er nogen, der gør noget godt for mig."
"Hvis det er jer, der inviterer til julefrokost eller juleaften, og man er sikker eller bare har en fornemmelse, så lad tvivlen og fornemmelsen komme barnet til gode. Foreslå, at I bare kan mødes om kaffe, eller sørg for, at der ikke kommer for meget alkohol på bordet. Det skal være børnenes fest, og værten har en stor forpligtigelse til at styre det - enten ved at italesætte det, eller ved at lave en alkoholbegrænsing."
Til klassekammeratens familie
"Hvis dit barn har en klassekammerat, hvor der er problemer med alkohol i hjemmet, så tilbyd dig. Gerne gennem dit eget barn. Kontakt familien og sig, at vi skal lave det her - fx bage småkager eller spise æbleskiver - og så inviter klassekammeraten med."
"Man kan evt. også invitere forældre med, hvis det kan blive uden alkohol, og alt efter hvordan familien er, og hvor godt man kender hinanden. Det kan være godt for barnet at komme væk, men det som barnet har allermest lyst til, er jo at kunne hygge sig med sin egen familie også, så hvis man kan hjælpe med at få det til at ske, er det faktisk det allerbedste."
"Det handler dybest set om, at julen ikke kun er materielle gaver. Gaver er også at invitere ind til samvær og bidrage til, at andre får en god jul."
Fakta
- 122.000 børn i Danmark vokser op i hjem med alkoholmisbrug
- Barnets Blå Huse er Blå Kors' børnestøttecentre for børn fra familier med alkohol- eller stofmisbrug. Barnets Blå Hus findes i Frederikshavn, Aalborg, Aars, Svendborg, Slagelse og Rønne.
- TUBA, der er en del af Blå Kors Danmark, hjælper unge, der er børn af alkohol- og stofmisbrugere. Der er 55 TUBA-afdelinger rundt i Danmark, hvor unge kan få terapi og rådgivning.
- Blå Kors driver også telefonrådgivningen Den Blå Linje, hvor både børn, pårørende og den alkoholafhængige selv kan få hjælp på 70 100 130.
Kontakter
Thomas Røddik KorneliussenKommunikationschef i Blå Kors Danmark
Tlf:26 20 20 46trk@blaakors.dkBilleder
Information om Blå Kors Danmark
Blå Kors er en social og diakonal hjælpeorganisation, som hjælper udsatte børn, unge og voksne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark
Ingen skal kigge på et tomt påskebord: Lidl og Blå Kors glæder udsatte familier i påsken19.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
For niende år i træk går Lidl og Blå Kors sammen om at give en håndsrækning til dem, der har brug for ekstra hjælp i påsken.
Politikere og beboere delte personlige historier om misbrug12.3.2026 15:04:35 CET | Pressemeddelelse
På Blå Kors Pensionat i Taastrup blev valgdebatten hurtigt personlig, da de lokale folketingskandidater Marie Brixtofte (V) og Maria Durhuus (S) talte åbent om at have alkohol- og stofmisbrug tæt inde på livet.
Blå Kors Genbrug i Skagen holder åbningsfest5.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Onsdag den 11. marts kl. 11 slår butikken dørene op i nye og større lokaler på Chr. X’s Vej 8B og fejrer det med kage og kaffe til alle, der kigger forbi.
Bente Ryberg er ny landsleder i TUBA2.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Sekretariatschef i Rådet for Socialt Udsatte Bente Ryberg tiltræder som ny landsleder i TUBA den 1. april 2026. Hun kommer med solid erfaring og stærke værdier.
Blå Kors Genbrug fejrer 25 år i Frederikshavn17.2.2026 13:14:16 CET | Pressemeddelelse
Der er kaffe, kagemand og 50 procent rabat, når de frivillige markerer dagen mandag den 23. februar. En af dem kan samtidig fejre sit eget 25-års jubilæum.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

