Den politiske struktur for det kommende byråd i Guldborgsund er på plads

Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, SF, og Enhedslisten står bag den politiske aftale for det kommende byråd, som fastslår, at Simon Hansen (S) bliver borgmester, og at René Christensen (DF) bliver viceborgmester. Partierne er også enige om en ny udvalgsstruktur (se faktaboks), der er tilpasset de politiske mål, de har sat sig.
Som en slags overligger for de mere konkrete mål i aftalen er parterne enige om, at kommunen skal være i langt tættere dialog med borgerne, og at samarbejdet med virksomheder, fagpersoner, frivillige, borgergrupper m.fl. skal udvikles.
”Jeg er glad for, at vi har samlet et bredt flertal, hvor vi alle er reelt optaget af at lytte meget mere til borgerne og til det omgivende samfund. Vi skal holde op med at være så lukkede om os selv og i stedet samarbejde meget mere. Det er et nyt politisk fokus, og det glæder jeg mig til at arbejde med,” siger Simon Hansen, der tiltræder posten som borgmester den 1. januar 2022.
Aftalen kort
Helt konkret har parterne aftalt, at folkeskolen skal prioriteres. Dels skal der tilføres flere midler til området, og dels skal folkeskolen sættes mere fri i sit arbejde og inddrages i den fortsatte udvikling af den gode skole. Desuden skal karaktergennemsnittet ved folkeskolens afgangsprøver op på landsgennemsnittet. Udviklingsarbejdet skal blandt andet ske i et nyt opgaveudvalg, hvor der ud over byrådsmedlemmer også skal sidde forskellige aktører inden for folkeskoleområdet.
Derudover er parterne enige om, at der skal arbejdes med ledelse og arbejdsmiljøet i kommunen. Medarbejderne skal have mere plads til at bruge deres faglighed, og så skal sygefraværet ned på landsgennemsnittet.
Parterne er også enige om, at der skal ske en afbureaukratisering, dér hvor det er muligt. Det skal være nemmere at være borger og erhvervsdrivende i kommunen, og sagsbehandlingstiderne skal være kortere. Derfor skal der ses på, hvor man kan fjerne unødige sags- og arbejdsgange, så der kan leveres en bedre service.
Fokus på udsatte børn og voksne
Som en del af udvalgsstrukturen har parterne valgt at oprette et udvalg, der udelukkende har fokus på det specialiserede socialområde.
”Det har ligget mig meget på sinde, at vi skal have et særligt fokus på det specialiserede socialområde. Det gælder børn og familier, der har det svært. Det gælder mennesker med handicap, det socialpsykiatriske arbejde, misbrugsområdet. Det skal ikke drukne i andre områder, og vi skal som politikere følge området tæt,” siger Simon Hansen.
Konkrete mål, der kan efterprøves
For den kommende viceborgmester, René Christensen, har det borgernære fokus i den politiske aftale været meget vigtig, ligesom han er glad for, at der er sat nogle meget konkrete mål, som kan efterprøves, når den kommende byrådsperiode slutter om godt fire år.
”Vi har lavet en rigtig god og bred aftale med nogle klare, strategiske mål for blandt andet folkeskolen og for arbejdsmiljøet blandt medarbejderne i kommunen. De er så klare, at man rent faktisk kan måle os på, om vi lykkes, og det synes jeg er både modigt og helt reelt. Desuden har det været vigtigt for os i Dansk Folkeparti, at vi prioriterer den åbne dialog. Vi skal lytte mere til vores borgere, medarbejdere, virksomheder og erhvervsdrivende, organisationer og frivillige,” siger René Christensen.
Venstre er med
Siden valget er Venstre kommet med i konstitueringsaftalen. Partiet er ifølge Ole K. Larsen gået med for at få mest mulig politisk indflydelse med fokus på erhvervsvenlighed og udvikling af landdistrikterne. Også derfor er Venstre med i formandskaberne i de to udvalg, der repræsenterer områderne.
”Jeg er rigtig glad for, at der i aftalen er kommet et øget fokus på at styrke vores generelle erhvervsvenlighed som kommune. Det har været afgørende for os. Der skal være fokus på vores sagsbehandling, og vi skal sørge for, at virksomhederne og arbejdsmarkedet generelt på Lolland-Falster kan rekruttere kvalificeret arbejdskraft, for det er der brug for. Det har vi fået med i aftalen, og det er jeg meget tilfreds med,” siger Ole K. Larsen.
Service til borgerne i højsædet
Én af de ting i aftalen, som Annemette Schønberg Johnsen fra SF er særlig glad for, er afbureaukratiseringen. Den borgernære service skal i højsædet, og sagsbehandlingstiderne skal være kortere.
”Det skal være nemmere at være borger, og nemmere at få svar. Sagsbehandlingstiden skal bruges på det rigtige, ikke på unødige sagsgange eller andet, der står i vejen for en ligefrem service. Det har været vigtigt for SF, ligesom vi også er meget glade for, at vi sætter et politisk fokus på arbejdsmiljøet og på medarbejdernes mulighed for at bruge deres faglighed,” siger Annemette Schønberg Johnsen.
Folkeskolen skal styrkes
For Enhedslisten har det været altafgørende, at folkeskolen skal have et løft. Det gælder både økonomisk og fagligt. Sådan lyder det fra Bente Lerche-Thomsen.
”For os har det været essentielt, at vi i arbejdet med at styrke folkeskolen, inddrager folkeskolen selv. Det gælder elever, medarbejdere og andre fagpersoner. Vi skal have deres faglighed med. Vi skal have deres erfaring, ideer og forslag på bordet, så vi sammen kan gøre det rigtige for både elever og medarbejdere. Desuden står det sort på hvidt, at der skal tilføres flere midler til området, og det er virkelig vigtigt,” siger Bente Lerche-Thomsen.
Konstitueringsaftalen er parternes fundament for de videre drøftelser i den kommende tid om det politiske arbejde i perioden 2022-2025.
For yderligere information:
Simon Hansen: 25 18 18 16
René Christensen: 61 62 43 90
Ole K. Larsen: 25 18 03 98
Annemette Schønberg Johnsen: 25 18 18 63
Bente Lerche-Thomsen: 25 18 18 03
FAKTA – UDVALGSSTRUKTUR FOR BYRÅDET 2022-2025
Økonomiudvalg
9 medlemmer. Formand: Simon Hansen. Næstformand: René Christensen.
Socialudvalg
7 medlemmer. Formand: Socialdemokratiet. Næstformand: Dansk Folkeparti.
Teknik, Klima og Miljøudvalg
5 medlemmer. Formand: SF. Næstformand: Dansk Folkeparti.
Børn og Skoleudvalg
5 medlemmer. Formand: Dansk Folkeparti. Næstformand: Enhedslisten.
Beskæftigelses- og Erhvervsudvalg
7 medlemmer. Formand: Dansk Folkeparti. Næstformand: Venstre.
Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalg
5 medlemmer. Formand: Venstre. Næstformand: Socialdemokratiet.
Ældre og Omsorgsudvalg
5 medlemmer. Formand: Dansk Folkeparti. Næstformand: Socialdemokratiet.
§17 stk. 4 udvalg (opgaveudvalg)
4 medlemmer. Formand: Socialdemokratiet.
Billeder

Information om Guldborgsund Kommune
Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Borgere og virksomheder inviteres til dialog om udvikling af Gedser og Sydfalster11.6.2025 12:31:14 CEST | Pressemeddelelse
Planlægningen af udviklingen i Gedser og Sydfalster er i fuld gang, og de første fysiske tiltag ventes realiseret i efteråret 2026. Den 30. juni 2025 inviteres virksomheder og borgere til dialogdag med fokus på projektets fremdrift og muligheder.
Guldborgsund Kommune styrker indsatsen for unge: Flere skal i job og uddannelse3.6.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Beskæftigelsesudvalget i Guldborgsund Kommune har siden sin opstart i 2022 haft de unge som topprioritet – og planen er at udvide indsatsen med nye initiativer og partnerskaber.
Sakskøbing får tocifret millionbeløb til byudvikling21.5.2025 05:15:00 CEST | Pressemeddelelse
27 millioner kroner. Så stort et samlet beløb er der nu fundet til udviklingsprojekter i Sakskøbing. Efter det seneste byrådsmøde er puljen vokset markant, da der kan tilføjes 17 millioner kroner.
Styrket turisme og udvikling i Stubbekøbing: Danmarks Motorcykelmuseum får ny placering tættere på havnen20.5.2025 12:10:17 CEST | Pressemeddelelse
Med en ny placering på havnen i Stubbekøbing skal Danmarks Motorcykelmuseum tiltrække flere besøgende og skabe større synergi mellem kultur, turisme og byudvikling i havnebyen ved Grønsund.
Guldborgsunds unge får invitation til indflydelse19.5.2025 08:44:27 CEST | Pressemeddelelse
I disse dage modtager alle unge mellem 15 og 24 år, der bor i Guldborgsund Kommune, en invitation i deres digitale postkasse. For nu skal der rekrutteres til den borgersamling, som skal anbefale, hvordan man giver unge en tydelig stemme i hverdagsdemokratiet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum