Danskerne kræver forbud mod buræg
12.4.2019 05:00:00 CEST | Dyrenes Beskyttelse | Pressemeddelelse

Forbyd burhøns. Så kort er budskabet, som 25.000 ægtivister på få uger har skrevet under på. Underskriftsindsamlingen er startet af Dyrenes Beskyttelse, som sammen med danskerne mener, at tiden nu er moden til at genindføre forbuddet mod burhøns i Danmark efter at samtlige store detailkæder har meldt ud, at de udfaser buræg. Det var indtil 1980 forbudt at holde æglæggende høns i bure i Danmark.
”Det er fantastisk, at supermarkedskæder over hele linjen har taget ansvar for dyrevelfærden og givet buræggene én på skallen. Det har gjort en rigtig stor forskel for mange dyr, for buræg er en utidssvarende måde at producere æg på. Men produktionen af buræg er fortsat stor, og det skyldes hovedsageligt en stor efterspørgsel til restauranter, kantine og catering, samt til fødevareproduktion, fx i brød, kager og dressinger. Derfor er tiden nu inde til at genindføre forbuddet mod buræg,” siger Britta Riis.
Et dansk forbud vil være på linje med andre lande, som Danmark normalt sammenlignes med. Tyskland, Østrig, Luxemburg og Holland har således alle indført et forbud mod burhøns.
Undersøgelse: Forbrugerne vælger buræg fra
I en undersøgelse, som analysebureauet Epinion har foretaget for Dyrenes Beskyttelse, erklærer 6 ud af 10 danskere sig enige i, at æg fra burhøns bør forbydes. Det glæder Britta Riis med den store opbakning fra befolkningen.
”Danskerne har talt, og jeg synes, det er på tide, at politikerne lytter til deres vælgere. Det er valgår, og jeg håber, at kandidaterne vil gribe muligheden for at sætte buræggene på dagsordenen, så forbuddet fra før 1980 kan blive genindført på den anden side af valget,” siger Britta Riis.
Ikke mange arbejdspladser i buræg
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at selv om den samlede, danske produktion af æg har været stigende gennem flere år, er produktionen af buræg gået den anden vej. Produktionen er dog fortsat på et højt niveau, hvor hvert femte æg produceret i Danmark sidste år var et buræg. Det svarer til i omegnen af 240 mio. buræg, og det er til trods for, at der kun er registreret 15 landmænd, der producerer buræg herhjemme.
”Det er et lille antal producenter, der vil blive berørt af et forbud, og jeg synes, at det er i alles interesse at sætte en fair slutdato for produktion af buræg i Danmark, så landmanden har tid til at omlægge til en mere dyrevenlig produktion. Den frivillige vej er god og forbrugernes magt stærk, men lovgivning er også et effektivt redskab. Bliver den gammeldags produktion af buræg én gang for alle forbudt igen, vil processen hen imod et Danmark fri for buræg alt andet lige gå hurtigere,” siger Britta Riis.
De 15 landmænd, der producerer buræg i Danmark, har tilsammen ansat under 60 medarbejdere. Et forbud mod buræg vil derfor ikke betyde et stort tab af arbejdspladser. Tværtimod vil produktionen formentlig blive lagt om til andre produktionsmåder, der kræver mere personale til at passe dyrene, og samtidig vil det være en fremtidssikring af æggeproduktionen herhjemme, påpeger Britta Riis.
[FAKTABOKS] Sådan lever en burhøne
- Burhøns holdes i bure med netgulv, hvor hver høne har, hvad der svarer til et A4-ark plus et postkort.
- Der er typisk 10 høner i buret, som har siddepind, en rede og et lille areal med strøelse, hvor hønerne en begrænset del af dagen kan støvbade og skrabe.
- Burene er placeret i 3 etager, og står i lange rækker i en lukket staldbygning, hvor der hverken er vinduer eller dagslys.
- Hønernes dagslængde og dagsrytme styres ved hjælp af elektrisk lys, så produktionen af æg holdes på det højest mulige niveau.
Dyrenes Beskyttelse mener ikke, at produktion af buræg på nogen måde tilgodeser hønernes velfærd. Burene giver ikke dyrene mulighed for at udleve deres naturlige adfærd og deres liv bliver derfor ofte stressende og smertefuldt.
Skriv under i kampen mod buræg på www.ægtivist.dk
Uddrag fra undersøgelsen
- 58 pct. er helt eller delvist enige i, at ”æg fra burhøns bør forbydes”. Kun 15 pct. er helt eller delvist uenige. 27 pct. svarer enten, at de hverken er enige eller uenige, eller at de ikke ved det.
- 44 pct. svarer, at dyrevelfærd er et vigtigt parameter, når de køber æg. Det er dermed danskernes næstmest vigtige parameter efter pris (47 pct.).
- Undersøgelsen viser, at skrabeæg er danskernes foretrukne æg (39 pct.), efterfulgt af økologiske æg (26 pct.), æg fra fritgående høns (14 pct.) og buræg (8 pct.).
Nøgleord
Kontakter
Pernille Fraas JohnsenChefkonsulent, landbrugsdyr & fjerkræ
Tlf:33287021pfj@dyrenesbeskyttelse.dkMedievagten i Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)
Billeder





Information om Dyrenes Beskyttelse
Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Bred alliance for svinevalg: Grisefabrikker koster danskerne alt for dyrt3.3.2026 20:00:00 CET | Pressemeddelelse
En bred alliance for et svinevalg blev lanceret på tirsdagens svinestopmøde på Christiansborg. En af Initiativtagerne bag peger på svineproduktionen som den gordiske knude for kriserne med dyrevelfærd, drikkevand og levende havmiljø. Løsningen er politisk mod til at forvandle landbrugets dyrefabrikker.
Alt for mange fortryder deres kanin: Internaterne drukner i dyr20.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Kaniner er blandt de dyr, der venter længst på adoption, og presset på Dyrenes Beskyttelses internater er vokset de senere år. Ifølge organisationen skyldes det især uplanlagte kuld og børn, der hurtigt mister interessen for deres kanin.
Hold af kaniner er det vilde vesten – der er brug for lovgivning nu11.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Misforståelser og manglende regler har i årevis betydet, at kaniner lider under forhold, der er milevidt fra deres behov. Dyrenes Beskyttelse opfordrer derfor Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri til at handle på dét, politikerne allerede er enige om: Nemlig at velfærden for kaniner skal forbedres.
Godt nyt fra internater: Færre kæledyr kom i klemme i 202510.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Dyrenes Beskyttelses internater fandt nye hjem til 7.000 dyr i 2025. Det er knap ti procent færre end i året før, og måske et tegn på mere ansvarligt dyreejerskab, håber organisationen.
Laveste antal dumpede dyr siden 2020 – men problemet er langt fra løst6.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Antallet af dumpede dyr faldt i 2025 til det laveste niveau i fem år. Det glæder Dyrenes Beskyttelse, men 1.041 dyr blev stadig efterladt til en uvis skæbne – det svarer til knap tre dyr om dagen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
