Danskerne bliver narret for et trecifret millionbeløb af svindlere på nettet

Omkring 157.000 danskere blev udsat for it-kriminalitet i 2021. Heraf blev 67.000 udsat for misbrug med betalingsoplysninger, 63.000 blev udsat for bedrageri ved handel på nettet, mens 18.000 blev udsat for kontaktbedrageri – det dækker over danskere, der narres gennem kontakt med svindlere via e-mails, sociale medier, datingssider og over telefonen. Det viser en netop offentliggjort offerundersøgelse, som Justitsministeriet, Rigspolitiet og Det Kriminalpræventive Råd står bag i samarbejde med Københavns Universitet.
Undersøgelsen viser som noget nyt, at særligt de 40-74-årige bliver svindlet for store pengebeløb på 10.000 kr. eller mere. Samlet set er onlinesvindlen så omfattende, at der er tale om et samfundsproblem.
- Hvert år bliver danskerne bedraget for et trecifret millionbeløb på nettet. Alle kan blive udsat for kriminalitet på nettet, men den nye undersøgelse giver os ny, detaljeret viden om de økonomiske tab. Det er især dem over 40 år, som bliver narret for store pengesummer. Det er derfor vigtigt, at alle bliver bedre til at beskytte sig mod online svindel. Udlevér fx aldrig dine personlige oplysninger til nogen, du ikke kender, siger analytiker Helena Juul Kanafani fra Det Kriminalpræventive Råd.
Helena Juul Kanafani peger på, at det ikke alene er den enkelte borger, der skal rustes bedre til at beskytte sig mod online svindel. Der er også brug for forebyggende tiltag på samfundsplan, fx tekniske løsninger, som kan være med til at forebygge online kriminalitet.
- For eksempel kan bankerne sænke beløbsgrænsen for straksoverførsler. På den måde kan bankerne også være med til at minimere risikoen for online svindel og for store økonomiske tab for den enkelte dansker, siger Helena Juul Kanafani.
Den nye offerundersøgelse viser, at særligt kontaktbedrageri er et område, hvor danskerne snydes for rigtig mange penge. Kontaktbedrageri er, når man overfører penge til en person, som man har fået kontakt til fx på internettet, og som senere viser sig at være en bedrager. Ofre for kontaktbedrageri mister i gennemsnit 8.300 kr. Til sammenligning mister ofre for snyd ved nethandel i gennemsnit 2.300 kr.
- Den nye viden fra undersøgelsen kalder på, at vi er nødt til at få online svindel mere frem i lyset. Kun hver fjerde anmelder det, hvis de er blevet kontaktet og narret af en svindler på nettet. Vi ved, at nogle føler, at det er skamfuldt at blive narret. Men man skal huske, at alle kan blive udsat for denne type kriminalitet, og at svindlerne er trænet i at lokke penge ud af folk. Derfor er det vigtigt, at man anmelder det, så vi kan forebygge, at flere bliver snydt online, siger Helena Juul Kanafani.
Hun opfordrer derfor danskerne til at være opmærksomme, hvis folk man ikke kender, beder en om at overføre penge på nettet.
- Folk skal huske at være skeptiske, hvis en person, de aldrig har mødt, beder en om penge, og man skal være sikker på, hvem man overfører penge til, før man gør det, siger Helena Juul Kanafani.
Gode råd til at undgå at blive udsat for it-kriminalitet
- Vær skeptisk, hvis en person, som du aldrig har mødt, beder dig om penge
- Vær sikker på, hvem du overfører penge til, før du gør det
- Sig nej til at udlevere dine betalingskortsoplysninger, MitID eller andre personlige informationer
- Spær straks dit betalingskort, hvis du har mistanke om svindel
FAKTA
Omkring 157.000 danskere blev udsat for it-kriminalitet i 2021, viser undersøgelsen ’Udsathed for vold og andre former for kriminalitet, 2005-2021’, som Justitsministeriet, Rigspolitiet og Det Kriminalpræventive Råd står bag i samarbejde med Københavns Universitet.
Undersøgelsen viser, at 67.000 blev udsat for misbrug med betalingsoplysninger i 2021, cirka 63.000 blev udsat for bedrageri ved handel på nettet, mens 18.000 blev udsat for kontaktbedrageri i 2021.
I forhold til alder er der en større andel af de 40-74-årige ofre for it-kriminalitet, der har mistet 10.000 kr. eller mere, sammenlignet med de yngre aldersgrupper.
Hvad er kontaktbedrageri?
Kontaktbedrageri er tilfælde, hvor offeret har overført penge til en person, som offeret fik kontakt til via internettet, og som senere viste sig at være en bedrager. Det kan fx være rejseudgifter eller udgifter i forskud for at modtage et større pengebeløb, fx en arv for et ukendt familiemedlem, en lotterigevinst eller penge på en glemt konto. Bedrageren kan være en person, offeret ikke kender, en person, der udgiver sig for at være en offeret kender, eller en person, offeret har mødt online, fx på en datingsside.
Ofre for kontaktbedrageri mister i gennemsnit 8.300 kr. Til sammenligning mister ofre for snyd ved nethandel i gennemsnit 2.300 kr., mens ofre for misbrug af betalingskortoplysninger i gennemsnit mister 4.800 kr.
Sådan finder kontaktbedrageri sted
- Via e-mail (24 %).
- Sociale medier (36).
- Via datingside (11 %).
- Andet (29 %).
Nøgleord
Kontakter
Anne-Sofie ThielDet Kriminalpræventive Råd
Tlf:+4541747380at@dkr.dkBilleder

Vedhæftede filer
Links
Information om Det Kriminalpræventive Råd
Det Kriminalpræventive Råd arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund.
Følg pressemeddelelser fra Det Kriminalpræventive Råd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Kriminalpræventive Råd
Ny rapport: hård og dominant sex er udbredt blandt unge – det kræver nyt fokus på samtykke22.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
De fleste unge har prøvet hård og dominant sex, f.eks. at slå, tage kvælertag eller hive i håret. Blandt dem har 28 pct. oplevet, at den seksuelle adfærd ændrede sig i en hård og dominant retning, så de ikke længere havde lyst til at fortsætte – men af de godt 80 pct., der sagde fra, fortsatte adfærden for hver femte. Det viser en ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd. Det understreger, at der er brug for langt mere oplysning og dialog om, hvordan unge sikrer samtykke i forbindelse med hård og dominant sex.
Ny rundspørge: Dårlig belysning skaber utryghed i flere af landets kommuner30.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Knap halvdelen af de kommuner, der har deltaget i en ny rundspørge, fortæller, at de inden for de seneste par år har oplevet utryghed i det offentlige rum som følge af dårlig belysning. Det Kriminalpræventive Råd lancerer nu et nyt casekatalog, der skal inspirere kommuner til at arbejde med bedre belysning, så kriminalitet forebygges, og trygheden øges.
Ny rapport afslører: Sådan ser den typiske indbrudstyv og hæler ud26.9.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nu ved vi mere om, hvem der bryder ind i vores hjem. En ny rapport fra Center for Kriminalitetsanalyse giver for første gang et samlet billede af indbrudstyve og hælere i Danmark. Blandt andet spiller omrejsende kriminelle en væsentlig rolle, ligesom indbrudstyvene er blevet ældre, og andelen af kvindelige indbrudstyve er vokset de senere år. Det viser rapporten, der er finansieret af TrygFonden og blandt andet skal bruges i Det Kriminalpræventive Råds og politiets arbejde med at forebygge indbrud og hæleri.
Ny rapport afslører: Sådan ser den typiske indbrudstyv og hæler ud25.9.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nu ved vi mere om, hvem der bryder ind i vores hjem. En ny rapport fra Center for Kriminalitetsanalyse giver for første gang et samlet billede af indbrudstyve og hælere i Danmark. Blandt andet spiller omrejsende kriminelle en væsentlig rolle, ligesom indbrudstyvene er blevet ældre, og andelen af kvindelige indbrudstyve er vokset de senere år. Det viser rapporten, der er finansieret af TrygFonden og blandt andet skal bruges i Det Kriminalpræventive Råds og politiets arbejde med at forebygge indbrud og hæleri.
Nye tal: Hver syvende ung har en adfærd, der øger risikoen for grooming1.7.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 1. juli 2025 er det to år siden, at grooming – voksnes forsøg på at opbygge et tillidsforhold til børn med et seksuelt formål – blev gjort strafbart. Nye tal viser nu, at hver syvende ung har en onlineadfærd, der gør dem særligt sårbare over for grooming. Det er et advarselssignal, der kræver handling, lyder det fra Det Kriminalpræventive Råd. Forældres involvering i unges digitale liv skal styrkes, og skolerne skal have mere fokus på digital dannelse af unge.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
