Dansk Metal

Dansk Metal: Nyt forsvarsforlig skal give danske arbejdspladser

Del

Med det nye forsvarsforlig har Folketinget nu en enestående mulighed for at koble sikkerhedspolitik og erhvervspolitik. Den bør de udnytte.

SVM-regeringen har i dag præsenteret et udspil til et nyt forsvarsforlig, som lægger op til investeringer på 143 milliarder kroner over de næste ti år i det danske forsvar. Dansk Metal opfordrer til, at Folketinget griber muligheden for at binde sikkerhedspolitik og erhvervspolitik sammen:

”I Dansk Metal er vi enige i, at Danmark skal styrke vores forsvar i en situation, hvor der er krig på europæisk jord. Vi håber, politikerne vil huske, at sikkerhed og gode danske arbejdspladser går hånd i hånd. Det er både til gavn for Danmarks sikkerhed og gode danske arbejdspladser, hvis forsvarsforliget betyder nye danske ordrer – uanset om det er i vores forsvarsindustri, på værfterne eller blandt den store underskov af danske underleverandører”, lyder det fra Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal.  

I første omgang bliver forsvarsforliget et rammeforlig, der senere skal følges op af delaftaler. Her ser Dansk Metal flere oplagte veje som repræsentant for omkring 100.000 medlemmer af Dansk Metal, der hovedsageligt arbejder på industriens virksomheder i Produktionsdanmark:

”Det er først og fremmest vigtigt at få en præcis planlægningshorisont for militære anskaffelser på plads – ikke mindst når det gælder Forsvarets skibe. Her bør politikerne sende et klart signal til industrien om præcis hvad og hvor meget, der skal leveres. Det giver tryghed om de meget store investeringer, som skal foretages. Samtidig bør vi også bruge lejligheden til at styrke forsvarsforskningen, øge brugen af militære lærlinge og opkvalificere forsvarets ansatte blandt meget andet”, siger Johan Moesgaard Andersen.

Regeringen peger på, at en del af finansieringen til forsvarsforliget hentes ved afskaffelsen af Store Bededag. Dansk Metal fastholder, at afskaffelsen af Store Bededag stadig er stærkt problematisk:

”Der skal ikke herske ét sekunds tvivl om, at Dansk Metal er inderlige modstandere af, at Store Bededag blev afskaffet tidligere på året. Det var og er et eklatant angreb på den danske arbejdsmarkedsmodel. Vi er selvfølgelig stadig modstandere af den del af finansieringen”, slutter Johan Moesgaard Andersen.

Kontakter

Johan Moesgaard AndersenEU-chef

Tlf:33632348

Følg pressemeddelelser fra Dansk Metal

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Metal

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye