Dansk Metal

Flådeplan er godt nyt for sikkerhed og danske arbejdspladser

Del

Det vækker glæde i fagforeningen Dansk Metal, at forsvarsforligskredsen i dag har givet håndslag på, at de kommende skibe til Forsvaret skal bygges i Danmark.

I Dansk Metal har der længe været fokus på, at sikkerhed og danske arbejdspladser bør gå hånd i hånd. Det gælder også i forsvarspolitikken, hvor Danmark har en styrkeposition ved blandt andet skibsbyggeri. Det siger Claus Jensen, der er forbundsformand i Dansk Metal:

”Det er en styrke for vores sikkerhed, hvis vi kan producere mere selv her i Danmark i stedet for at være afhængige af andre. Det er helt rigtigt set af forligspartierne at binde forsvarspolitikken og erhvervspolitikken tættere sammen, når vi skal bygge nye flådeskibe. De penge, vi investerer i det danske forsvar, kan og skal være med til at sikre mere aktivitet i hele Danmark”, lyder det fra Claus Jensen.

Forligskredsen har nu lagt sporene til en flådeplan, som gør det tydeligere, hvordan vi skal investere i en ny flåde. Her lægges der op til, at flere skibe skal bygges i Danmark på den korte bane, ligesom ambitionen også er, at de helt store forsvarsskibe primært skal bygges i Danmark. Dansk Metal vil naturligvis sammen med andre organisationer følge dette arbejde tæt, så bolden bliver sparket i mål i forbindelse med kommende aftaler på forsvarsområdet.

Både når det gælder maritime investeringer og andre investeringer til Forsvaret er det vigtigt, at politikerne har øje for at binde sikkerhed og danske arbejdspladser sammen.

”Det er et politisk valg, hvor mange penge man vil bruge på Forsvaret, men når politikerne har truffet det valg, så er det afgørende at sikre langsigtet opbakning til forsvarspolitikken. Hvis danskerne kan se, at forsvarspolitikken er med til at skabe aktivitet og udvikling hele vejen ud til kajkanten i Produktionsdanmark, så tror vi også på, at det er med til at fremtidssikre opbakningen til det danske forsvar. Hælder vi bare alle pengene i udenlandske lommer, så er det ikke givet, at danskernes opbakning holder hele vejen. Og det har vi ikke råd til”, siger Claus Jensen.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Dansk Metal

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Metal

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye