Dansk Fjernvarme

Dansk Fjernvarme ser bekymret på udspil fra kommissionen om loft over elpriser

Del
Dansk Fjernvarme ser ikke forslaget fremlagt af kommissionen i dag om at lægge et prisloft på elpriser som en god løsning for Danmark.

Formålet med en særskat på elproduktion er at omfordele penge fra elproducenterne til de europæiske forbrugere. Men i Danmark omfordeler vi allerede penge fra elindtjeningen til de danske forbrugere.

Når det gælder el og varmeproduktion, ligner Danmark nemlig ikke de øvrige EU-lande. I Danmark er der, gennem de effektive kraftvarmeværker, et stærkt bånd mellem el- og varmeproduktion, der for både forbrugerne og for det samlede energisystem i årevis har været af stor værdi. En særbeskatning af en markedsbaseret fortjeneste på elproduktion vil derfor betyde kraftigt stigende varmepriser i særligt de store byer, hvor samproduktion af el og varme er udbredt.

Kraftvarmeselskaberne i Danmark er med til at holde varmeprisen nede for mange varmekunder, da indtægter fra elproduktion lander i kommunalt eller forbrugerejede selskaber, der sender pengene tilbage til forbrugernevia reducerede varmepriser i modsætning til mange elproducenter i Europa, der udelukkende producerer el og ikke leverer varme til borgerne.

- Vi opfordrer Dan Jørgensen til, når han skal forhandle forslaget fra kommissionen på vegne af Danmark, at få justeret det fremlagte forslag fra EU-Kommissionen, så det ikke kommer til at gå ud over de danske varmekunder. Det skylder vi danskerne, når man i EU fremlægger et forslag, der omfatter Danmark, men som ikke tager højde for den unikke situation, vi har i Danmark vores fjernvarmesystem, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme og slutter.

- Med forslaget forsøger man at løse et problem med de aktuelle høje elpriser, som ender med at skabe et andet problem med høje varmepriser i Danmark.

Undgå prisloft
En andet kritikpunkt af forslaget er, at et prisloft på el alt andet lige vil reducere incitamentet til at bevare og investere i elproduktionskapacitet, der er afgørende for elforsyningssikkerheden.

Især under den hastige omstilling til grøn energi er forsyningssikkerheden truet, hvis den fleksible og regulerbare elproduktionskapacitet baseret på bæredygtigt biomasse og affald ikke bevares. Kun kul er i forslaget undtaget for prisloftet på trods af, at også markedspriser for især biomasse er steget markant.

- Der er i Danmark en voksende erkendelse af, at vi skal styrke elsystemet, så det passer til en fremtid med VE-produktion og fortsat høj forsyningssikkerhed. Dansk Fjernvarme har i længere tid ønsket at skabe fokus omkring kraftværkernes rolle i fremtidens elsystem. Der er et stigende behov for kraftværkerne, men et faldende økonomisk incitament for kraftværkerne til at blive på elmarkedet. Det fremlagte forslag kan føre til, at kraftvarmeselskaberne er nødsaget til at sænke elproduktionen, og det gør os bekymrede for elforsyningssikkerheden, udtaler Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

- Som branche anerkender vi, at der er behov for en politisk håndtering af den aktuelle energikrise, men vi kan ikke støtte op om et forslag, der både fører til kraftigt stigende varmepriser og som udfordrer den danske elforsyningssikkerhed, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Kontakter

Pressechef Rune Birk Nielsen, tlf. +45 2490 4197 el. rbn@danskfjernvarme.dk

Billeder

Information om Dansk Fjernvarme

Dansk Fjernvarme
Dansk Fjernvarme
Merkurvej 7
6000 Kolding

76 30 80 00http://danskfjernvarme.dk

Dansk Fjernvarme er en af Danmarks største brancheorganisationer og er interesseorganisation for landets 354 fjernvarmeselskaber, der forsyner omkring 69 procent af alle danske boliger med grøn og effektiv varme. Hovedkontoret ligger i Fjernvarmens Hus i Kolding med en afdeling beliggende centralt i København. I dag kommer 75 procent af fjernvarmen fra vedvarende energi, og sektoren har som mål at blive CO2-klimaneutral i 2030.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye