Børne- og Undervisningsministeriet

Danmark vil være vært for Euroskills i 2024

Del
Som et ambitiøst led i strategien for at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse søger Danmark om værtsskab for Euroskills 2024.

Står det til regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Herning Kommune, Region Midtjylland, og SkillsDenmark, skal de europæiske mesterskaber for erhvervsuddannelser i 2024 afholdes på dansk jord i MCH Messecenter Herning.

De europæiske mesterskaber vil samle op mod 700 unge håndværkstalenter fra mindst 30 nationer til konkurrence i 35-40 forskellige fag. Over de tre konkurrencedage forventes 80.000-100.000 tilskuere at møde op.

”Det er mit håb, at Euroskills i Danmark kan være med til at give unge lyst til at tage en erhvervsuddannelse - på samme måde som EM i fodbold giver børn og unge lyst til at trække i fodboldtøjet,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

”Euroskills vil være med til at vise de unge, at en erhvervsuddannelser vil give et spændende job med mange muligheder bagefter. Samtidig kan vi vise verden, at når arbejdsmarkedets parter inddrages aktivt i uddannelserne kan man sikre, at de hele tiden er up-to-date og fører til et job,” siger Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.

”Euroskills på dansk jord vil give vores unge talenter en enestående mulighed for at vise ikke bare Danmark, men hele Europa, hvad de kan. Og så vil det sende et klart signal til vores unge om, at vi har brug for dygtige, faglærte talenter. Det er dem, der skal producere, servicere og bygge fremtidens Danmark,” siger Jacob Holbraad, adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.

”Vi håber meget, at vi får lov til at huse Euroskills, som ligger i naturlig forlængelse af vores mangeårige erfaringer som vært for store events. Da vi var værter for DM i Skills steg tilmeldingen til erhvervsuddannelserne i området betydeligt, og Euroskills kan forhåbentlig give samme effekt,” siger Lars Krarup (V), borgmester i Herning.

”I Midtjylland arbejder vi på tværs af region, kommuner, uddannelsesinstitutioner og virksomheder med at sikre uddannelsestilbud, der matcher de behov, virksomhederne har. Det handler ikke mindst om at åbne de unges øjne for mulighederne med en teknisk uddannelse. Det vil have stor betydning for det arbejde at få Euroskills til regionen,” siger regionsrådsformand, Anders Kühnau (S).

”Håbet om et Euroskills på dansk grund har allerede virket som en vitaminindsprøjtning i vores eget bagland, så vi til det kommende Euroskills 2020 i Graz kan stille med det største EM-landshold nogensinde,” siger Jesper Juul Sørensen, formand for SkillsDenmark.

“Ikke bare regeringens men hele det politiske niveaus opbakning er en afgørende forudsætning. Der skal satses her, og det tør vore politikere lægge ryg til, for en øget tilgang til EUD er vigtig for hele samfundet," siger Søren Heisel, SkillsDenmarks næstformand.

Satsningen skal ses som led i brandingen af erhvervsuddannelserne og være med til at sætte fokus på det høje faglige niveau i de danske erhvervsuddannelser. Derudover skal værtsskabet bidrage til en samlet fortælling om erhvervsuddannelserne som faglige spydspidser med udgangspunkt i blandt andet den grønne omstilling, digitalisering og stærke produktions- og servicefag i Danmark. 

 

Fakta:

Euroskills

Euroskills blev sidst afholdt i Budapest ultimo september 2018. Her var der 12 danske deltagere, som tilsammen opnåede tre sølvmedaljer, en bronze-medalje og to Medaillons of Excellence. Det næste Euroskills afholdes i Graz i Østrig 2020. Der afholdes derudover Worldskills hvert andet år (ulige år). Det sidste Worldskills blev afholdt i Kazan i Rusland august 2019. Afgørelse af værtskabet træffes 19. marts 2020 ved WorldSkills Europes generalforsamling. Holland og Danmark byder begge på værtsskabet i 2024.

Samarbejdskonstruktion

Parterne skal arbejde for at sikre, at afholdelse af Eventen bliver succesfuldt - både vurderet af World Skills Europe, deltagerne, tilskuerne og af samarbejdsparterne. Der stiftes et interessentskab, der forpligtes på at planlægge og afvikle eventen frem mod 2024. Interessentskabet består af staten, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Region Midtjylland, Herning Kommune og SkillsDenmark.

Økonomi

Udgiften til Euroskills forventes at være ca. 120 mio. kroner.  Det forventes, at interessentskabet opnår indtægter for salg af akkrediteringspakker, annoncer, markedsføring og kommercielle udstillere samt sponsorater. Hertil kommer tilskud fra blandt andet Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse på op til 10 mio. kroner. Den resterende del af budgettet, svarende til 45 mio. kroner, fordeles mellem nedenstående parter som følger:

-       Statens bidrag udgør 30 mio. kroner, bevilget af aftalekredsen bag erhvervsuddannelsesreformen (S, V, SF, DF, K. RV, LA)

-       Region Midtjyllands bidrag udgør 5 mio. kroner.

-       Herning Kommunes bidrag udgør 5 mio. kroner.

-       SkillsDenmarks bidrag udgør 5 mio. kroner.

Pressetelefonen: 2240 0930

Nøgleord

Information om Børne- og Undervisningsministeriet

Børne- og Undervisningsministeriet
Børne- og Undervisningsministeriet
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K

33 92 50 00https://www.uvm.dk/

Følg pressemeddelelser fra Børne- og Undervisningsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Børne- og Undervisningsministeriet

Bred aftale skal sikre flere faglærte til sundhedsvæsenet og ældreplejen26.1.2024 12:26:00 CET | Pressemeddelelse

Flere elever på SOSU-uddannelserne skal have sprogstøtte, og der afsættes knap 90 millioner kroner årligt fra 2025 og frem til et permanent taxameterløft til SOSU-uddannelserne. Regeringen vil derudover indkalde til trepartsforhandlinger om mulighed for at give løn til elever på 25 år eller derover på social- og sundhedshjælperuddannelsen. Det er nogle af initiativerne i en ny aftale, regeringen har indgået med et bredt flertal af Folketingets partier. Aftalen skal sikre flere social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere til sundhedsvæsenet og ældreplejen.

Invitation til pressemøde tirsdag den 9. januar klokken 13.00 om regeringens udspil for social- og sundhedsuddannelserne, Forberedt på fremtiden III, som er første del af et ældreudspil, regeringen fremlægger inden længe8.1.2024 12:00:00 CET | Pressemeddelelse

Børne- og Undervisningsministeriet inviterer tirsdag den 9. januar klokken 13:00 til pressemøde om regeringens nye udspil for social- og sundhedsuddannelserne. Forberedt på fremtiden III er ét ud af flere udspil om erhvervsuddannelserne og skal sikre flere faglærte til sundhedsvæsenet og ældreplejen.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye