Danmark sender læger og sygeplejersker til Slovakiet for at hjælpe i forbindelse med COVID-19-pandemien
11.3.2021 17:07:19 CET | Udenrigsministeriet | Pressemeddelelse
Slovakiet modtager fredag et sundhedsteam bestående af tre læger og fem sygeplejesker fra det danske sundhedsvæsen til at hjælpe med den kritiske COVID-19-situation i landet. Der udsendes derudover en forbindelsesofficer og en stabslæge fra Beredskabsstyrelsen til at koordinere indsatsen.
Sundhedspersonalet, der besidder alle de nødvendige kompetencer for at kunne hjælpe i den aktuelle situation, ventes at være udsendt i to uger. Derudover undersøger de danske sundhedsmyndigheder også muligheden for at udsende endnu et hold af sundhedspersonale af cirka to ugers varighed, med tilsvarende kompetencer, som skal afløse det første hold af sundhedspersonale.
”Situationen i Slovakiet er kritisk og hjerteskærende. De er fanget i en massiv tredje Corona-bølge, som viser hvor hurtigt Corona-smitten kan løbe ud af kontrol, når nye mutationer gør deres indtog. Manglen på læger og sygeplejersker er akut og hospitalerne kæmper en indædt kamp. Der er brug for hjælp og solidaritet. Derfor er jeg glad for, at Danmark kan træde til og at vores tilbud om et sundhedsteam af læger og sygeplejersker kan bruges af vores slovakiske venner,” siger udenrigsminister Jeppe Kofod.
”Beredskabsstyrelsen er med bidraget med til at løse en vigtig opgave og viser endnu engang en stærk evne til hurtigt at organisere og koordinere en hjælpeindsats. Beredskabsstyrelsens medarbejdere er dybt dedikerede og løsningsorienterede, hvilket de også i dette tilfælde understreger,” siger forsvarsminister Trine Bramsen.
Det danske bidrag sker på baggrund af en anmodning om hjælp fra Slovakiet via EU’s civilbeskyttelsesmekanisme. Beslutningen om udsendelsen af sundhedspersonalet til Slovakiet er truffet af udenrigsministeren, sundhedsministeren og forsvarsministeren på baggrund af indstilling fra den tværministerielle taskforce for koordination af civile bidrag i internationale sundhedskriser. Indstillingen sker på baggrund af en konkret vurdering af sundhedsfaglige og udenrigspolitiske hensyn. Taskforcen består af Udenrigsministeriet, Sundhedsministeriet og Forsvarsministeriet og en række styrelser. Taskforcens mandat er at sikre, at der sker en hurtig, effektiv og korrekt håndtering af anmodninger fra udlandet om civil bistand.
Beredskabsstyrelsen står for udsendelsen af sundhedspersonalet, og udsendelsen har været tæt koordineret med sundhedsstyrelsen og de danske sundhedsmyndigheder.
Bidraget til Slovakiet vurderes ikke at medføre mærkbar belastning på det danske sundhedsvæsen, hvad angår såvel behandling af patienter med COVID-19, som håndtering af anden akut og planlagt aktivitet i sundhedsvæsenet.
For yderligere information:
Udenrigsministeriets pressevagt: pressevagten@um.dk
Sundhedsministeriets pressevagt: pressevagt@sum.dk
Forsvarsministeriets pressevagt: presse@fmn.dk
Beredskabsstyrelsens pressevagt: brs-ktp-kom@brs.dk
Information om Udenrigsministeriet
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn12.11.2026 13:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde fredag den 13. november kl. 13.00. Fra regeringen deltager udenrigsministeren og forsvarsministeren. Følgende emner er på dagsordenen: Kongerigets forhold til USA Situationen i Ukraine i lyset af Ruslands invasion Situationen i Mellemøsten Danmarks medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd Derudover vil Nævnet blandt andet få lejlighed til at spørge ind til udenrigsministerens seneste rejser og bilaterale drøftelser mv.
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn10.11.2026 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde tirsdag den 10. november kl. 10.10.
Udenrigsministeren rejser til Georgia og North Carolina2.11.2026 15:53:43 CET | Pressemeddelelse
Lars Løkke Rasmussen besøger Georgia og North Carolina for at drøfte danske virksomheders rammevilkår og muligheder på det amerikanske marked.
Udenrigsministeren rejser til Helsinki for at deltage i Nordisk Råds session27.10.2026 14:44:37 CET | Pressemeddelelse
Lars Løkke Rasmussen deltager den 27.-28. oktober i Nordisk Råds 78. session i Helsinki, hvor nordisk sikkerhed, herunder Ukraine og Arktis, bl.a. er på dagsordenen.
Danmark og USA indgår aftale om styrket maritimt samarbejde22.10.2026 15:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har i dag underskrevet en samarbejdsaftale, som styrker det maritime samarbejde mellem Danmark og USA. Aftalen skal bane vej for, at danske kompetencer og løsninger kan komme i spil, når USA i de kommende år skal genopbygge sin maritime industri.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
