Udenrigsministeriet

Danmark giver 10 mio. kr. i humanitær støtte til oversvømmelserne i Pakistan

Del

Pakistan er hårdt ramt af oversvømmelser. En tredjedel af landet står under vand. 33 mio. mennesker er ifølge FN påvirket og over 6 mio. har humanitære behov. Pakistan har erklæret situationen for en national katastrofe.

Pakistans myndigheder og FN har bedt omverdenen om akut støtte til at håndtere de voldsomme ødelæggelser og humanitære behov. Danmark imødekommer behovet og yder støtte på 10 mio. kr. Bidraget gives til FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR.

”Det er sørgelige billeder, vi ser lige nu fra Pakistan. Hjem, der bliver revet bort af stormfloden. Forældre, der redder deres børn fra vandmasserne. Oversvømmelserne er endnu et eksempel på, at det er de mest sårbare, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne. Danmark fortsætter med at støtte klimaindsatser globalt, og vi giver en håndsrækning til UNHCR’s nødhjælpsarbejde i Pakistan,” siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.

Den danske støtte til UNHCR vil gå til nødhjælpsarbejdet i Pakistan. UNHCR har indtil videre leveret akut nødhjælp i form af telte, presenninger, sanitære produkter, tæpper og soveunderlag. Danmark støtter behovene for fortsat akut nødhjælp og beskyttelse af kvinder og børn i de berørte områder.

Baggrund:

Pakistan har siden midten af juni været hårdt ramt af monsunen. I de værst ramte områder har nedbøren været over 67 procent af de normale niveauer, hvilket har ført til voldsomme oversvømmelser og jordskred og ødelæggelser af huse og infrastruktur. Over 1.000 personer er omkommet, mere end 1.500 er tilskadekomne og mere end 184.000 er fordrevet fra deres hjem indtil videre. Ifølge FN er 33 million personer påvirket af oversvømmelserne, og 6,4 millioner har behov for nødhjælp, heraf er 421.000 flygtninge.

Danmark støtter allerede UNHCR’s arbejde i Pakistan for de 1,3 mio. flygtninge, der er fordrevet fra Afghanistan.

Information om Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

33 92 00 00http://um.dk/

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum