COVID-19: Regeringen med opfordring til danskere og virksomheder inden store handelsdage
11.11.2020 11:24:19 CET | Erhvervsministeriet | Pressemeddelelse

De store handelsdage Black Friday, julehandel og januarudsalg bliver ikke, som de plejer at være i år.
For der skal tages ekstra forbehold for at mindske smitte med corona-virus.
Derfor præsenterer regeringen i dag sammen med erhvervslivets organisationer en række opfordringer til danskerne og virksomhederne for at sikre en forsvarlig afvikling af dagene.
”De kommende måneder er utrolig vigtige for mange i detailhandlen, for det er nogle af de dage, hvor der bliver handlet allermest. Det gælder alt lige fra det lokale supermarked til storcentrene. Men det skal ske på en ansvarlig måde, for vi står i en situation lige nu, hvor smittetallene stiger. Derfor skal vi alle sammen huske at holde afstand og leve op til retningslinjerne, hvis vi skal have Black Friday og tilbudsshoppe i år. Det er vigtigt, så vi kan holde så meget af dansk erhvervsliv i gang på en forsvarlig måde, og så både kunder og medarbejdere kan føle sig trygge, når der skal handles nedsat elektronikudstyr eller juleand,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.
Hvis smitten udvikler sig yderligere, kan der komme nye restriktioner, sådan som varslingssystemet også viser.
Forsvarlig shopping
Opfordringerne til virksomhederne består bl.a. i at udvide byttefristen og forlænge åbningstiden, mens forbrugerne opfordres til at udnytte hele åbningstiden.
”Det er vigtigt, at vi kan holde gang i butikslivet i denne tid. Både virksomheder og forbrugere har indtil nu gjort en stor indsats for at sikre, at vi trods COVID-19 kan handle forsvarligt. Op til Black Friday og julen, hvor der bliver ekstra pres på, kan der dog i nogle tilfælde være behov for yderligere initiativer og for at være ekstra opmærksomme for at begrænse smitterisikoen. Derfor er det en rigtig god idé med de 9 opfordringer til virksomhederne og de 3 anbefalinger til forbrugerne, og vi ved at mange virksomheder allerede har valgt at implementere flere af anbefalingerne,” siger politisk direktør i Dansk Industri, Emil Fannikke Kiær.
”Virksomhederne har hele vejen igennem corona-tiden været med til at tage ansvar og tage de fornødne forholdsregler i forhold til at begrænse smittespredningen med bl.a. håndsprit, afstandsmarkeringer og vejledning. I detailhandlen har smittetallene blandt medarbejdere også været lave. Og vi samarbejder selvfølgelig med regeringen og myndighederne om at finde de rette løsninger, så både virksomheder og borgere kommer bedst muligt igennem de travle handelsmåneder sidst på året. Og både Dansk Erhverv og vores medlemmer vil selvfølgelig igen bidrage til, at både Black Friday, julehandel og udsalg bliver afviklet på en god og forsvarlig måde for alle parter,” siger direktør for markeder i Dansk Erhverv, Betina Hagerup.
Her er de 9 opfordringer til virksomhederne:
- Ingen kø- og slagtilbud, fx time- og dagstilbud.
- Udvid åbningstiden hvis muligt, så dine kunder kan handle på flere tidspunkter i døgnet.
- Brug online salgskanaler hvis muligt, heriblandt også ”klik og hent”, så dine kunder nemt kan hente bestilte varer i butikken uden at være der i lang tid.
- Forlæng byttefristerne og gør kunderne opmærksom på de forlængede frister, så man fx kan bytte julegaver i slut januar, selvom de er købt i november. Så undgår du trængsel i dagene efter jul, hvor mange danskere holder fri.
- Ingen ”sociale” tema-/ juleaktiviteter, som gør, at mange stimler sammen i din butik.
- Du skal sikre, at der kun er det antal kunder, der må være i din butik.
- Du skal sikre, at dine kunder holder afstand – både indenfor og udenfor butikken.
- Sæt håndspritten et tydeligt sted, så dine kunder ikke kan undgå at se den på vej ind og ud af butikken.
- Brug reklamer, annoncer og sociale medier til at informere dine kunder.
Og de 3 opfordringer til danskerne:
- Bliv hjemme, hvis du er syg eller har symptomer (feber, tør hoste eller vejrtrækningsbesvær)
- Udnyt butikkernes fulde åbningstid, så du handler uden for de travle dage og tidspunkter.
- Hold afstand, sprit hænder og gå så vidt muligt alene ind i butikken.
Virksomheder kan læse mere på virksomhedsguiden.dk
Kontakter
Caroline Gerd FrandsenPresserådgiver
Tlf:91399407cagefr@em.dkBilleder
Information om Erhvervsministeriet
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Nu åbner støtte til investeringer i flere grønne industrier2.10.2026 12:41:49 CEST | Pressemeddelelse
Der åbnes nu for, at virksomheder kan søge om midler fra Grøn Investeringsordning. Ordningen skal i 2026 med 629 mio. kr. i målrettet støtte styrke danske grønne styrkepositioner og gøre det mere attraktivt at producere grøn teknologi i Danmark.
Nye regler skal styrke tilliden til grønne valg28.9.2026 09:01:01 CEST | Pressemeddelelse
Fra i dag skal virksomheder kunne dokumentere de grønne budskaber, de bruger i deres markedsføring. Samtidig skal reglerne bidrage til fair konkurrence for de virksomheder, der reelt investerer i den grønne omstilling.
1,3 millioner ulovlige varer fjernet fra onlineplatform24.9.2026 15:04:18 CEST | Pressemeddelelse
Erhvervsstyrelsen har netop fået fjernet 1,3 mio. ulovlige varer fra en online markedsplads. Varerne er både farlige for forbrugere og fair konkurrence. Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard vil stramme grebet om platformene.
Endeligt bekræftet: Lolland Kommune får industripark23.9.2026 11:53:37 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen og aftalepartierne bag Aftale om Rød løber for produktionsvirksomheder er blevet enige om at udpege et areal i Lolland Kommune som en statslig industripark sammen med de øvrige industriparker.
Ændring af eksportkontrolloven skal sikre danske virksomheders fortsatte drift27.8.2026 10:27:16 CEST | Pressemeddelelse
Det skal være muligt for danske virksomheder at køre videre, selvom de er ejet eller kontrolleret af personer, der havner på EU’s sanktionsliste. Tiltaget skal sikre beskyttelse af danske arbejdspladser og dansk produktion.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



