COVID-19-krisen sætter fart på digital omstilling: Byggepladsens klassiker går online

Små og mellemstore virksomheder over hele landet trådte ind i en ny, digital virkelighed, da store dele af samfundet blev lukket ned den 12. marts. Mange har valgt at sætte fart på den digitale mødekultur, og nogle af dem har fået hjælp af i projekter, der er støttet af EU’s strukturfonde.
Den sjællandske bygge- og anlægsvirksomhed CH Byg i Borup på Midtsjælland har fået hjælp til et digitalt løft i socialfondsprojektet ”Digitale Veje til Vækst” i Køge.
Under COVID-19-krisen har CH Byg øget sin digitale kommunikation, både internt og med virksomhedens mange offentlige bygherrer. Men nu bliver tempoet speedet yderligere op, og det sker via digitale kurser for medarbejderne i minikurset ”Kom trygt online”, der udbydes af ”Digitale Veje til Vækst”. Målet er blandt andet at forny en af byggebranchens klassikere: Det fysiske byggemøde.
”Pisket til at tænke anderledes”
”Vi står i en ny virkelighed og er pisket til at tænke anderledes. Derfor er vi begyndt at afholde flere digitale møder, og planen er nu at inddrage vores byggepladser på hele Sjælland samt bygherrer og underentreprenører i flere digitale byggemøder,” siger Christina Wiemann, administrerende direktør i CH Byg.
Hun mener, at fordelene ved digitale møder langt overstiger ulemperne:
”Man behøver ikke at være fysisk til stede ved et byggemøde. Tit foregår det alligevel i en skurvogn, og nogle gange når man slet ikke ud på byggepladsen. Og hvorfor bruge et kvarter på et møde inde midt i København, når det tager en halv time at køre derind og en halv time at finde en parkeringsplads?”
”Digitale Veje til Vækst” har som flere andre strukturfondsprojekter rundt om i landet omlagt en del af sine faste aktiviteter for at imødekomme virksomhedernes nye behov. Minikurset ”Kom trygt online” bliver derfor skræddersyet til den enkelte virksomheds aktuelle behov under og efter COVID-19-krisen.
Virksomheder vil styrkes på onlinedelen
Projektet har ramt et behov, for i de seneste uger har en række virksomheder henvendt sig til projektleder Stine Mortensen.
”Lige nu har virksomhederne et ganske enkelt fokus: At fastholde deres virksomhed online. Men hvordan gør man det? Især små virksomheder har ofte minimal digital erfaring, og de efterlyser konkret viden og tryghed,” siger Stine Mortensen.
I den vestlige ende af Sjælland har Maja Helbo Jensen, partner i sundhedscentret Fysiocenter Kalundborg, også benyttet COVID-19-krisen til et digitalt løft.
FysioCenter Kalundborg har implementeret digitale løsninger som en del af sundhedscentrets praksis siden den 13. marts, da al ikke-kritisk behandling blev udskudt, og op mod 1.000 patientforløb blev sat i bero for en tid.
Centrets ansatte har forsøgt at hjælpe patienterne på afstand via digitale løsninger. For at øge kvaliteten af de digitale sundhedstilbud og formidlingen på sociale medier har sundhedscentret sammen med en konsulent fra SMVdanmark, som er partner i ”Digitale Veje til Vækst”, udarbejdet en samlet kompetenceudviklingsplan for medarbejderne.
”Allerede nu er det helt klart hos os, at der er opgaver, som vi fremadrettet kan løse kvalitet ved at inddrage digitale løsninger. Fx kan en del genoptræning foregå derhjemme, så patienter sparer tid på transport. Samtidig kan vi øge kvaliteten af forløbet med flere korte opfølgninger via telekonsultationer,” siger Maja Helbo Jensen, partner i FysioCenter Kalundborg.
SMVdanmark: Brug for flere behovsdrevne digitale tilbud
I SMVdanmark, som repræsenterer ca. 18.000 små og mellemstore virksomheder, glæder chefkonsulent Henrik Lilja sig over eksemplerne fra Køge og Kalundborg og er samtidig meget tilfreds med den fleksible måde, strukturfondsprojektet har målrettet sine tilbud til virksomhederne i lyset af Covid-19-krisen.
Eksempler på emner i minikurset ”Kom trygt online” Hjemmet som kontor • Hvilke tilgængelige systemer findes der, hvad kan de, og hvordan bruges de? • Hvilket teknisk udstyr kræves, og hvordan bliver du fortrolig med at arbejde online? Arbejd sammen hver for sig • Bevar det gode samarbejde og relationer med dine kolleger • Koordinering af arbejdsprocesser og udveksling af informationer • Hold gode onlinemøder Hold kontakten med dine kunder – på afstand • Gode kundemøder online • Brug de sociale medier til kommunikation og markedsføring |
Han håber på mange flere digitale tilbud, for behovet for er stort, understreger han.
”Initiativet fra Digitale Veje til Vækst er fremragende, fordi det tager udgangspunkt i virksomhedernes behov, men der er brug for langt flere behovsdrevne digitale tilbud, hvis vi skal nå ud til mange flere små og mellemstore virksomheder – ikke mindst dem med under 10 ansatte. Der er stor efterspørgsel på hjælp til digitale løsninger lige nu, og for de lavt digitaliserede virksomheder er der en klar vækstgevinst at hente,” siger Henrik Lilja.
Højt digitaliserede virksomheder er mere end 20 pct. mere produktive end lavt digitaliserede virksomheder, fremgår det af 2019-rapporten fra SMV:Board. Her fremhæves det desuden, at digitale teknologier skaber effektivisering og mulighed for at udvikle nye produkter og forretningsmodeller, samt at digitale platforme og sociale medier muliggør nye markedsføringsmetoder.
Digitaliseringsgraden svinger fra branche til branche og fra region til region. Især bygge- og anlægsbranchen er lavt digitaliseret, og i Region Sjælland er der titusinder af meget lavt digitaliserede virksomheder. Mange virksomheder skal begynde deres digitaliseringsløft på lavt niveau, fx med digital mødeafvikling, og her har lockdown-perioden skubbet på en udvikling, vurderer Henrik Lilja.
”Mange har under COVID-19-krisen nok oplevet, at man faktisk godt kan klare et møde digitalt, og den form for digitalisering er kommet for at blive. Og når tømrermesteren har været ude og tale med fru Hansen om de nye vinduer og aftalt, hvordan de skal være, kan de næste møder jo sagtens være virtuelle,” siger chefkonsulenten fra SMVdanmark.
I CH Byg er administrerende direktør Christina Wiemann enig:
”De ting, vi bliver tvunget til at gøre nu, og den måde, vi skal tænke anderledes, skal vi fortsætte med. Vi regner med, at det giver en højere produktivitet, når vi erstatter dele af vores møder med digitale møder, og det er helt sikkert kommet for at blive.”
FAKTA
Projektet har en bred partnerkreds. Kontakten til og dialogen med virksomhederne varetages af Erhvervshus Sjælland, LO-skolen, Dansk Byggeri, SMVdanmark og Transportens Innovationsnetværk. Den skræddersyede undervisning varetages i samarbejde af Zealand – Sjællands Erhvervsakademi, RUC, DTU samt erhvervsskolerne ZBC, Køge Handelsskole, Roskilde Tekniske Skole, CELF og EUC Sjælland.
Læs mere om projektets tilbud: https://xn--digitalvkst-h9a.dk/komtrygtonline/
FAKTA Om EU’s Regionalfond
I perioden 2014-2020 investerer EU's Regionalfond, Socialfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.
Regionalfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet bedre vækstvilkår for små og mellemstore virksomheder, der spiller en vigtig rolle i at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark.
Derfor medfinansierer EU's Regionalfond projekter, der skal:
- Styrke virksomhedernes innovationsevne
- Udarbejde vækstplaner for virksomhederne
- Hjælpe virksomhederne med at blive mere ressourceeffektive.
Nøgleord
Kontakter
Stine Mortensen, projektleder ”Digitale Veje til Vækst”, 50 76 27 29 og stmo@zealand.dk
Henrik Lilja, chefkonsulent, SMVdanmark, 60 88 89 64 og lilja@SMVdanmark.dk
Billeder

Information om Erhvervsstyrelsen
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Trecifret million-boost skal styrke og udvikle fremtidens grønne teknologier1.7.2025 14:06:29 CEST | Pressemeddelelse
Nu får virksomheder, uddannelsesinstitutioner og aktører, der arbejder med grønne teknologier i Syd- og Nordjylland, mulighed for at få boostet udviklingen af deres grønne teknologier. Fonden for Retfærdig Omstilling investerer 250 mio. kr., som kan søges fra i dag og frem til oktober.
Nye investeringer i pyrolyseprojekter skal udvikle og skalere nye grønne produkter og løsninger3.4.2025 09:23:08 CEST | Pressemeddelelse
Investeringer i grøn teknologi kan føre til innovation og vækst, skabe nye jobmuligheder, og reducere afhængigheden af importerede fossile brændstoffer. Men der er også betydelige omkostninger forbundet med at skifte fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder, modernisere infrastruktur og implementere nye teknologier, og flere grønne teknologier er fortsat på et stadie, hvor der er teknologisk usikkerhed. Nye pyrolyseprojekter understøtter derfor teknologiudvikling, modning, test og demonstration samt opskalering igennem hele værdikæden.
Øgede investeringer i udvikling, test og forskning skal styrke virksomhedernes konkurrenceevne på CCUS-området3.4.2025 09:21:37 CEST | Pressemeddelelse
Danske virksomheder har gode muligheder for at indtage en styrkeposition i et voksende marked for CCUS-teknologier ved at udvikle og levere økonomisk bæredygtige og skalerbare CCUS-løsninger. Investeringer i grøn teknologi og kompetenceudvikling hos fire ambitiøse CCUS-projekter skal bidrage til både kommerciel og bæredygtig vækst.
Ny indsats skal få flere SMV’er ind i grønne leverandørkæder31.1.2025 12:36:18 CET | Pressemeddelelse
Nu får små og mellemstore virksomheder i Syd- og Nordjylland mulighed for at styrke deres forudsætninger for at levere til store virksomheder, der arbejder med teknologier som CO2-fangst, -lagring og -anvendelse, power-to-X, pyrolyse og cirkulær økonomi. Virksomhederne kan få støtte på mellem en og fem mio. kr. til blandt andet investeringer, køb af rådgivning og indsigt i nye markeder, som kan styrke deres position i værdikæden.
100 mio. kr. til udvikling af Power-to-X i Syd- og Nordjylland9.12.2024 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Indstillingsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling har bevilget 100 mio. kr. til fire projekter i Syd- og Nordjylland. Gennem teknologisk udvikling, investeringer og kompetenceudvikling skal projekterne styrke værdikæderne og øge konkurrencedygtigheden på Power-to-X-området.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum