CBS har vedtaget en erklæring om ytringsfrihed
CBS har nu en officiel erklæring, der tjener som et kompas for ansatte og studerende og giver dem et godt rygstød i sager om forskningsfrihed, undervisningsfrihed samt debat- og ytringsfrihed.
Erklæringen, som universitetet fremover bruger som rettesnor, er skabt i et samarbejde mellem direktionen og Akademisk Råd. Indholdet er netop blevet godkendt af bestyrelsen.
”Efter en god og grundig proces har vi nu et klart formuleret værdimæssigt grundlag for ytringsfriheden på universitetet. Erklæringen skal medvirke til, at alle på CBS har det bredest mulige råderum til at tale, skrive, lytte, udfordre og lære. Vores holdning er, at viden bedst fremmes gennem en fordomsfri og åbensindet samtale, og at der skal være plads til at diskutere konkurrerende ideer og modstridende holdninger,” siger Søren Hvidkjær, der er dekan for forskning på CBS.
Værdsættelse af inklusion og mangfoldighed har haft en fremtrædende plads i de interne drøftelser, der har ført til erklæringen om ytringsfrihed.
”CBS værdsætter i høj grad inklusion, mangfoldighed, en god tone og gensidig respekt. Samtidig vil CBS ikke begrænse ytringer med den begrundelse, at nogle måtte finde dem stødende. Kontroverser over ytringer er en læringsmulighed snarere end en anledning til at sanktionere,” siger Søren Hvidkjær og understreger, at med ytringsfriheden følger også et ansvar.
”Jeg mener, at vi har en god ytringskultur på CBS. Men vi kan ikke tage den for givet, og alle på CBS har et ansvar for at opbygge og vedligeholde den. Nu har vi et fælles udgangspunkt, både for de studerende og de ansatte, som vi kan bygge videre på,” fastslår Søren Hvidkjær.
CBS udarbejder desuden et dokument, der understøtter universitetets forskere i deres kommunikation med omverdenen og sætter rammerne for god forskningsformidling.
Foto: Kasper Kristoffersen/CBS
Nøgleord
Kontakter
PressekontaktSekretariat for Ledelse og Kommunikation
Tlf:41852616press@cbs.dkwww.cbs.dk/pressen/pressekontaktInformation om Copenhagen Business School
Erklæring om ytringsfrihed ved CBS
Ytringsfrihed er sikret i den danske grundlov såvel som i menneskerettighedskonventioner, der er ratificeret af Danmark. Derudover er akademisk frihed sikret i EU’s charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedsdomstols retspraksis. Copenhagen Business School værner om denne frihed, da den er fundamentet for åben dialog og drøftelse af forskelligartede ideer og synspunkter. Viden fremmes netop bedst igennem fordomsfri og åbensindet undersøgelse af og samtale om konkurrerende ideer. Af disse årsager tilstræber CBS at sikre at alle ved CBS har det bredest mulige råderum til at tale, skrive, lytte, udfordre og lære.
CBS forpligter sig grundlæggende til princippet om ikke at undertrykke debat eller overvejelse, blot fordi andre mener at de fremsatte ideer er ubehagelige eller stødende. Det er op til den enkelte, og ikke til CBS som institution, at tage stilling til ideer, ligesom det er op til den enkelte at reagere ikke ved at forsøge at undertrykke, men ved åbent at udfordre de ideer som man måtte være imod. Det er ikke CBS’ opgave at forsøge at beskytte nogen hverken ved eller uden for CBS mod ideer og holdninger, som vedkommende måtte finde uønskede, forkerte eller stødende.
I krydsfeltet mellem vores forpligtigelse til at sikre ytringsfrihed og til at værne om vores fælles værdier ligger forventningen om et inkluderende lærings- og arbejdsmiljø. CBS værdsætter i høj grad inklusion, mangfoldighed, god tone og gensidig respekt. Samtidig vil CBS ikke begrænse ytringer, fordi nogen måtte finde dem stødende. Kontroverser over ytringer er en læringsmulighed snarere end en anledning til at sanktionere.
Som en naturlig følge af CBS’ tilsagn om at beskytte og fremme ytringsfrihed skal man på CBS handle i overensstemmelse med denne erklæring. Enhver kan kritisere og udfordre andres ideer, men man må ikke obstruere eller på anden måde lægge sig i vejen for andres ytringsfrihed. Således er det CBS’ højtidelige ansvar ikke alene at fremme den frie debat og den fri tanke, men også at beskytte denne frihed på CBS, når andre ved eller uden for CBS søger at begrænse den.
Dele af dette dokument er inspireret af FIRE-erklæringen (The Foundation for Individual Rights and Expression) og den foreslåede “MIT Statement on Freedom of Expression and Academic Freedom”.
Følg pressemeddelelser fra Copenhagen Business School
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Copenhagen Business School
Ny forskning: Så meget mister en direktør ved at blive fyret10.6.2025 06:06:00 CEST | Pressemeddelelse
For første gang kan en kortlægning af direktørskifter i børsnoterede virksomheder påvise, at det har store personlige konsekvenser for en administrerende direktør at blive afskediget.
Krigen i Ukraine: Vestens analyser af Rusland har fejlet30.4.2025 06:06:00 CEST | Pressemeddelelse
Mens politikere arbejder på et reelt gennembrud i fredsforhandlingerne, må Vesten også kigge indad. Vi har undervurderet de russiske økonomer samt befolkningens evne til at lide. Og så har vi overvurderet vores egen betydning, siger økonom.
Professor fra CBS bliver optaget i det europæiske akademi Academia Europaea23.4.2025 09:29:23 CEST | Nyhed
Det europæiske videnskabsakademi Academia Europaea har optaget den danske professor Poul Fritz Kjær
Ny rapport: Opløst verdensorden stiller nye krav til virksomhedernes rolle og ansvar19.3.2025 13:21:56 CET | Nyhed
De traditionelle ledelsesmodeller rækker ikke længere til at håndtere de komplekse og eskalerende risici, som verden står over for. Det konkluderer en ny rapport, der præsenteres torsdag på CBS, og som følger op på udmeldinger fra Mærsks topchef på generalforsamlingen onsdag
CBS-forsker: ”EU bliver klemt mellem USA og Kina, og gør vi ikke noget drastisk, vil det koste på velfærden”5.2.2025 10:08:29 CET | Nyhed
EU står over for betydelige udfordringer i forholdet til Kina. Kinas stigende konkurrenceevne, indførelsen af industripolitiske tiltag i USA og fremtidsvarslinger om en mere multipolar verdensorden kræver en mere strategisk og forskningsbaseret analyse af vores forhold til Kina. Det mener CBS-forsker Kjeld Erik Brødsgaard, som leder et stort EU-finansieret forskningsprojekt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum