Forsikring & Pension

Brevkasse: Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring

Del

De fleste ved, at forsikringer er gode at have, men ved dine læsere, hvad der helt præcist gælder i enkeltsager? Har de fx styr på, hvilken forsikring der dækker, hvis en legekammerat er på besøg og kommer til skade på trampolinen? Hvordan indboforsikringen dækker, hvis man har brug for genhusning? Og om man skal betale selvrisiko, hvis man påkører et rådyr?

Colourbox Mads Kirkegaard
Colourbox Mads Kirkegaard

Hver eneste dag rådgiver og vejleder Forsikringsoplysningen en lang række danskere, der har forsikringsrelaterede spørgsmål eller brug for hjælp til at forstå forsikringsselskabers kendelser. På baggrund af de mange henvendelser vi får, samler vi hver måned en brevkasse, som landets redaktioner frit kan benytte ved angivelse af logo, kilde og telefonnummer til Forsikringsoplysningen. Landets redaktioner er også velkomne til at anvende pressebilledet ved angivelse af fotograf.

Ønsker du at modtage den månedlige brevkasse direkte i din mailindbakke, kan du skrive en mail med besked herom til Anne Garde Slothuus, ags@fogp.dk.

Fakta om Forsikringsoplysningen:

Forsikringsoplysningen har i 90 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.
Alle kan kontakte Forsikringsoplysningen på mail fo@fogp.dk, telefon 41 91 91 91 tirsdag til torsdag mellem 9-13 eller på vores hjemmeside https://forsikringsguiden.dk/forsikringsoplysningen/.

Brevkasse for maj:

Spørgsmål - Hvilken forsikring dækker, hvis min søns ven kommer til skade på vores trampolin?

Hej

Jeg håber, at I kan hjælpe os. Vores søn på 10 år har tit venner på besøg og de hygger sig altid med at hoppe på trampolinen, hvor de laver saltomortaler, saksespark osv.

Vi siger altid til dem, at de skal være forsigtige og kun hoppe en ad gangen, men alligevel blev vi i tvivl forleden dag, om vi kan blive gjort ansvarlige, hvis en af vennerne kommer til skade.

Vores trampolin er gravet ned, men der er ikke net om den.

Kan vi gøre andet end at sige til dem, at de skal være forsigtige? Eller skal de være under konstant opsyn, når de er på trampolinen?

Hilsen

De bekymrede forældre

Svar:

Hej bekymrede forældre

I er bestemt ikke de eneste, der tænker på og bekymrer sig om uheld på trampolinen.

Hvis man kommer til skade på trampolinen, skal det meldes til den tilskadekomnes egen ulykkesforsikring. Det gælder, både hvis det er jeres egen søn, og hvis det er en af vennerne, der er så uheldig at komme til skade.

For at man kan blive gjort ansvarlig for en eventuel skade, kræver det, at man har udvist en fejl eller forsømmelse. Det vil altid være en konkret vurdering ud fra den aktuelle situation. Det kan være svært at vejlede om på forhånd.

Man skal selvfølgelig efterse trampolinen jævnligt. Fjedre, kantmåtte og sikkerhedsnet (hvis trampolinen ikke er nedgravet) skal sikkerhedsmæssigt være i orden.

Sikkerhedsstyrelsen har udgivet nogle gode råd både i forhold til sikkerhed og adfærd på trampolinen – Sådan undgår du børneulykker på trampolinen | Sikkerhedsstyrelsen. Hvis man følger dem, er man hjulpet et godt stykke hen ad vejen.

De bedste hilsner

Forsikringsoplysningen

Spørgsmål: Kan vi stille krav til midlertidig lejlighed i forbindelse med genhusning efter Vanløse-branden?

Hej brevkasse

Min kæreste og jeg boede i en af stuelejlighederne i den ejendom i Vanløse, der desværre brændte ned. Vi har fået tilbudt to forskellige lejligheder i forbindelse med genhusningen.

Lejlighed 1 matcher vores nuværende lejlighed og er endda lidt bedre, men den koster også 1200 kr. mere pr. måned.

Lejlighed 2 matcher vores nuværende lejlighed og er 500 kr. billigere end det, vi betaler for den nuværende lejlighed.

Vores forsikringsselskab mener, at ekstraudgiften til lejlighed 1 er unødvendig, og at vi selv skal betale ekstra, hvis vi vælger lejlighed 1.

Vi skal være genhuset i minimum 1 år, og der er ingen garanti for, at vi kan blive i lejlighed 2 efter det første år. Vi mener derfor, at forsikringsselskabet skal strække sig og betale ekstraomkostningen for den lejlighed, der er lidt bedre.

Kan det være rigtigt, at de kan afvise det og fastholde, at vi skal vælge lejlighed 2, som er billigere end vores nuværende?

Er der andet, vi kan få hjælp til af forsikringsselskabet? Min kæreste har det rigtig dårligt efter branden og har svært ved at sove om natten.

Mvh

De frustrerede beboere

Svar:

Kære Frustrerede beboer

Det har været en voldsom oplevelse, og vi forstår godt, at I er påvirkede af det.

For at starte med jeres sidste spørgsmål. Mange forsikringsselskaber tilbyder psykologisk krisehjælp, når man har været udsat for hændelser, der har medført en akut psykisk krise. Typisk har forsikringsselskabet et netværk af psykologer tilknyttet. Kontakt jeres forsikringsselskab for at høre nærmere om mulighederne for at få hjælp.

Vi forstår godt, at I gerne vil bo i en lidt bedre lejlighed, og at der er tale om lille merudgift for forsikringsselskabet.

Når vi taler genhusning, dækker forsikringsselskabet ”rimelige og nødvendige omkostninger”. Det betyder, at de betaler det, en tilsvarende lejlighed koster mere end jeres normale husleje. Lejlighed 1 er lidt bedre end jeres nuværende, men den er samtidig også lidt dyrere. Samtidig findes der et alternativ, der matcher jeres nuværende lejlighed både i pris og størrelse. Derfor har selskabet lov til at fastholde, at I skal vælge lejlighed 2. Alternativt skal I selv betale for mérudgiften til lejlighed 1.

Det kan være en god idé at undersøge med sit forsikringsselskab, hvor lang tid man er dækket i forbindelse genhusning, især hvis der er tale om en ejerlejlighed. Mange forsikringsselskaber dækker genhusning i op til 12 måneder på indboforsikring, hvilket er rigeligt, hvis man bor til leje. Hvis man derimod ejer boligen, så er 12 måneder ikke lang tid, hvis hele boligen skal genopføres. 

Bedste hilsner

Forsikringsoplysningen

Spørgsmål - Skal jeg betale selvrisiko, hvis jeg påkører et rådyr?

Kære Brevkasse

Forleden aften var jeg så uheldig at påkøre et rådyr. Jeg kom kørende på en landevej med skov på begge sider, og pludselig sprang den ud foran bilen. Jeg havde ingen mulighed for at undvige eller stoppe.

Bilen blev fragtet på værksted, og det er anmeldt til mit forsikringsselskab. Sidstnævnte oplyser, at jeg skal betale en selvrisiko på 3.500 kr. Jeg talte med min nabo i går, og han fortalte, at han havde været ude for noget lignende sidste år, men at han ikke var blevet opkrævet en selvrisiko.

Kan det være rigtigt, at forsikringsselskaberne kan gøre det forskelligt? Og hvorfor skal jeg betale selvrisiko, jeg er jo helt uden skyld i uheldet?

Hilsen

Den Uheldige

Svar:

Kære Uheldige

Sikke en ærgerlig situation du er havnet i.

Forsikringsselskaberne er forskellige, og det samme er deres forsikringsbetingelser. Derfor kan der sagtens være forskel i dækningen på din og din nabos bilforsikring.

Hos nogle selskaber er påkørsel af dyr en del af det, man kalder for friskader uden selvrisiko. Friskader er en tilvalgsdækning, som man selv aktivt skal vælge til på forsikringen.

Det er rigtigt, at du er uden skyld i skaden, men forsikringsselskabet kan ikke rette krav mod rådyret. Derfor skal du betale den selvrisiko, du har valgt, da du købte forsikringen.

De bedste hilsner

Forsikringsoplysningen

Nøgleord

Billeder

Colourbox Mads Kirkegaard
Colourbox Mads Kirkegaard
Download
Pressefoto: Forsikringsekspert Anne Garde Slothuus
Pressefoto: Forsikringsekspert Anne Garde Slothuus
Download

Links

Information om Forsikring & Pension

Forsikring & Pension
Forsikring & Pension
Philip Heymans Allé 1
2900 Hellerup

41919101http://www.forsikringogpension.dk

F&P er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension

Brevkasse: Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring14.6.2022 10:41:37 CEST | Pressemeddelelse

De fleste ved, at forsikringer er gode at have, men ved dine læsere, hvad der helt præcist gælder i enkeltsager? Har de fx styr på, om ulykkesforsikringen dækker, hvis man kommer til skade, mens man hjælper genboen med at klippe hæk? Hvad man skal være opmærksom på, hvis man har en dyr cykel og den bliver stjålet? Og om kaskoforsikringen dækker, hvis man en potentiel køber ikke kommer tilbage med bilen efter en prøvetur?

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum