Forsikring & Pension

Brevkasse: Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring

Del
De fleste ved, at forsikringer er gode at have, men ved dine læsere, hvad der helt præcist gælder i enkeltsager? Har de fx styr på, om forsikringen dækker brandmærker efter brug af stjernekastere? Ved de, om man skal betale selvrisiko ved fyrværkeriskader på bilen, eller hvorfor man selv skal betale, når der opstår forskelle på badeværelsesfliserne efter en rørskade?
Foto: E. AUDRAS/PhotoAlto/Ritzau Scanpix
Foto: E. AUDRAS/PhotoAlto/Ritzau Scanpix

Hver eneste dag rådgiver og vejleder Forsikringsoplysningen et hav af danskere, der har forsikringsrelaterede spørgsmål eller brug for hjælp til at forstå forsikringsselskabers kendelser. På baggrund af de mange henvendelser vi får, samler vi hver måned en brevkasse, som landets redaktioner frit kan benytte ved angivelse af logo, kilde og telefonnummer til Forsikringsoplysningen. Landets redaktioner er også velkomne til at anvende pressebilledet ved angivelse af fotograf.

Ønsker du at modtage den månedlige brevkasse direkte i din mailindbakke, kan du skrive en mail med besked herom til Anna G. Bach, agb@forsikringogpension.dk.

Fakta om Forsikringsoplysningen:

Forsikringsoplysningen har i mere end 85 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.
Alle kan kontakte Forsikringsoplysningen på telefon 41 91 91 91 hverdage mellem 10-13, på vores hjemmeside www.forsikringsoplysningen.dk eller på vores Facebook-side https://www.facebook.com/Forsikringsnoerden/

Brevkasse for januar:

Spørgsmål - dækker min forsikring brandmærker efter stjernekastere?

Hej Forsikringsoplysning

Jeg skriver til jer for at finde ud af, om jeg kan få dækket en skade på mit stuegulv, som skete nytårsaften.

Min datter på 18 år var alene hjemme med et par venner i et par timer nytårsaften. To af gæsterne tænder en stjernekaster inde i vores stue. I den forbindelse brænder den ene sig og smider stjernekasteren. Det har resulteret i en stort sort plet på mit helt nye trægulv.

Er det noget, jeg kan forvente, at min forsikring dækker, når jeg selv har inviteret gæsterne?

Mvh. Moren med det nye trægulv

Svar:

Hej moren med det nye trægulv

Først vil jeg ønske dig et rigtigt godt nytår.

Skader fra eksempelvis eksploderet fyrværkeri, bordbomber eller lignende er dækket af en almindelig husforsikring. Skader som skyldes gnister fra fx stjernekastere, som tabes på gulvet og laver brandmærker, svideskader eller huller, er derimod ikke dækket.

Det skyldes, at forsikringen kun dækker brand, der breder sig med flammer. Derfor er det altid en god ide at tænde stjernekastere udenfor.

Når man har gæster, accepterer man en vis risiko for, at der kan opstå skader. Det er uanset, om gæsterne er inviteret eller dukker op uanmeldt. Derfor skal man efter almindelig retspraksis normalt ikke erstatte noget, hvis man under et besøg laver en mindre tingskade, fx spilder et glas vin.

Selvom domstolene ofte ikke mener, at man er ansvarlige for sådanne skader, kan gæstens (din datters venners) indboforsikring alligevel dække småskader, som sker under besøg hos andre, de såkaldte ”gæstebudsskader”. Men du vil i givet fald ikke få fuld erstatning, da der normalt er en særlig selvrisiko på den type skader. Gæsternes forsikring dækker derimod ikke, hvis der er tale om et hændeligt uheld, dvs. at de er helt uden skyld i uheldet. 

Du må derfor prøve at få gæsterne til at anmelde uheldet til deres egne eller deres forældres indbo- og ansvarsforsikring afhængigt af, om de bor hjemme, og hvor gamle de er.

De bedste hilsner

Forsikringsoplysningen

Spørgsmål - Kan jeg undgå at betale selvrisiko efter en fyrværkeriskade på min bil?

Hej Forsikringsbrevkasse

Nytårsmorgen vågnede jeg op til en kedelig oplevelse. En raket var faldet ned i taget og forruden af min bil. Jeg har talt med mit værksted, som siger, at taget skal males og forruden skal skiftes. Og det bliver en dyr fornøjelse.

Forhåbentlig er det noget, som min bilforsikring dækker, men jeg er i tvivl, om jeg kan undgå at betale selvrisikoen, når jeg ikke selv er skyld i uheldet?

Bh.
Bilejeren

Svar:

Hej bilejer

Selvom du har haft en uheldig start på året, vil jeg starte med at ønske dig et godt nytår.

Det er ofte svært at drage nogen til ansvar for fyrværkeriskader på biler efter nytårsaften. Det betyder, at man i de fleste tilfælde selv må klare skaderne med hjælp fra sit eget forsikringsselskab.

Hvor meget af reparationen, du selv kommer til at betale, afhænger af, hvordan du har forsikret din bil.

En kaskoforsikring på en bil dækker fyrværkeriskader. Men har du købt kaskoforsikringen med en selvrisiko, skal du normalt selv betale den, hvis der sker fyrværkeriskader. Kun hvis du har købt en særlig selvrisiko- eller friskadeforsikring, kan du slippe for at betale selvrisiko ved udvalgte skadetyper, fx nedstyrtende genstande som raketter, seriehærværk eller glasskader.

I tilfælde af at du kun har den lovpligtig ansvarsforsikring på din bil, må du selv punge ud for hele værkstedsreparationen. 

De bedste hilsner

Forsikringsoplysningen

Spørgsmål: Hvorfor skal jeg selv betale for nye fliser i min brusekabine?

Kære Forsikringsoplysning

Vi er ved at få repareret vores badeværelse i forbindelse med en rørskade. Vi opdagede skaden ved, at den ene væg i brusekabinen blev ved med at være fugtig, selv når vi ikke havde været i bad. Væggen er blevet hugget op, og vi har fundet frem til det utætte rør. Men vi kan ikke få de helt samme fliser, og vi vil derfor gerne have skiftet fliserne i hele brusekabinen. 

Vores forsikringsselskab vil gerne dække fliserne på den væg, hvor røret er ødelagt. Men de oplyser, at vi selv skal betale for fliserne på de to andre vægge, hvis vi vil have dem skiftet. Det synes vi virker helt urimeligt. Kan det virkelig passe?

Med venlig hilsen

Den uheldige husejer

Svar:

Kære uheldige husejer

Din husforsikring erstatter det, som det vil koste at genoprette det, der er sket skade på. Forsikringen betaler normalt ikke erstatning for den forskel, der kan opstå mellem det beskadigede og ubeskadigede i forbindelse med reparation af en skade. Heller ikke selv om det ikke er muligt at skaffe de samme materialer, som de skadede.

I dit tilfælde betyder det, at du som hovedregel kan få erstattet udgiften til at genoprette røret og fliserne på den væg, som er ødelagt. Derfor er det helt efter bogen, at dit selskab har givet dig besked om, at du selv må betale for at få udskiftet fliserne på de resterende to vægge, hvis du ønsker det.

Nogle selskaber tilbyder en udvidet dækning for kosmetiske forskelle mellem fx fliser/klinker, trægulve, glas og kummer. Havde du købt sådan tilvalgsdækning, ville din forsikring betale et tilskud til at få udskiftet de ubeskadigede fliser, typisk 50 % af udgifterne.

Hvis du ønsker at sikre dig mod kosmetiske forskelle i fremtiden, må du spørge dit selskab, om de tilbyder denne type dækningen.

De bedste hilsner

Forsikringsoplysningen

To view this video from www.youtube.com, please give your consent at the top of this page.Kender du Forsikringsoplysningen?Videokanal

Nøgleord

Billeder

Foto: E. AUDRAS/PhotoAlto/Ritzau Scanpix
Foto: E. AUDRAS/PhotoAlto/Ritzau Scanpix
Download
Foto: Konsulent Anja Lintrup Sørensen, Forsikringsoplysningen                                    
                              Med råd fra Forsikringsoplysningens brevkasse kan jeres læsere få bedre styr på deres forsikring
Foto: Konsulent Anja Lintrup Sørensen, Forsikringsoplysningen Med råd fra Forsikringsoplysningens brevkasse kan jeres læsere få bedre styr på deres forsikring
Download

Links

Information om Forsikring & Pension

Forsikring & Pension
Forsikring & Pension
Philip Heymans Allé 1
2900 Hellerup

41919101http://www.forsikringogpension.dk

F&P er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye