Mission Øst

Børn med handicap får ligeværd i tidligere sovjetstat

Del
Nul diskrimination! Det markerer FN den 1. marts. Mission Øst hjælper børn med handicap og deres forældre til et værdigt liv i Tadsjikistan.
Sobina lærer nu at læse og skrive på Mission Østs center for børn med handicap.
Sobina lærer nu at læse og skrive på Mission Østs center for børn med handicap.

Onsdag den 1. marts markerer FN en dag med ”nul diskrimination”.

– Alle mennesker har ret til et værdigt liv uanset alder, køn, seksualitet, nationalitet, etnicitet, hudfarve, erhverv, uddannelse og overbevisninger, erklærer verdensorganisationen.

Mission Øst tilslutter sig med den tilføjelse, at også personer med handicap har ret til et værdigt liv. Den danske hjælpeorganisation har i over 20 år ydet lægehjælp, genoptræning og gået foran i at sikre inkluderende skolegang til børn med handicap i Armenien, og nu er arbejdet også i gang i det mindre kendte Tadsjikistan.

Døve piger udtrykker sig ved at sy

Det har tre tadsjikiske teenagepiger haft gavn af. Farishta, Zanjira og Parvina er døve – og de har aldrig lært at tale. Men nu har de fundet deres egen måde at komme til orde på: De syr!

På et genoptræningscenter for børn og unge med handicap, som støttes af Mission Øst, er pigerne nu i fuld gang med at fremstille kniplinger, puder og broderier. På centret i byen Kulob har de fået undervisning, så de er blevet endnu dygtigere.

Børn gemmes væk i skam

I den tidligere sovjetrepublik anses det for en stor skam at føde et barn med handicap. Mange forældre tror, at det er deres egen skyld, og ”svaghed” ses som et ubetinget onde. Denne “skam-kultur” er et levn fra sovjettiden, hvor man hyldede det stærke menneske og derfor isolerede personer med handicap fra offentligheden og ofte placerede dem i store institutioner.

Børn med handicap bliver derfor stadig gemt væk bag lukkede døre for at undgå naboernes misbilligende blikke. De kommer typisk ikke med til bryllupper og byfester, og selv i den enkelte familie sker det, at de bliver udelukket fra fælles måltider.

Børnene vokser derfor op i isolation og får heller ikke den lægehjælp og genoptræning, som de har brug for. Det gælder endda lidelser som ganespalte og epilepsi, der jo kan afhjælpes med den rette behandling.

Lærer at læse på center

Tag nu den 13-årige pige Sobina, som blev født med ganespalte. Den er næsten ikke synlig, men har alligevel påvirket hende meget kraftigt. Hendes far lod familien i stikken og gav moderen skylden for, at Sobina og flere af hendes søskende har et handicap.

Sobina går nu hjemme og passer sine yngste søskende. Hun går ikke i skole, men på et dagcenter for børn med handicap, der støttes af Mission Øst, får nu hun mulighed for at lære at læse. På dagcentret lærer børnene dagligdags sysler. Det er vigtigt at vise forældrene, at deres børn ofte kan lige så meget som børn uden handicap.

Forældre får styrke til at støtte deres børn

Mission Øst opretter også støttegrupper for forældre til børn med handicap. Forældrene føler sig nemlig magtesløse i situationen – så længe de er alene. Men ved at møde andre i samme situation og blive oplyst om børns rettigheder, får forældrene styrke til at stå åbent frem og tale deres børns sag.

Erfaringen viser, at når først tavsheden er brudt, er naboer, klassekammerater og andre i landsbyen glade for at lære de børn at kende, som før levede bag lukkede døre. Og dermed er verden kommet et skridt nærmere visionen om ”nul diskrimination”!

Baggrund:

Mission Øst hjælper børn og unge med handicap og deres familier i Armenien, Tadsjikistan og Nepal. Organisationen fokuserer meget af sin hjælpeindsats på sårbare mennesker i oversete lande. Det gælder om at nå ud til de allerfjerneste distrikter og støtte de allermest udsatte, så de ikke bliver gemt i det store billede.

Mission Øst er en international hjælpeorganisation, der er grundlagt i Danmark og gennemfører en bred vifte af humanitære projekter i Afghanistan, Armenien, Burma, Irak, Nepal, Nordkorea, Syrien og Tadsjikistan.

Nøgleord

Kontakter

Svend Løbner, pressekoordinator,
Mission Øst, Skt. Lukas Vej 13, 2900 Hellerup,
Mail: svend.lobner@missioneast.org
Direkte mobil 28 707 703

Billeder

Sobina lærer nu at læse og skrive på Mission Østs center for børn med handicap.
Sobina lærer nu at læse og skrive på Mission Østs center for børn med handicap.
Download
De tre døve piger udtrykker sig i ved at sy og laver fremstille kniplinger, puder og broderier.
De tre døve piger udtrykker sig i ved at sy og laver fremstille kniplinger, puder og broderier.
Download

Links

Information om Mission Øst

Mission Øst
Mission Øst
Postboks 149, Skt. Lukas Vej 13
2900 Hellerup

+ 45 39 61 20 48http://www.missioneast.org/

Mission Øst er en international hjælpeorganisation, der yder akut nødhjælp og langsigtet udviklingsstøtte i Østeuropa og Asien. Vi hjælper mennesker i nød uanset race, religion og politisk ståsted. Mission Øst er grundlagt i Danmark og gennemfører projekter direkte eller sammen med lokale partnere i Afghanistan, Armenien, Burma, Irak, Nepal, Nordkorea, Syrien og Tadsjikistan. Mission Øst er støttet af Danida, det tyske Udenrigsministerium, samt EU og FN.

Følg pressemeddelelser fra Mission Øst

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Mission Øst

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye