Spar Nord Bank A/S

Årsregnskab: Spar Nord leverer rekordresultat

Del
Med et resultat før skat på godt 1 milliard kroner har Spar Nord i 2015 leveret det bedste resultat i bankens historie. Der er tale om en fremgang på mere end 50 procent i forhold til sidste år, og det skyldes blandt andet faldende nedskrivninger, gevinsten ved salget af aktierne i Nørresundby Bank samt en ekstraordinær høj aktivitet på bolig- og formueområdet.

Spar Nords resultat voksede i 2015 til 1.074 millioner kroner før skat svarende til en fremgang på 369 millioner kroner eller 52 procent sammenlignet med 2014. Resultatet er det bedste i bankens 192 år lange historie og et resultat, der forrenter egenkapitalen med 12,2 procent efter skat.

Rekordresultatet skyldes blandt andet, at Spar Nord i første kvartal opnåede en gevinst ved salget af aktierne i Nørresundby Bank. Dertil kommer en ekstraordinær høj aktivitet på bolig- og formueområdet i første halvår, mens aktivitetsniveauet på de områder har været mere afdæmpet i andet halvår.

- Det er svært ikke at være tilfreds med en bundlinje, der vokser til det højeste niveau nogensinde, siger administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby om regnskabsresultatet og tilføjer:

- Samtidig er vi naturligvis bevidste om, at resultatet for 2015 er positivt påvirket af engangseffekter. Det gælder først og fremmest effekten af frasalget af aktier i Nørresundby Bank, men det gælder også den høje kundeaktivitet i første halvår, der var foranlediget af nogle måneder med helt exceptionelt lave renter, og som vi ikke kan regne med at opleve igen lige foreløbig.

Lasse Nyby peger også på faldende nedskrivninger som en væsentlig forklaring på rekordresultatet. De samlede nedskrivninger landede i 2015 på 316 millioner kroner. Det er en forbedring på 177 millioner kroner sammenlignet med 2014 og svarer til, at nedskrivningsprocenten for 2015 lander på 0,64.

- Der er tale om en bred fremgang i kundernes kreditværdighed på tværs af alle sektorer. Dog med undtagelse af landbruget, der i 2015 tegner sig for hele 98 procent af vores samlede nedskrivninger, uddyber Lasse Nyby med henvisning til fortsat dårlige afregningspriser i dele af landbruget.

Fordelsprogram og massiv kundevækst

I løbet af 2015 valgte flere end 10.000 danskere netto Spar Nord som ny bankforbindelse, og dermed er tiltrækningskraften hos Spar Nords 70 lokale banker fortsat på et højt niveau. Samtidig har Spar Nord i 4. kvartal 2015 lanceret et nyt fordelsprogram under navnet StjernePLUS, der skal gøre det mere interessant for både eksisterende og nye kunder at samle flere forretninger i Spar Nord.

- Vi har et stort potentiale for at udvide omfanget af forretninger med den enkelte kunde, og det forfølger vi nu i regi af det nye fordelsprogram, som vi er i fuld gang med at præsentere for vores kunder, og som er blevet godt modtaget, siger Lasse Nyby.

Udlodder 87 procent

På baggrund af årsresultatet og Spar Nords stærke kapitalposition indstiller bestyrelsen, at der udbetales et kontant udbytte på 3 kroner per aktie. Det skal ses i sammenhæng med, at der allerede er udbetalt 2 kroner per aktie i ekstraordinært udbytte, og dermed bliver det samlede kontante udbytte på 5 kroner per aktie svarende til 628 millioner kroner eller 70 procent af årets nettoresultat.

Ud over det kontante udbytte iværksætter Spar Nord et aktietilbagekøbsprogram på 150 millioner kroner, der forventes gennemført fra medio februar og frem til udgangen af 2016. Dermed lander den samlede udlodning på omkring 87 procent af årets nettoresultat.

Kontakter

Administrerende direktør Lasse Nyby, Spar Nord. Tlf. 9634 4011 eller lny@sparnord.dk
Pressechef Leif Lind Simonsen, Spar Nord. Tlf. 2527 0330 eller lsi@sparnord.dk

Billeder

Information om Spar Nord Bank A/S

Spar Nord Bank A/S
Spar Nord Bank A/S
Skelagervej 15, Postboks 162
9100 Aalborg

+45 96 34 40 00http://www.sparnord.dk
Med flere end 395.000 kunder, 1.538 medarbejdere og 70 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og leverede i 2015 et overskud før skat på 1.074 millioner kroner. Spar Nord ejes af cirka 117.000 aktionærer. For yderligere information se www.sparnord.dk

Følg pressemeddelelser fra Spar Nord Bank A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Spar Nord Bank A/S

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye