Årsrapport 2021: Optimisme på Det Kongelige Teater
Lidt tal fra rapporten:
- Mere end 275.000 billetkøbere til teatrets forestillinger, i et år med omfattende nedlukninger.
- Corona spiller meget ind på årets resultat, der ender med et i underskud på 5.2 mio kr.
- Knap 400.000 besøgende til alle aktiviteter på Det Kongelige Teater.
Det Kongelige Teater gik både ind i og ud af 2021 midt i en omfattende nedlukning og hjemsendelse. 2021 blev dermed på alle måder et år, hvor coronapandemien fortsatte med at påvirke teatrets drift enormt.
Det Kongelige Teater var først i stand til at spille nogle forestillinger og det med stærkt reduceret kapacitet i maj-juni, men efter sommerferien kunne repertoiret i det store og hele gennemføres som planlagt og med fuld kapacitet helt frem til medio december.
Billetsalget tegnede lige fra begyndelsen overordentligt godt og på trods af kun 3,5 måned med fuld kapacitet i 2021, fik teatret næsten 200.000 besøgende til egne forestillinger på scenerne i København. Teatrets vækststrategi med mere aktivitet på især de store scener og med fokus på en stor variation i repertoiret for at tiltrække flere forskellige mennesker viste sig at virke godt.
Repertoiret strakte fra John Neumeiers ballet, Mahlers tredje symfoni, over queer-forestillingen Pride og Adam Prices gendigtning af Den glade enke til længe ventede store operaklassikere som Faust og Maskeballet. En utilsigtet men særlig træffende timing fik Molieres Den indbildt syge, som markerede Søren Sætter-Lassens afsked med teatrets faste ensemble.
Efter genåbningen i maj 2021, lykkedes det med kort varsel at gennemføre mammutforestillingen Hobbitten i Dyrehaven med et års forsinkelse, selvom der indtil få uger før premieren herskede tvivl om de vilkår, der ville gælde ift. publikum. Teatret fik indført sektionsopdeling (den såkaldte superligamodel) i Dyrehaven og omplaceret de mange tusinde billetholdere i løbet af meget kort tid, så mere end 85.000 tilskuere kunne overvære en af de 34 forestillinger.
Teatrets turnéaktivitet blev desværre også stærkt påvirket af coronaaflysninger, men 22.500 mennesker nåede at opleve teatrets aktiviteter uden for København - blandt andet med den fejrede dramatisering af Tine Høegs roman Tour de chambre.
Rundt i landet kom teatret også i kraft af den ambitiøse børnestrategi: Teatret lancerede en omrejsende teaterlegeplads med gratis adgang, Postyrium, der allerede i 2021 fik flotte besøgstal i Nykøbing Falster, Nyborg og Skive. I 2022 ruller Postyrium ud til hele 20 byer over hele landet i samarbejde med kommuner og lokale kulturaktører.
Teatrets børnestrategi betød også, at en ny børnerabat på hele 50 % for alle under 12 år blev introduceret, og teatrets nye børneballet, Dansefeber, som var bygget på karaktererne fra DRs populære julekalender Julefeber i 2020, fik en overvældende modtagelse - både live på Gamle Scene og ved den gratis streaming op mod jul.
Den kommende tid vil vise en markant oprustning i teatrets tilbud til børn, kulminerende om nogle år med åbningen af et stort og ambitiøst oplevelsesunivers for børn om scenekunst og klassisk musik i Stærekassen på Kongens Nytorv med generøs støtte fra Realdania.
Børnestrategien såvel som teatrets øgede tilstedeværelse med aktiviteter i hele landet er i tråd med forudsætningerne i den politiske aftale for 2021-24.
I alt havde Det Kongelige Teater i 2021 knap 400.000 besøgende til aktiviteter, forestillinger, gæstespil, rundvisninger mm. Det er langt under tidligere år - men et absolut tilfredsstillende resultat i et år med så omfattende nedlukninger og restriktioner.
Også rammerne omkring teatrets aktivitet blev rustet til fremtiden: med opbakning fra A. P. Møller Fonden gennemførtes ikke alene en opgradering af faciliteterne i Operaens foyer, som fremover vil muliggøre, at gæster også kan besøge den imponerende bygning i dagtimerne og besøge café og restaurant.
A. P. Møller Fonden understøttede også teatrets betydelige ambitioner for grøn omstilling og bæredygtighed med installation af solceller på teatret af Operaen, hvilket fremover forventes at dække en tredjedel af Operaens elforbrug. Andre fonde og sponsorer fortsætter ligeledes med på fantastisk vis generøst at understøtte teatrets ambitioner.
De to år med pandemien har dog betydet en revolution i teatrets digitale formidling, og igen i 2021 tog mennesker i hele Danmark godt imod teatrets mange gratis digitale tilbud fra Kgl Xtra-universet. Udover streaminger af hele forestillinger, blev blandt andet en dokumentar om Jeanett Albecks arbejde med musikken til Hobbitten set af mange, og teatret tager dermed et stadig større ansvar for formidlingen af scenekunsten - også til nye publikumsgrupper. Teatret er optaget af at videreudvikle den digitale formidling og at udbrede kendskabet hertil.
Selvom teatret i 2021 mistede indtægter på omkring 100 mio. kr. brutto på coronanedlukningerne, er det lykkedes med kompenserende besparelser og det gode billetsalg at dække mere end halvdelen af dette tab ind. Teatret er som statsinstitution ikke omfattet af hjælpepakker, men er sidst på året blevet tilført en ekstrabevilling på i alt 44,4 mio. kr til dækning af en del af det resterende tab, som er påført teatret rent gennem coronarestriktioner og nedlukning.
Dermed ender årets resultat med et underskud på 5,2 mio. kr. Renses teatrets regnskaber for coronarelaterede tab såvel som -besparelser, går årets drift stort set i 0 som forudsat.
Årsrapport – uddybende tal
Det Kongelige Teaters årsrapport, hvor samtlige opgørelser er samlet, kan findes på teatrets hjemmeside sammen med en repertoireoversigt for 2021.
Kontakter
For yderligere information eller aftaler om interviews kontakt Det Kongelige Teaters konstituerede kommunikationsdirektør, Henrik Sten Petersen, på telefon: 25517562 eller email: hspe@kglteater.dk
Billeder
Information om Det Kongelige Teater
Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Døden går i tåspidssko i Peer Gynt16.12.2024 07:37:43 CET | Pressemeddelelse
Dans og ord flettes sammen i Anja Behrens' iscenesættelse af Henrik Ibsens klassiker 'Peer Gynt'. I samarbejde med Dansk Danseteater dykker skuespillere og dansere ned i Peer Gynts mørke sind i en brutal og poetisk forestilling om magtbegær og omsorgssvigt.
Sangpræstationerne er i centrum i dronningedrama om passion, magt og mord10.12.2024 13:01:38 CET | Pressemeddelelse
Der er lagt op til en sangerfest, når Donizettis enestående bel canto-opera Maria Stuarda for første gang kan opleves i Operaen med de Reumert-belønnede operasolister, Gisela Stille og Elisabeth Jansson sammen med den prisvindende tenorkomet Galeano Salas.
Få billetter tilbage5.12.2024 13:13:56 CET | Pressemeddelelse
Nøddeknækkeren er Aarhus’ juletradition.
Barnet i centrum - ny organisering af børneområdet på Det Kongelige Teater4.12.2024 12:30:05 CET | Pressemeddelelse
Det Kongelige Teater samler hele børneområdet under et samlet direktørområde. Balletskolens ledelse skal fremadrettet referere til udviklings- og børnedirektør, Dorthe Paulli, og får fra efteråret 2025 tilknyttet et balletskoleråd.
Kunstnere og medarbejdere på Det Kongelige Teater hædret med kongelige ridderordener3.12.2024 13:48:53 CET | Pressemeddelelse
Traditionen tro overrakte teaterchef Kasper Holten i dag kongelige ridderordener til kunstnere og medarbejdere på Det Kongelige Teater.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum