Stigende temperaturer, ændrede nedbørsmønstre og mere ekstreme vejrforhold truer arkæologiske fund, der indtil nu har ligget velbevaret i jorden og på havbunden. De naturforhold, som giver de bedste bevaringsforhold for arkæologisk materiale, er samtidig dem, som udsættes for den største risiko, når klimaet forandres.

Det viser det hidtil største globale, videnskabelige studie af klimaforandringers påvirkning af arkæologien, som forskere fra blandt andet Nationalmuseet står bag. Det bringes i det internationale og anerkendte videnskabelige tidsskrift Antiquity.

”Problemet bliver kun større i takt med, at klimaet forværres,” siger Jørgen Hollesen, seniorforsker på Nationalmuseet og en af forfatterne.

I 2018 påviste han ligeledes, hvordan klimaforandringer truer den arktiske kulturarv på Grønland. Samme tendens ses nu også på globalt plan.

”Arkæologien er nogle gange den eneste information, vi har, om hvordan mennesket levede førhen. Vi finder hele tiden nye puslebrikker, der er med til at fuldende billedet af fortiden, men nu risikerer vi, at mange af brikkerne forsvinder for altid. Dermed mister vi helt afgørende viden om vores fortid, hvordan vi som mennesker har levet og udviklet os. Det vil være katastrofalt,” siger Jørgen Hollesen.

Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, er enig:

”Vores historie må ikke smuldre mellem hænderne på os, som den er ved at gøre nu i højt tempo på grund af klimaforandringerne. Arkæologien hjælper os til at forstå, hvem vi er som mennesker i dag. Uden vores historie mister vi os selv i sidste ende. Fortiden kan også anvise løsninger på vigtige samfundsudfordringer om bæredygtighed. Derfor er bevaring af forhistoriske levn vigtigere, end mange måske forestiller sig,” siger Rane Willerslev.

Gode bevaringsforhold forsvinder

Undersøgelserne fokuserer især på vådområder, kystenog havbunden - områder der rummer mange velbevarede levn fra fortiden, men som nu er blandt de mest truede af klimaforandringerne.

Tollundmanden er et godt eksempel på et arkæologisk fund, som efter mere end 2000 år i en våd mose stadig er så velbevaret, at forskere sidste år kunne analysere hans maveindhold og dermed bestemme hans sidste måltid ned til mindste gram. Med klimaforandringerne risikerer den slags spektakulære fund at blive langt sjældnere, fordi vådområder udtørrer.

Det blev tydeliggjort i sommer, hvor ekstrem varme i Europa udtørrede flere floder og synliggjorde skibsvrag og andet arkæologisk materiale, der lå på bunden, og som nu blev udsat for ilt og lys, der accelerer forrådnelsesprocessen.

Samme proces sker med arkæologisk materiale i jorden, når områder drænes og vandspejlet falder. Eller når temperaturen i havet stiger, kyster eroderer eller ekstreme vejrfænomener som tyfoner smadrer skibsvrag og levn fra stenalderbopladser på havbunden.

”Normalt er det myndighedernes anbefaling at bevare så meget som muligt ’in-situ’, hvilket betyder at fund skal blive liggende i jorden eller under vand, hvor bevaringsforholdene ofte er meget gode, men det er ikke længere en selvfølge. Klimaforandringerne piller nu ved hele den præmis,” siger Jørgen Hollesen.

”Vi har brug for at skabe et bedre overblik og få en større forståelse for, hvornår og hvordan arkæologien ødelægges, så vi kan prioritere, hvilke fund der er vigtigst at redde. For vi kan på ingen måde ikke redde alt.”

I dag estimeres det, at der på verdensplan findes mere end tre millioner skibsvrag. I Danmark alene vurderes der at være op til 20.000 vrag og spor efter cirka 20.000 stenalderbopladser under vandet.

Kulturarv overses i klimaindsats

På trods af den overhængende klimatrussel, mangler der, ifølge undersøgelserne, endnu planer for, hvordan kulturarven kan bevares.

”Der er enkelte indsatser rundt omkring, eksempelvis i Norge og i Storbritannien, men på verdensplan bliver der slet ikke gjort nok. Truslen mod kulturarven er lidt overset i klimabestræbelserne,” siger Jørgen Hollesen og påpeger, at der kan være fordele ved at lade arkæologien spille en rolle i klimaindsatsen.

”En kendt metode til at sænke CO²-udledningen er at bevare eller oprette vådområder, og hvorfor så ikke vælge områder, hvor man samtidig kan bevare kulturarven. Så slår man to fluer med et smæk,” siger Jørgen Hollesen.

I Antiquity efterlyser forskerne et større samarbejde og vidensdeling om kulturarven mellem arkæologi, klimavidenskab og politiske beslutningstagere for at sikre kulturarven mod klimaforandringerne.

Den norske by Bergen er et godt eksempel på vigtigheden af tværfagligt samarbejde. Her resulterede dræning af en underjordisk parkeringskælder i omfattende udtørring af de omgivende kulturlag og store sætnings skader på områdes gamle bygninger, som er UNESCO kulturarvsområde. Byens fortovsbelægning blev ombygget og der blev anrettet små grønne områder, så regnvandet bedre kunne sive ned i jorden og sikre vådere og bedre bevaringsforhold for arkæologien.

Et andet forbillede findes også i Norge, på Svalbard hvor verdens største frøbank opbevarer frø fra spiselige planter fra hele verden. På samme vis kunne man udtage og opbevare materialeprøver fra de vigtigste af de mange endnu ikke undersøgte arkæologiske lokaliteter, der risikerer at gå tabt med klimaforandringerne. På den måde vil vi kunne sikre eftertiden adgang til uerstatteligt kildemateriale om fortiden, foreslår Jørgen Hollesen.

I Danmark er Nationalmuseet ved at undersøge, hvordan skiftende vejr – henholdsvis tørre og våde perioder – påvirker arkæologisk materiale i jorden. I et nyt, stort EU-støttet projekt skal museets forskere også undersøge bevaringsforholdene for den kulturarv, der ligger på havbunden.

Kontakt: Jørgen Hollesen, seniorforsker på Nationalmuseet, 4120 6482, Jorgen.Hollesen@natmus.dk