Danmarks Idrætsforbund

Årets Sportsnavn 2018 spiller fodbold, tennis eller cykler

Del
Fodboldspilleren Pernille Harder, tennisspilleren Caroline Wozniacki og cykelrytteren Michael Valgren er nomineret til Årets Sportsnavn 2018.
Foto: Lars Møller
Foto: Lars Møller

Der var 15 nominerede. Nu er der tre finalister. Og den 5. januar er der en vinder af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Jyllands-Postens pris Årets Sportsnavn 2018.

”Det er tre verdensklasseatleter, som vi i DIF og på Jyllands-Posten har nomineret til Årets Sportsnavn 2018. Pernille Harder er allerede blevet kåret til årets bedste fodboldspiller i Europa, Caroline Wozniacki vandt Australian Open og dermed sin første Grand Slam, og Michael Valgren kom øverst på podiet med sin sejr i Amstel Gold Race, som er et af årets største endagsløb,” siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF, og fortsætter:

”Der er hvert år hård konkurrence om at komme blandt de tre finalister til at blive Årets Sportsnavn, og 2018 er ingen undtagelse. Det ses blandt andet i den række af VM- og EM-medaljevindere, som ikke er sluppet gennem nåleøjet og kommet blandt kandidaterne til det, som vi i al beskedenhed kalder Danmarks største sportspris,” fortsætter Morten Mølholm Hansen.

Årets Sportsnavn for 28. gang

DIF har siden 1991 uddelt prisen Årets Sportsnavn sammen med Jyllands-Posten. Morten Mølholm Hansen ser frem til den 5. januar, hvor den endelige vinder skal findes ved DR’s store sportsgalla i Herning:

”Vi har endnu ikke besluttet, hvem af de tre finalister, som løber med titlen, men det er ingen hemmelighed, at jeg har en personlig favorit. Nu må vi se, om de andre komitémedlemmer er enige og samtidig kigge på, hvad JP’s læsere har stemt. Først herefter ved vi, hvem der skal have checken på 75.000 kroner og indskrive sig i den perlerække af danske sportsprofiler, som tidligere har vundet prisen,” slutter Morten Mølholm Hansen.

Afgørelsen

Ansvaret for den endelige kåring er lagt i hænderne på en priskomité bestående af kulturminister Mette Bock, DIF-formand Niels Nygaard, DIF-direktør Morten Mølholm Hansen, Team Danmark-formand Frank Jensen, Team Danmark-direktør Lone Hansen, samt chefredaktør Jacob Nybroe og sportsredaktør Thomas Møller Kristensen fra Jyllands-Posten.

De tre nominerede

Fodboldspilleren Pernille Harder blev i 2018 topscorer med 17 mål i kvindernes pendant til Bundesligaen, hvilket var medvirkende til, at Wolfsburg, vandt både det tyske mesterskab og pokaltitlen. Desuden nåede den blonde dansker og resten af Wolfsburg-mandskabet Champions League-finalen, hvor Pernille Harder ’nettede’ en enkelt gang i nederlaget til franske Lyon. Pernille Harders bedrifter på fodboldbanen affødte en fornem kåring som Europas bedste kvindelige fodboldspiller i 2018.

2018 blev året, hvor tennisspilleren Caroline Wozniacki endelig kunne løfte et Grand Slam-trofæ. Efter 14 dages tennis i høj varme tog hun den ene skalp efter den anden og besejrede i finalen verdensranglistens nummer et, rumænske Simona Halep. Efter finalesejren kunne Caroline Wozniacki ikke blot lade sig hylde som vinder af Australian Open, men også som ny verdensetter på ranglisten. Efter karrierens ubestridte højdepunkt ’down under’ vandt Caroline Wozniacki WTA-titlerne Eastbourne International og China Open.

Hvis cykelrytteren Michael Valgren ikke allerede havde fået sit internationale gennembrud, så fik den blonde thybo det i 2018. Det ubestridte højdepunkt var sejren i endagsklassikeren Amstel Gold Race, hvor Michael Valgren skrev sig ind i historiebøgerne ved blandt andre at besejre den tredobbelte verdensmester Peter Sagan. Et par måneder tidligere havde Valgren allerede gjort sig bemærket i det hårde belgiske cykelløb Omloop Het Nieuwsblad, som han vandt en frostkold dag foran blandt andre den olympiske mester, Greg Van Avermaet.

Kriterier for udvælgelsen

De tre nominerede til Årets Sportsnavn 2018 har DIF og Jyllands-Posten udvalgt på baggrund af følgende kriterier:

  • Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen og disciplinen, og hvor mange af de helt store idrætsnationer satser på den?
  • Konkurrencen på dagen: Et verdensmesterskab er typisk sværere at vinde end et europamesterskab. En konkurrence med deltagelse af resten af eliten er også sværere at vinde end en med mange afbud og skader.
  • Forløbet: Mange års målrettet arbejde frem mod en sejr taler for, at præstationen er mere fokuseret og mindre tilfældig end den pludselige sejr, som ingen havde regnet med.
  • Folkelighed: Udbredelsen af sporten i Danmark skaber større interesse og dermed et større pres. Samtidig er den interne, danske konkurrence hårdere. Dette kriterium indeholder også et kommercielt aspekt.

Tidligere vindere af Årets Sportsnavn

1991: Mette Jacobsen, svømning
1992: Jesper Bank, sejlsport
1993: Damelandsholdet, håndbold
1994: Damelandsholdet, håndbold
1995: Mette Jacobsen, svømning
1996: Bjarne Riis, cykling
1997: Wilson Kipketer, atletik
1998: Letvægtsfireren, roning
1999: Camilla Martin, badminton
2000: Damelandsholdet, håndbold
2001: Thomas Bjørn, golf
2002: Tom Kristensen, motorsport
2003: Nicki Pedersen, speedway
2004: Letvægtsfireren, roning
2005: Tom Kristensen, motorsport
2006: Mikkel Kessler, boksning
2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
2008: Herrelandsholdet, håndbold
2009: Lotte Friis, svømning
2010: Caroline Wozniacki, tennis
2011: Jeanette Ottesen, svømning
2012: Lasse Norman Hansen, cykling
2013: Maja Jager, bueskydning
2014: Camilla Pedersen, triatlon
2015: René Holten Poulsen, kajak
2016: Pernille Blume, svømning
2017: Viktor Axelsen, badminton

Yderligere kommentarer:
Morten Mølholm Hansen, direktør i DIF, 21663774

Kontakter

Billeder

Foto: Lars Møller
Foto: Lars Møller
Download

Information om Danmarks Idrætsforbund

Danmarks Idrætsforbund
Danmarks Idrætsforbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby

63 20 61 00https://www.dif.dk

DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 9.000 idrætsforeninger og flere end 1,9 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Store danske virksomheder og topatleter: Det ligger i vores DNA - Ingen vinder alene17.4.2024 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Nu er der kun 100 dage til OL begynder i Paris. Kampagnen ’Ingen vinder alene’ sætter fokus på Danmarks unikke tilgang, når der skal opnås verdensklasse: Sammenhængen mellem bredde og elite. Danmarks olympiske partnere Salling Group, Danish Crown, Toyota, Poul Schmith og paralympisk partner Elsass Fonden er gået sammen med Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund for at vise, hvorfor vi som land bliver ved med at lykkes med at skabe verdensstjerner.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye