Årets initiativprisvinder samler på positive medarbejdere

Medarbejderne hos Scandinavian Packaging i Borup uden for Køge skal være glade og tilfredse. Det lægger virksomhedens ledelse stor vægt på – og det kan blandt andet ses i de tilfredshedsundersøgelser, der bliver lavet hvert år. Den seneste viser en medarbejdertilfredshed på 4,76 ud af 5 mulige.
- Vi kan ganske enkelt ikke leve med, at vores medarbejdere ikke er glade og tilfredse, når de er på arbejdet. Glade og tilfredse medarbejdere er også meget bedre for kreativiteten og produktiviteten, siger COO og partner Hanne Zinck.
Det gode arbejdsklima og virksomhedens i øvrigt meget overbevisende resultater bliver nu hædret med DI Roskilde/Køge Bugts Initiativpris 2017. Prisen bliver overrakt af bestyrelsesmedlem i DI Roskilde/Køge Bugt, Jørn O. Stryger og Køges borgmester Flemming Christensen, fredag den 13. oktober.
- Prisvinderen er en virksomhed, som mange andre kan lære af. De har vist, at det stadig kan lade sig gøre at producere i Danmark. Initiativprisen går til en virksomhed, der har udvist særlige evner inden for udvikling, vækst og produktivitet, og det har Scandinavian Packaging. Vi har brug for flere virksomheder som denne her i området, siger bestyrelsesmedlem i DI Roskilde/Køge Bugt, Jørn O. Stryger.
Siden Hanne Zinck og CEO, Bjarke Rolf Arlø, overtog virksomheden i 2008, er det nemlig kun gået én vej, og det er fremad. Hårdt arbejde, investeringer i mere moderne maskiner, større fokus på kunderne og en ny tankegang til produktions- og medarbejderudvikling har betydet, at de to partnere er lykkedes med at tredoble omsætningen.
- Kunderne er naturligvis meget vigtige for os, og hvis vi ikke kan lave et bedre produkt end konkurrenterne, så forsøger vi at lave det anderledes og tilpasse det endnu bedre til kundens behov, fortsætter Hanne Zinck.
Virksomheden har i dag 40 medarbejdere med i alt otte forskellige nationaliteter, der producerer flasker, dunke og kapsler i plast til fødevare- og medicinalvirksomheder. Omkring 200 mio. kapsler og 100 mio. flasker bliver det til om året – og antallet skulle meget gerne stige yderligere i de kommende år.
- Ved at give medarbejderne mere medindflydelse på produktionen gennem blandt selvstyrende grupper, højt informationsniveau og større følelse af medejerskab, har vi fordoblet omsætningen med det samme antal medarbejdere. Vi er meget stolte af, at vores medarbejdere føler, at det er ”deres fabrik”, slutter Hanne Zinck.
Med DI Roskilde/Køge Bugts Initiativpris 2017 er Scandinavian Packaging en af i alt 18 kandidater til DI’s nationale initiativpris, der overrækkes på DI’s årlige konference for små og mellemstore virksomheder i 2018.
Kom til den lokale overrækkelse
Fredag den 13. oktober kl. 14.00
hos Scandinavian Packaging, Bækgårdsvej 56, 4140 Borup
Fakta om DI Roskilde/Køge Bugts Initiativpris 2017 DI Roskilde/Køge Bugt overrækker hvert år sin Initiativpris. Formålet med prisen er at hædre virkelyst, kreativitet og skabertrang hos en mindre virksomhed i medlemskredsen.
Kriterier for prisen er:
- Virksomheden må ikke have over 100 ansatte i det år, hvor prisen uddeles. Hvis virksomheden evt. er i koncernsamarbejde med andre virksomheder, må det samlede antal ansatte maksimalt være 300.
- Virksomheden skal gennem særligt initiativ og virkelyst inden for afsætning, teknologi, uddannelse eller andre områder gennem en kortere årrække have skabt grundlag for vækst.
- Der vil også blive lagt vægt på udviklingen i nøgletal, eksempelvis omsætningen, årets resultat, egenkapitalen og/eller antal ansatte de seneste år.
I 2017 er et særligt kriterium desuden, at virksomheden har udvist en særlig vilje og strategisk evne til at lede medarbejdere og forretningen mod nye mål.
Følg Dansk Industri på:
Kontakter
For yderligere oplysninger kontakt chefkonsulent i DI Roskilde/Køge Bugt, Karsten Almosetoft, tlf.: 2088 3921 og e-mail: kaa@di.dk eller pressekoordinator Helen Jensen, tlf.: 2124 4702.
Billeder
Information om DI Roskilde Køge Bugt
Følg pressemeddelelser fra DI Roskilde Køge Bugt
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DI Roskilde Køge Bugt
Solrød er den mest erhvervsvenlige kommune i Østsjælland4.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Solrød Kommune går én plads frem i Dansk Industris årlige måling af erhvervsvenlighed og indtager dermed en 45. plads ud af de i alt 91 kommuner. Det afspejler et stabilt erhvervsklima i kommunen.
Erhvervsvenligheden i Roskilde tager et lille dyk4.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Roskilde Kommune går 14 pladser tilbage i Dansk Industris årlige måling af erhvervsvenlighed. Dermed er Roskilde på en samlet 71. plads ud af de i alt 91 kommuner. Særligt tilfredsheden med den kommunale administration har fået et dyk.
Erhvervsvenligheden i Lejre tager et dyk4.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Lejre Kommune kommer i år ind på samlet en 67. plads over landets mest erhvervsvenlige kommuner. Det er et stort tilbageskridt i forhold til de seneste års placeringer og et tydeligt signal om, at der igen skal fokus på erhvervsklimaet i kommunen.
Fortjent fremgang i erhvervsvenlighed for Køge Kommune4.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Erhvervsvenligheden er i fremgang i Køge, som i år indtager en samlet 49. plads ud af i alt 91 på Dansk Industris liste over de mest erhvervsvenlige kommuner. Det er en klar forbedring fra sidste års placering som nr. 56.
Erhvervsvenligheden i Greve er i fin fremgang4.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Greve Kommune kommer ind på samlet en 64. plads i Dansk Industris årlige måling af erhvervsvenlighed i landets kommuner. Det er en fremgang på 14 pladser i forhold til sidste års placering som nr. 78. Greve gør det særligt godt, når det gælder uddannelse og arbejdskraft.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum