
ARC-projektet er præcertificeret til DGNB-guld

”Vi er godt i gang med projektet, så elementmontagen begynder som planlagt i slutningen af april,” siger en af Skou Gruppens partnere, Alexander Hermansen, som er projektleder på ARC:
”Det er et komplekst projekt, men bygherren er meget professionel og tilgængelig, så processen kører helt som den skal. Vi bygger jo på et område, hvor der er meget trafik og løbende er brug for plads til opmarch af skraldebiler, så det er dejligt, at koordineringen går så fint,” siger han.
Projektet er en totalentreprise på nye faciliteter til affaldsindsamling i Københavns Kommune ved Amager Bakke, som gennemføres af Skou Gruppen i samarbejde med Sweco, BBP Arkitekter og 1:1 Landskab.
En bygning som kræver minimal vedligeholdelse
”Vi har ønsket at udforme en bygning, som naturligt indpasser sig på stedet og har en klar disponering,” forklarer Lise Sehested, arkitekt MAA og partner hos BBP Arkitekter. Hun tilføjer:
”Det har vi opnået ved at organisere bygningen om en fælles hovedindgang med ARC’s omklædning og kontorer på den ene side og Teknik- og miljøforvaltningens på den anden side. Fællesfunktionerne er placeret omkring hovedtrappen midt for, så det er nemt for medarbejderne og besøgende at orientere sig.”
Den næsten 90 meter lange bygning kommer til at rumme ca. 3.200 etagemeter fordelt på to plan, I stueetagen er der bl.a. omklædningsrum med højtsiddende vinduer, så dagslyset kan komme ind, uden at der er indkik. Fitnessrum og behandlerrum ligger med adgang ud til hovedindgangen og tæt ved alle omklædningsrum. Første sal rummer kontorerne med kantinen beliggende midt i bygningen.
”Udvendigt får facaderne et rytmisk spil med moduleringen og en stærk reliefvirkning, ligesom materialevalget indpasser sig naturligt på stedet, med en lav betonbase og aluminiumsfacader, der lægger sig op ad de øvrige bygninger og tekniske anlæg i området,” forklarer Lise Sehested.
Bygningens facader udføres af robuste og vedligeholdelsesfri materialer med meget lang levetid. Indvendigt indrettes bygningen med henblik på en robust, varm og farverig atmosfære. Det overordnede greb er således en ren bygning udvendig med et varmt indre med fokus på medarbejdernes velfærd.
Præcertificeret til DGNB-guld
De nye ARC-faciliteter har allerede opnået præcertificering som DGNB-Guld. Det betyder, at projektet, når det er afsluttet, med stor sandsynlighed også opnår DGNB-Guld plaketten ved endelig certificering:
”Centralt i projektet er en meget robust bygning, hvor valget af materialer ligger stor vægt på at være vedligeholdelsesfrie og med lange levetider,” forklarer bæredygtighedsingeniør Charlotte Bjerregaard Jørgensen fra Sweco, som er rådgiver på projektet. Hun fortæller, at fem elementer giver point til DGNB-Guld. I korthed handler det om:
• At udbudsmaterialet stiller tydelige krav, som begrænser, samt kortlægger brugen af kemi.
• At byggeriet opføres med materialer, som er langtidsholdbare og kræver minimal vedligeholdelse.
• At økonomien i projektet påvirkes positivt på lang sigt af det minimale vedligeholdelsesbehov og den lave udskiftning af materialer.
• At trivsel og sundhed fremmes med et godt indeklima, god akustik og at farvevalget indenfor afstemmes med eksisterende kunst, som bruges igen.
• At indretningen lægger stor vægt på brugernes trivsel bl.a. ved etablering af fitnessrum og behandlerrum.
”Præcertificeringen viser, at projektet på rette vej til at opnå en DGNB-Guld certificering, så nu er opgaven bare at realisere det som planlagt,” siger Charlotte Bjerregaard Jørgensen.
Genbrug inde og ude
Det er ikke kun indendørs at man opnår genbrug – i form af kunst, som Københavns Kommune allerede ejer. Også på opmarchpladsen bliver der genbrugt og sparet på ressourcerne:
”Den nye opmarchplads til parkering og opladning af op mod 75 elektriske skraldebiler bygges på de eksisterende bærende lag, som findes på en del af arealet,” forklarer Noman Sadat, som er ingeniør hos Sweco:
”Det bærende lag skal udvides, før P-pladser, ladestandere og beplantning etableres på hele pladsen. Men genbrug giver store besparelser på materialer som bundsikring og kan lade sig gøre, efter vi har ændret den traditionelle overfladeafvanding til kuvertfald."
Nøgleord
Kontakter
Adm. direktør, partner
Martin Skou Heidemann
+45 28 35 80 15
ms@skougruppen.dk
Billeder

Information om Skou Gruppen
Skou Gruppen A/S udfører hoved- og totalentrepriser samt store tømrer- og mureropgaver for professionelle kunder. Skou Gruppen har speciale i vedligeholdelse af ejendomme på servicekontrakter og i komplicerede renoveringer.
Skou Gruppen beskæftiger ca. 150 medarbejdere, arbejder i hele Storkøbenhavn og har hovedkontor i Hørsholm.
Virksomheden vedligeholder ejendomme på flerårige serviceaftaler for mange kommuner i hovedstadsområdet samt for Region Hovedstaden, Forsvaret og EU's Miljøkommission.
Desuden vedligeholder Skou Gruppen ca. 20 kirker over hele Sjælland og arbejder for mange andre offentlige bygherrer. Skou Gruppen har desuden datterselskaberne SG Totalentreprise og SG Beton.
Følg pressemeddelelser fra Skou Gruppen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Skou Gruppen
Voldgift giver Skou Gruppen medhold i svømmehalssag30.3.2023 09:09:50 CEST | Pressemeddelelse
Efter en årelang proces har Voldgiftsnævnet givet Skou Gruppen medhold i, at kommune var dårligt rådgivet i svømmehalssagen. Sagen viser, at Skou Gruppen på trods af sine indsigelser, blev bedt om at udføre arbejde, der var i strid med gældende regler og god byggeskik. Afgørelsen giver – ud over den længe ventede faglige oprejsning – også Skou Gruppen en kompensation, som påvirker virksomhedens resultat for det igangværende regnskabsår positivt.
Karsten Blad ansat som beregner hos Skou Gruppen20.3.2023 13:15:48 CET | Pressemeddelelse
54-årige Karsten Blad er kommet til Skou Gruppens kalkulationsafdeling efter næsten 10 år i udlandet som byggeleder i Grønland og tømrer i Norge. Han er uddannet tømrer og bygningskonstruktør og har inden sine udlandsophold dels drevet egen tømrervirksomhed, dels arbejdet som taksator.
Fredensborg Kommune indgår rammeaftale med Skou Gruppen17.3.2023 11:49:33 CET | Pressemeddelelse
Med den nye rammeaftale kommer Skou Gruppen til at udføre tømrer-, snedker- og murerarbejde på kommunens bygninger i de kommende fire år. Aftalen omfatter vedligeholdelse og reparation samt mindre til- og ombygninger på kommunens bygninger. Desuden ønsker kommunen fokus på bæredygtighed, hvilket Skou Gruppen også skal komme med inspiration til.
Frederiksbergs borgmester skyder på de forkerte10.3.2023 12:44:48 CET | Pressemeddelelse
”Frederiksbergs borgmester er selv advokat med speciale i entrepriseret, så han burde vide bedre end at blive ved med at skyde på os,” siger Martin Skou Heidemann, som er direktør i Skou Gruppen. Han tilføjer: ”Enten er borgmesteren dårligt rådgivet, eller også lægger han bevidst et røgslør ud for at forklare, hvorfor svømmehallen ikke bliver klar til at åbne i 2023, som han ellers har lovet frederiksbergborgerne.”
Tømrer vender tilbage som byggeleder6.3.2023 08:22:33 CET | Pressemeddelelse
Kasper Kongshammer er 1. februar tiltrådt som byggeleder hos Skou Gruppen. Han har tidligere arbejdet som tømrer hos bl.a. Skou Gruppen, inden han fik sin uddannelse som bygningskonstruktør.