Akutte patienter er de mest tilfredse med besøget i Gødstrup

Selv om 2022 var et år ud over det sædvanlige med to store hospitalsflytninger fra Holstebro og Herning og en mere krævende opstart af Regionshospitalet Gødstrup end forventet, har patienterne samlet set været tilfredse med deres besøg. Det viser patienternes og de fødendes svar i de landsdækkende undersøgelser af patientoplevelser (LUP).
Akutte patienter roser forløbet og personalet i Gødstrup
Især de akutte patienter har været tilfredse med deres møde med hospitalet i det forgange år.
De akutte patienter, der modtages i Akutmodtagelsen i Gødstrup kommer ind med alt fra brækkede håndled til bryst- og mavesmerter, og kommer videre til andre afdelinger, hvis de har sygdomme, der kræver indlæggelse.
I alt 8.058 akutte patienter har samlet set scoret hospitalet over - og på - landsgennemsnittet i 18 spørgsmål. Patienterne roser især personalet for deres venlighed og imødekommenhed, ligesom der blandt andet også er fin tilfredshed med informationsniveauet, behandlingen og indlæggelsen.
-Brugernes stemme er meget vigtig for os, og rosen fra dem tilkommer vores dygtige personale. Det glæder mig meget, at den første måling af patientoplevelser i Gødstrup et år efter indflytningen viser, at de akutte patienter føler sig taget godt imod, og at de oplever sammenhæng og tryghed i forløbet, hvis de skal indlægges på en anden afdeling. Det vidner om, at der er et godt samarbejde med fokus på høj kvalitet mellem Akutafdelingen og de andre afdelinger på hospitalet, siger lægefaglig direktør Jens Friis Bak.
Medformanden for brugerrådet på Regionshospitalet Gødstrup har været spændt på resultaterne, som han mener er positiv læsning:
- I brugerrådet følger vi med i, hvad der foregår i Akutmodtagelsen med stor spænding. Der har jo været meget mediebevågenhed, og derfor er jeg rigtig glad for at høre, at patienterne er rigtig godt tilfredse med deres besøg, siger Allan Bergholt.
Fakta om LUP 2022 på Regionshospitalet Gødstrup
I alt 19.756 patienter og fødende besvarede spørgeskemaerne i LUP 2022 for LUP Somatik, LUP Akutmodtagelse og LUP Fødende 2022, hvilket er den første måling af deres oplevelser på Regionshospitalet Gødstrup:
De akut indlagte patienter er meget tilfredse med indlæggelsen
De akut indlagte patienter, som er blevet spurgt om deres oplevelser i LUP Somatik 2022, er så tilfredse med deres indlæggelse, at hospitalet samlet set scorer over landsgennemsnittet i 8 ud af 9 spørgsmål og på landsgennemsnittet i 1 spørgsmål.
Spørgeskemaerne blev udsendt til 6.396 akut indlagte patienter, hvoraf 3.197 (50%) deltog i undersøgelsen.
Patienterne i Akutmodtagelsen og i akutklinikkerne er meget tilfredse med personalet
Patienterne, som er blevet spurgt om deres oplevelser i LUP Akutmodtagelse 2022, roser især personalet for deres venlighed og imødekommenhed. På dette spørgsmål scorer Akutafdelingen over landsgennemsnittet.
Ud af 9 spørgsmål scorer Akutafdelingen over landsgennemsnittet i 1 spørgsmål og på gennemsnittet i 8 spørgsmål.
Spørgeskemaerne blev udsendt til 1.662 akut ambulante patienter, hvoraf 669 (40%) deltog i undersøgelsen.
Fødende kvinder i Gødstrup er meget tilfredse med forløbet
De fødende som er blevet spurgt om deres oplevelser i forbindelse med graviditets- og fødselsforløbet i LUP Fødende 2022, er meget tilfredse med den rådgivning, støtte og tryghed i graviditets- og fødselsforløbet, de har fået ved Graviditet og Fødsler.
Ud af 12 spørgsmål scorer afdelingen over landsgennemsnittet i 8 spørgsmål og på landsgennemsnittet i 4 spørgsmål. Spørgeskemaerne har været udsendt til 1.171 fødende kvinder, hvoraf 517 (44%) deltog i undersøgelsen.
Patienter med planlagte indlæggelser er meget tilfredse med at have en patientansvarlig læge
LUP Somatik 2022 viser, at patienter indlagt til planlagt behandling er meget tilfredse med, at en bestemt læge tog et overordnet ansvar for det samlede forløb af besøg og/eller indlæggelser. På dette spørgsmål scorer hospitalet over landsgennemsnittet.
Undersøgelsen peger dog også på, at der ligger forbedringspotentialer i patienternes oplevelser af behandlingen og i informationen under indlæggelsen. På disse spørgsmål scorer hospitalet under landsgennemsnittet.
Ud af 9 spørgsmål scorer hospitalet over landsgennemsnittet i 1 spørgsmål, på landsgennemsnittet i 4 spørgsmål og under landsgennemsnittet i 4 spørgsmål. Spørgeskemaerne blev udsendt til 1.993 planlagt indlagte patienter, hvoraf 1.047 (53%) deltog i undersøgelsen.
Patienter med planlagte aftaler i klinikken er tilfredse med besøget
LUP Somatik 2022 viser, at patienter med planlagte aftaler i klinikken alt i alt er tilfredse med deres besøg. Samtidig peger patienterne også på, at de gerne vil inddrages mere i beslutninger om behandlingen.
Ud af 9 spørgsmål scorer hospitalet på landsgennemsnittet i 8 spørgsmål og under landsgennemsnittet i 1 spørgsmål. Spørgeskemaerne blev udsendt til 27.867 planlagt ambulante patienter, hvoraf 14.326 (51%) deltog i undersøgelsen.
Find rapporterne og spørgeskemaerne
Find rapporterne og spørgeskemaerne til patienttilfredshedsundersøgelserne i LUP Somatik, LUP Akutmodtagelse og LUP Fødende hos Center for Patientinddragelse (CPI): www.patientoplevelser.dk/lup
Nøgleord
Kontakter
Lægefaglig direktør Jens Friis Bak
Tlf. 4093 7985
Medformand i Brugerrådet Allan Bergholt
Tlf. 2334 3420.
Billeder

Information om Regionshospitalet Gødstrup
Regionshospitalet Gødstrup er et af fem akuthospitaler i Region Midtjylland. Hospitalet åbnede i februar 2022 og samler aktiviteterne fra de tidligere sygehuse i Herning og Holstebro. Hospitalet varetager regionale specialer og hovedfunktioner for ca. 300.000 borgere i den vestlige del af Region Midtjylland.
Regionspsykiatrien og NIDO | center for forskning og uddannelse deler adresse med Regionshospitalet Gødstrup.
Regionshospitalet Gødstrup har godt 4000 fuldtidsansatte.
Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
Interaktiv skadestue for børn er indviet i Gødstrup27.6.2025 08:51:34 CEST | Pressemeddelelse
Tag på en rejse ud i rummet, mens gipsen bliver lagt, eller en tur under vandet, mens en flænge bliver syet. Nu får de mindste patienter på Regionshospitalet Gødstrups skadestue mulighed for at blive undersøgt og behandlet i et særligt behandlingsrum bygget til at aflede børnenes opmærksomhed fra det ubehagelige eller angstfyldte.
Frisk luft og smukke planter skal give intensivpatienter energi til at kæmpe sig tilbage til livet.20.6.2025 11:08:15 CEST | Pressemeddelelse
Torsdag d. 19. juni blev to særligt designede terapiterrasser indviet på Intensivbehandlingsafsnittet i Gødstrup. De skal give selv de mest syge patienter mulighed for at få frisk luft og oplevelser i naturen.
Presseinvitation til indvielse af interaktiv skadestue i Akutmodtagelsen, Regionshospitalet Gødstrup19.6.2025 08:28:58 CEST | Pressemeddelelse
Torsdag d. 26. juni er der officiel indvielse af en specialdesignet interaktiv skadestue, der skal medvirke til nedbringe uro, angst og smerter hos børn på Akutmodtagelsen, Regionshospitalet Gødstrup.
Behandling af knogleskørhed rykker tættere på borgerne17.6.2025 09:00:43 CEST | Pressemeddelelse
Nyt samarbejde mellem Regionshospitalet Gødstrup og Struer Kommune sparer skrøbelige borgere for lang transport til behandling, og giver øget tryghed.
Invitation til pressen12.6.2025 10:00:00 CEST | Presseinvitation
Torsdag d. 19. juni er der officiel indvielse af to særligt designede terapiterrasser på Intensivbehandlingsafsnittet, Regionshospitalet Gødstrup.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum