Aalborg Universitet

AAU fører an i national plast-satsning

Del
Aalborg Universitet (AAU) modtager godt 12 ud af de i alt 55 mio. kr., der indtil videre er udmøntet i regeringens Partnerskab for Cirkulær Økonomi for Plast og Tekstil. Dermed er AAU den klart største aktør i satsningen, som samler industrien og den danske forskningssektor om at udvikle fremtidens bæredygtige tekstil- og plastløsninger.

- Forbruget af plastik forventes at tredobles på verdensplan frem mod 2050. Hvis vi med god samvittighed skal bruge plastik fremadrettet, er vi nødt til at finde ud af, hvordan vi kan genanvende materialet, og hvordan produktionsmetoderne i en cirkulær økonomi kan se ud, så virksomhederne også vil være med.

Sådan siger professor Brian Vejrum Wæhrens fra Institut for Materialer og Produktion på AAU og tilføjer, at tekstil også kan tages med i ligningen: Tekstil består i dag nemlig hovedsageligt af plastik.

Plastikforskning som AAU-styrke
AAU er med i 6 ud af de 14 projekter i Partnerskab for Cirkulær Økonomi for Plast og Tekstil, der er en af regeringens såkaldte innomissioner. I et projekt nedbryder AAU eksempelvis plastik fra gamle legoklodser og fødevareindpakning; i et andet udvikles en robot, som kan sy; og i et tredje afprøves forretningsmodeller for cirkulær økonomi omkring tekstiler.

De mange og forskellige projekter afspejler, hvor stærkt AAU står i den danske plastikforskning:

- Der er mere end 100 forskere på universitetet, der fra den ene eller den anden vinkel arbejder med tekstil og plastik, og på den baggrund kan vi arbejde systemisk og sammenhængende med plastik som materiale, med rammer og regulering, med produktionssystemer, ja, med hele værdikæden inklusive genanvendelse, vurderer Brian Vejrum Wæhrens.

Forretning i genanvendte tekstiler
En af AAU’s plast- og tekstilforskere er lektor Mette Alberg Mosgaard fra Institut for Planlægning. Hun er med i projektet CirkulærTEX, som går ud på at afprøve forretningsmodeller for cirkulær økonomi omkring tekstiler.

- Vi prøver at finde frem til, hvordan vi gør behovet for at producere nye tekstiler mindst muligt, samtidig med at vi opdager forretningsmuligheder. Det kan for eksempel handle om, at kommunal beklædning får fjernet logoet, så beklædningen kan genanvendes i en ny sammenhæng, eller om at omdanne brugte tekstiler til fyld i nye møbler, forklarer hun.

CirkulærTEX foregår som et tværfagligt samarbejde mellem industrielle designere og ingeniører fra AAU og eksterne parter som Hjørring Kommune, IKEA, Gabriel A/S og Vraa Dampvaskeri. Målet er at finde frem til konkrete løsninger, der kan tages i produktion efterfølgende, forklarer Director of CSR & Quality Kurt Nedergaard fra tekstilvirksomheden Gabriel:

- Det er Gabriels ambition at være med til at skabe mulige løsninger på de udfordringer og muligheder, der er i arbejdet med cirkulære forretningsmodeller. Samarbejdet med AAU og de øvrige aktører er derfor meget spændende, og vi forventer, at vi sammen udarbejder meget konkrete bud på, hvordan sådanne forretningsmodeller kan etableres.

Fakta om innomissionerne
Innomissionerne er partnerskaber, som skal danne ramme om projekter, der fremmer fælles innovation og samarbejde mellem universiteter, GTS’er og industrien om at løfte de meget komplekse problemstillinger, som står i vejen for at nå målet om klimaneutralitet i 2050.

Innomissionerne er skudt i gang i 2022. Der er i alt afsat 700 mio. kr. til dem, hvoraf ca. halvdelen foreløbigt er udmøntet.

Nøgleord

Kontakter

Links

Information om Aalborg Universitet

Aalborg Universitet
Aalborg Universitet
Fredrik Bajers Vej 5, Postboks 159
9100 Aalborg

9940 9940http://www.aau.dk/

Pressemeddelse fra Aalborg Universitet om universitetets store rolle i regeringens innomission Partnerskab for Cirkulær Økonomi for Plast og Tekstil.

Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye