AAU får ny bestyrelse: Erhvervsmand bliver ny bestyrelsesformand

Fra den 1. juli tiltræder den fremtrædende erhvervsmand og IT-iværksætter André Rogaczewski posten som bestyrelsesformand ved Aalborg Universitet. Han afløser CEO i Danske Arkitektvirksomheder, Lene Espersen. André Rogaczewski, der er medstifter, partner og CEO i Netcompany, har siddet i AAU’s bestyrelse siden 2019, hvor han har været med til at udvikle universitetets strategiske retning.
Aalborg Universitet er kendt for sit stærke samspil med erhvervslivet og PBL som læringsmodel, og som ny bestyrelsesformand vil Rogaczewski bidrage til at udvikle disse særkender. Han vil også bygge ovenpå universitetets stærke digitale kompetencer på både SSH og STEM-området.
- I min optik bliver det hovedsageligt dimittender med digitale kompetencer, der skal drive vores samfund fremad og skabe nye bud på en bæredygtig verden. Her skal Aalborg Universitet gå forrest. Min vision er at gøre Aalborg Universitet til et af verdens bedste universiteter, når det kommer til udvikling af digitale talenter. Det vil ikke kun sikre flere dygtige kandidater, men også styrke Danmarks position som førende videnssamfund, lyder det fra den kommende bestyrelsesformand André Rogaczewski.
Nye eksterne bestyrelsesmedlemmer
Udover den nye bestyrelsesformand tiltræder to nye eksterne bestyrelsesmedlemmer. Den 1. juli tiltræder tidligere folketingsmedlem og børne- og undervisningsminister Christine Antorini, og den 1. august tiltræder Anne Jastrup Okkels, der siden november 2016 har været hospitalsdirektør, først for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, og siden vinteren 2021 for Herlev og Gentofte Hospital.
Christine Antorini, der i dag er administrerende direktør i LIFE Fonden, har i en årrække beskæftiget sig med uddannelses- og forskningspolitik. Hun ser frem til bestyrelsesarbejdet på Aalborg Universitet.
- Aalborg Universitets tilgang til undervisning, den problembaserede læring og det tætte samarbejde med erhvervslivet er en tilgang, der ligger helt i forlængelse af det syn på uddannelse og forskning, jeg har arbejdet for i de mange år, hvor undervisnings-, uddannelses- og forskningspolitik har været omdrejningspunktet i mit arbejdsliv. Det er også fundamentet i mit nuværende virke som administrerende direktør i LIFE Fonden, der udvikler eksperimenterende STEM-undervisningsforløb til skoler og ungdomsuddannelser i hele Danmark, siger Christine Antorini.
Christine Antorini har desuden været formand for Folketingets uddannelses- og forskningsudvalg i sin tid som medlem af Folketinget.
Anne Jastrup Okkels ser frem til at bidrage med 25 års ledelseserfaring samt indgående kendskab til sundhedssektoren og sundheds- og velfærdspolitiske dagsordener til AAU’s bestyrelse.
- Jeg glæder mig til, jeg kan bringe mine erfaringer aktivt i spil i udfoldelsen af AAU’s strategi. Jeg har et livslangt tilknytningsforhold til Nordjylland, og netop universitetets rolle som bidragyder til udvikling og innovation i landsdelen har været en særskilt motivation for mig, siger Anne Jastrup Okkels og fortsætter:
- Jeg vil have fokus på, at AAU er en stærk aktør i samspil med det omgivende samfund. For at kunne være det, er det også afgørende, at AAU’s ”indre liv” er velkonsolideret og med et vedvarende fokus på forbedring. Jeg vil derfor også være optaget af organisering, der understøtter et effektivt og, på de interne linjer, samarbejdende universitet, at universitetet er et attraktivt førstevalg for de studerende, og at der er en sund drift. Endelig vil jeg meget gerne bidrage til videreudviklingen af universitetets missionsorienterede tilgang.
Anne Jastrup Okkels har tidligere arbejdet som underdirektør i Tryg Fonden og som koncerndirektør i Region Midtjylland. Hun er desuden siddende bestyrelsesmedlem i Steno Diabetes Center Copenhagen.
Ny TAP-repræsentant i bestyrelsen
Derudover blev fundraiser ved Institut for Datalogi ved Det Tekniske Fakultet for IT og Design, Lene Horn, valgt som medarbejderrepræsentant for den administrative medarbejdergruppe tidligere på måneden. Hun afløser Anne Bisgaard Pors Eriksen, der udtrådte af bestyrelsen den 31. marts 2022.
Lene Horn tiltræder bestyrelsen den 1. juni. Hun er bevidst om, at bestyrelsesopgaven er overordnet strategisk, men som medarbejderrepræsentant kan det ikke undgås, at hun kigger på hele universitetet fra et medarbejderperspektiv.
- Det er vigtigt, at vores arbejde anerkendes som en integreret del af universitetets succes. TAP-ansatte skal ikke nødvendigvis være den første gruppe, man kigger på i sparetider. Tingene hænger sammen. På AAU har vi den næstlaveste VIP/TAP-ratio blandt de danske universiteter. Da det er nogenlunde de samme administrative basisfunktioner, der skal varetages for at drive et universitet, betyder det, at de TAP-ansatte på AAU i den grad formår at løfte meget store opgaver med relativt få ressourcer, siger Lene Horn og tilføjer, at hun i bestyrelsesarbejdet ligeledes har fokus på at kommunikere med medarbejderne om de emner, der behandles i bestyrelsen.
Nuværende næstformand i AAU’s bestyrelse, Lars Raadkjær Enevoldsen, er desuden genudpeget som bestyrelsesmedlem. Lars Raadkjær Enevoldsen, der er Senior Vice Presiden i Kamstrup A/S, har siddet i bestyrelsen siden 1. juli 2018 og har de seneste to et halvt år siddet som næstformand.
Stener Kvinnsland, speciallæge i onkologi og professor emeritus ved Bergen Universitet, udtræder som bestyrelsesmedlem efter fire år i bestyrelsen.
Kontakter
Bo Jeppesen, strategisk rådgiver +45 6140 4061
Billeder
Information om Aalborg Universitet
Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Forskere bruger AI til at spotte sygdomme og stress hos heste9.7.2025 08:40:53 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Aalborg Universitet bruger kunstig intelligens til at analysere hestes ansigtsudtryk for at undersøge, hvornår de er stressede eller i smerter. Det skal lægge kimen til nye værktøjer, der kan styrke dyrevelfærden og bekæmpe sygdomme.
Ny forskning: EUs milliardstøtte til grænsekontrol fører til overgreb på migranter7.7.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et omfattende feltarbejde i Tunesien viser, at EUs samarbejde med nordafrikanske lande om grænsekontrol har alvorlige konsekvenser for migranterne. Det fremgår af en ny ph.d.-afhandling fra Aalborg Universitet.
Statskundskab kommer stærkt fra start i Nordjylland6.7.2025 08:31:17 CEST | Pressemeddelelse
Med mange ansøgninger er den nye statskundskabsuddannelse på Aalborg Universitet kommet godt fra start. Samtidig stiger interessen for business-uddannelserne markant.
Ny forskning: "Vi straffer mere, flere og hårdere"1.7.2025 14:15:10 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra AAU har for første gang kortlagt alle ændringer af den danske straffelov siden 1980. Resultatet viser over 900 lovændringer. De fleste ændringer har fundet sted efter år 2000 og har en skærpende karakter.
Forsker: Bonusklubber og nye regnemodeller kan redde den kollektive trafik1.7.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet vurderer, at det vil koste fire trafikdræbte mere hvert år, når 17-årige i dag får lov til at køre bil uden ledsager. Lektor Laura Bang Lindegaard fra Aalborg Universitet peger på nye økonomimodeller og bonusklubber som tiltag, der kan bringe busser og tog ud af den nedadgående spiral.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum