Forskning i kriterier for danskhed nomineret til Årets Danske Forskningsresultat
8.2.2017 08:00:00 CET | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse
Samfundsforsker fra AAU Christian Albrekt Larsen er nomineret til Årets Danske Forskningsresultat for sin bog ’Den danske republik: Forandringer i danskernes nationale forestillinger’, som er baseret på ti års forskning i danskernes holdning til dét at være rigtig dansk. Christian Albrekt Larsens forskning indikerer, at danskerne er blødt op på kriterierne for, hvornår ikke-etniske danskere anses som en del af det danske fællesskab.
- Succes for nye højrepartier som Dansk Folkeparti, BREXIT og Trumps valgsejr fører let til forhastede konklusioner om, at befolkningen er blevet mere nationalkonservativ. Bogen viser, at historien er den stik modsatte i Danmark. Danskerne bliver langsomt, men sikkert mindre nationalkonservative og mere republikanske. Forestillingen om en autentisk dansk kultur fylder mindre og mindre, siger Christian Albrekt Larsen.
Fra 2003 til 2013 har Christian Albrekt Larsen fået over 1.300 danskere mellem 18 og 79 år til at besvare spørgsmål, der vedrører danskhed og nationalitet. De har f.eks. svaret på, hvor vigtigt det er at kunne tale dansk, være født i Danmark og være dansk statsborger for at være en del af det danske fællesskab. Det er de kriterier, der har ændret sig over tid.
Det politiske fællesskab vægter højest
I løbet af de sidste ti år er det blevet mindre vigtigt at være kristen og at have dansk familiebaggrund for at være rigtig dansk. Derimod er faktorer som respekt for de danske politiske institutioner og danskfølelsen fortsat vigtige. Christian Albrekt Larsen peger på, at generationsskiftet også har medført en mindre konservativ holdning til danskhed:
- Forandringerne skyldes primært, at nye generationer kommer til, mens ældre generationer forgår, forklarer Christian Albrekt Larsen.
Han fortæller også, at det er vigtigt at forstå danskernes nationale forestillinger og indbyggernes holdninger til indvandrere, EU og globalisering.
- Det nationale er et fortsat vigtigt element i vores identitet. Befolkninger føler sig som danskere, franskmænd og tyskere. Derfor er det helt centralt at beskrive, hvad disse nationale forestillinger indeholder. Bogen giver altså et bud på de mere republikanske nationale forestillinger, der vil dominere i fremtiden, siger Christian Albrekt Larsen.
Videnskab.dk uddeler hvert år prisen Årets Danske Forskningsresultat for markante forskningsresultater, der skubber til vores forståelse af verden og har en tydelig nytteværdi for samfundet. Sidste år vandt AAU-forsker Mads Albertsen og hans forskningsgruppe for at have opdaget en bakterieart, der kan varetage processen, hvor ammonium omdannes til nitrat.
Vinderen af prisen findes ved afstemning, hvor alle har mulighed for at stemme. Afstemningen varer fra den 8. februar til den 22. februar på videnskab.dk.
Nøgleord
Kontakter
Christian Albrekt Larsen, tlf.: 9940 8214, mail: albrekt@dps.aau.dk
Information om Aalborg Universitet
Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Aalborg Universitet er Europas bedste inden for energiforskning21.5.2026 12:46:34 CEST | Pressemeddelelse
Ny international ranking placerer Aalborg Universitet helt i top i Europa og blandt verdens førende universiteter på energiområdet – en anerkendelse, der understreger universitetets styrkeposition i den grønne omstilling.
Ny rapport: udsatte boligområder i stor forandring21.5.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny rapport fra Aalborg Universitet (AAU) viser, at omdannelserne af Danmarks 15 mest udsatte boligområder er i gang med at ændre både boligområder og beboersammensætning markant. Forandringerne lever op til politikernes målsætning, men samtidig skaber de utryghed, tab af fællesskaber og nye sociale skel.
Én blodprøve kan bane vejen for mere effektiv behandling af lungekræft20.5.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Et stort og internationalt forskningsprojekt med Aalborg Universitet i spidsen skal ved hjælp af kunstig intelligens udvikle en digital tvilling, der kan forudsige, hvordan lungekræft udvikler sig hos den enkelte patient. Det vil give læger et langt bedre beslutningsgrundlag for behandlingen.
Artikel i Nature Reviews: Standardbehandling svigter de mest smerteplagede patienter18.5.2026 06:01:51 CEST | Pressemeddelelse
I en oversigtsartikel i Nature Reviews Rheumatology giver forskere fra Aalborg Universitet en forklaring på, hvorfor standardbehandlinger ikke er løsningen for alle med kroniske smerter. Smerterne opstår typisk ikke ét sted i kroppen, men i et komplekst samspil mellem krop, hjerne og psykosociale faktorer.
Husk servicefradraget: Reparation af hårde hvidevarer sparer både Co2 og kroner13.5.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Det er godt for både bankkonto og klima, hvis du husker at bruge servicefradraget. Og du kan lige nå det inden fristen udløber 20. maj.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
