Folkekirkens Nødhjælp

6500 konfirmander står tidligt op på søndag for at samle ind til verdens brændpunkter

Del
På søndag går en stor del af landets kommende konfirmander på gaden for at samle ind til Folkekirkens Nødhjælps årlige indsamling. På den måde får mange af de unge både ’et kryds’ og en god fornemmelse i maven.
Konfirmanderne Sille, Mia og Freja samlede i 2022 ind for Folkekirkens Nødhjælp. Foto: Kristian Skårhøj
Konfirmanderne Sille, Mia og Freja samlede i 2022 ind for Folkekirkens Nødhjælp. Foto: Kristian Skårhøj

Sneakers, AirPods, penge, rejser, en PlayStation, smykker eller en scooter. Konfirmandernes ønskelister er lange, når de her i foråret skal konfirmeres. Men en konfirmation handler ikke kun om materielle gaver. Den handler i høj grad også om næstekærlighed, fællesskab og en forståelse for at være en del af en global verden.

Det har rigtig mange konfirmander taget til sig. På søndag går op mod 6500 konfirmander på gaden for at samle ind til mennesker i verdens brændpunkter. Folkekirkens Nødhjælps indsamling har i år fokus på tre højaktuelle kriser; jordskælv i Tyrkiet og Syrien, krigen i Ukraine og sultkatastrofen på Afrikas Horn.

"Jeg finder det naturligt, at konfirmander oplever, at konfirmationsforberedelse kan være andet end at gå i kirke om søndagen. Det kan også være at flytte sig ud i sognet, hvor de unge mennesker banker på døre i lokalsamfundet, samler ind og gør en forskel for deres medmennesker ude i verden. Det er vigtigt at lære konfirmanderne, at de er del af et større fællesskab i verden, og at de med deres handlinger kan have stor betydning for mennesker, de aldrig har mødt," siger Lisbeth Munk Madsen, frivillig indsamlingsleder og sognepræst i Risbjerg Kirke i Hvidovre.

Mange præster og konfirmander har i løbet af de seneste 14 dage haft besøg af Folkekirkens Nødhjælps #TagDel-Karavane. Det er en foredragsturne, hvor unge, der har rejst i verdens fattigste lande med Folkekirkens Nødhjælp, kommer på besøg og afvikler en workshop for konfirmander og andre interesserede. Her giver de et indblik i, hvordan livet kan se ud i verdens mest udsatte områder og opfordrer samtidig de kommende konfirmander til at gribe indsamlingsbøssen.

”Det bliver en hyggelig dag, for jeg skal gå sammen med en af mine bedste venner. Jeg synes, det er megafedt at samle ind, for man hjælper jo andre. Jeg håber, folk vil tage det alvorligt og gerne vil hjælpe, når vi ringer på. En af mine venners familie kendte nogle af dem, som blev dræbt i jordskælvet i Syrien, og det tænker jeg på – at jeg gerne vil hjælpe,” siger 13-årige Asmund Gjesing Andersen, der skal konfirmeres i Himmelev Kirke ved Roskilde i maj.

Som en del af konfirmationsforberedelsen skal de kommende konfirmander ofte i kirke 10 gange, inden den store konfirmationsdag. Hvert kirkebesøg kaldes populært for ’et kryds’. Mange præster vælger at give de unge et kryds for netop at deltage i en aktivitet som Folkekirkens Nødhjælps indsamling, mens mange konfirmander også helt frivilligt vælger at samle ind på søndag.

”Det er opløftende, at så mange unge engagerer sig i verden. De er vores fremtid, men det er også dem, der lige nu kan blive påvirket af de mange kriser, som foregår rundt i verden. Derfor er det vigtigt, at de får lov til at handle og gøre en konkret forskel, så de ikke føler sig magtesløse,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Folkekirkens Nødhjælps indsamling:

Det er 25. gang, at frivillige griber indsamlingsbøssen og samler ind til Folkekirkens Nødhjælps indsamling. I år har indsamlingen fokus på jordskælv i Tyrkiet og Syrien, krigen i Ukraine og sultkatastrofen på Afrikas Horn. I alt går omkring 10.000 mennesker på gaden – og det er stadig muligt at tilmelde sig som indsamler på nødhjælp.dk.

______________________________________________________

Hvis I som medie har lyst til at følge kommende konfirmander på søndag, når de samler ind, er I velkommen til at kontakte presserådgiver i Folkekirkens Nødhjælp Christina Pedersen på chpe@dca.dk eller 28744669, så finder vi en kirke eller et sogn til jer.

Nøgleord

Billeder

Konfirmanderne Sille, Mia og Freja samlede i 2022 ind for Folkekirkens Nødhjælp. Foto: Kristian Skårhøj
Konfirmanderne Sille, Mia og Freja samlede i 2022 ind for Folkekirkens Nødhjælp. Foto: Kristian Skårhøj
Download

Information om Folkekirkens Nødhjælp

Folkekirkens Nødhjælp
Folkekirkens Nødhjælp
Meldahlsgade 3
1613 København V

41 86 59 75https://www.noedhjaelp.dk

Folkekirkens Nødhjælp støtter verdens fattigste i deres kamp for et værdigt liv og hjælper mennesker i nød. Vi giver akut nødhjælp i katastroferamte områder og langsigtet udviklingshjælp i fattige egne for at skabe en mere ligeværdig og bæredygtig verden.

Følg pressemeddelelser fra Folkekirkens Nødhjælp

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Folkekirkens Nødhjælp

Wefood Amager fejrer fødselsdag med rabat og gratis fastelavnsboller10.2.2023 13:00:00 CET | Pressemeddelelse

Selvom det er Wefood, der har fødselsdag, er det kunderne, som bliver forkælet den 22. februar. Her står butikkens frivillige på Amagerbrogade 151 klar med fastelavnsboller og endnu mindre priser end normalt. Det sker, fordi butikken har syv års fødselsdag. Fra kl. 12 får de første 300 kunder en lækker fastelavnsbolle, mens der hele dagen er 33 procent rabat på alle mad- og drikkevarer. Wefood Amager er den første butik i Danmark, der slog dørene op til et koncept, hvor overskudsvarer med beskadiget emballage, forkert mærkning, overskredet dato for holdbarhed og sæsonvarer bliver solgt til en god pris i stedet for at ende i skraldespanden. Siden er yderligere fem butikker kommet til i resten af landet. Det er Folkekirkens Nødhjælp, der står bag Wefood-konceptet. Al overskud går til nødhjælps- og udviklingsarbejde i verdens fattigste lande.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum