650 mio. kr. er nu fordelt, så flere danskere kan få grøn varme
Regeringen, SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet har indgået en politisk aftale om fordelingen af midlerne til grøn varme fra finansloven 2021. Aftalen medfører, at af de i alt 4,13 mia. kr., der indtil videre er afsat til grøn varme, skal ca. 2,8 mia. kr. gå til varmepumpekonverteringer og energirenoveringer, 745 mio. kr. skal gå til fjernvarmekonverteringer og 595 mio. kr. skal gå til afkobling fra gassystemet. Med finansloven 2021 fik den såkaldte Bygningspulje til bl.a. varmepumper tilført yderligere 300 mio. kr. og med den politiske aftale tilføres puljen yderligere 165 mio. kr.
”Danskernes varme skal være helt grøn. De danske boligejere har taget overvældende godt imod muligheden for at få tilskud til at udskifte deres olie- og gasfyr med elektriske varmepumper, eller til at lave energiforbedringer på deres bolig. Derfor er vi enige om at prioritere en markant del af det samlede beløb til varmepumper og har tilført yderligere 465 mio. kr. til Bygningspuljen frem mod 2024”, siger klimaminister Dan Jørgensen.
For at nå den aftalte fordeling mellem individuel varme og fjernvarme, er den resterende del af de 650 mio. kr. til grøn varme på finansloven 2021 fordelt med 340 mio. kr. til udbygning af fjernvarmenettet. 125 mio. kr. skal gå til tilskud til afkobling fra gassystemet, mens 20 mio. kr. går til varmepumper på abonnement.
”Der, hvor det giver mening at etablere fjernvarme, skal vi gøre det. Der har været stor interesse for at søge om tilskud til udvidelse af fjernvarmenettet, og derfor giver det rigtig god mening, at vi nu afsætter yderligere 340 mio. kr. til Fjernvarmepuljen over de næste tre år. Vi har gjort os umage for at ramme den rette balance og dermed sikre, at midlerne bliver brugt så hensigtsmæssigt som muligt” siger klimaminister Dan Jørgensen.
Det har været centralt for parterne at finde en god balance mellem støtten til fjernvarme og de individuelle varmeløsninger. Det skal bidrage til at sikre, at der udrulles fjernvarme i de områder, hvor fjernvarme er den hensigtsmæssige løsning, og der skiftes til varmepumper i områder, hvor varmepumper er det oplagte alternativ til olie- eller gasfyret.
Tiltagene til udfasning af olie- og gasfyr aftalt med klimaaftalen og Finansloven 2021 vil betyde en reduktion i CO2-udledningerne på mellem 700 og 800.000 tons i 2030. I 2030 forventes der at være under 15.000 oliefyr og ca. 210.000-250.000 gasfyr tilbage, mod ca. 80.000 oliefyr og ca. 380.000 gasfyr i dag.
Citater fra partierne
Signe Munk, SF
”Hver gang, der bliver udskiftet et naturgasfyr, er vi lidt tættere på at nå 70-procentsmålsætningen. Derfor skal alle danskere have en reel og billig mulighed for at vælge en klimavenlig varmeløsning. Her spiller fjernvarme en vigtig rolle, og for SF har det været vigtigt, at vi med den her aftale giver udrulningen af fjernvarmen et skub i den rigtige retning.”
Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten
”Enhedslisten arbejder for, at fjernvarmeområder udvides, hvor der er tæt nok bebyggelse. Derfor er det meget vigtigt, at der er tilskud til at skrotte private gasfyr eller oliefyr for at blive tilsluttet vores fælles fjernvarme. Store varmepumper i fjernvarmeområder er i mange tilfælde en bedre løsning og langsigtet løsning end de kortsigtede individuelle varmeløsninger”.
Baggrund
I beregningen af den procentvise fordeling på varmepumper og fjernvarme af de i alt 4,13 mia. kr. til udfasning af olie- og gasfyr antages, at 60 pct. af Bygningspuljens midler anvendes til varmepumpekonverteringer. De midler, der allokeres til Afkoblingsordningen, medregnes ikke i den procentvise fordeling mellem fjernvarme og varmepumper, da Afkoblingsordningen er teknologineutral.
Bygningspuljen
- Bygningspuljen er målrettet besparelser i energiforbruget i helårsboliger. 60 pct. af puljen er målrettet projekter, som indebærer konvertering fra olie-, gas- og biokedler samt elvarme til varmepumper eller konverteringer til varmepumper sammen med energieffektiviseringstiltag.
- Igennem Bygningspuljen vil en standardhusstand kunne få et tilskud på ca. 21.140-25.850 kr. ved konvertering til varmepumpe.
- Der er afsat 675 mio. kr. til Bygningspuljen i 2021. I første ansøgningsrunde er der afsat 250 mio. kr. Fra 2020-2026 er der afsat ca. 2,5 mia. kr. (løbende priser) til puljen. Næste ansøgningsrunde åbner d. 7. april.
Fjernvarmepuljen
- Fjernvarmepuljen fremmer udrulning af fjernvarmenet i nye områder. Støtte gives til fjernvarmeselskabers konverteringsprojekter med et fast beløb på op til 20.000 kr. per konverteret olie- eller gasfyr, for det antal, som udgør minimumstilslutningen. Det forventes, at støtten anvendes til at sænke forbrugerpriserne for de forbrugere, der tilslutter sig fjernvarmen.
- Der er afsat 295 mio. kr. til puljen i 2021. I alt er afsat 745 mio. kr. til puljen i perioden 2021-2023. Fjernvarmepuljen åbnede d. 10. januar.
Skrotningsordningen
- Skrotningsordningen giver støtte til varmepumper på abonnement. Tilskuddet på 25.000 kr. pr. varmepumpe tildeles virksomheder, som udbyder abonnementsordninger, og anvendes til at sænke forbrugerens initialinvestering i en varmepumpe.
- Der er afsat 50 mio. kr. til ordningen i 2021. I alt er afsat 265 mio. kr. til puljen i perioden 2020-2026 (løbende priser). Ordningen har været åben siden d. 1. oktober 2020.
Afkoblingsordningen
- Afkoblingsordningen finansierer private husholdningers afkobling fra gassystemet, som koster ca. 8000 kr.
- Ordningen administreres af gasdistributionsselskabet Evida.
- Der er afsat 95 mio. kr. til ordningen i 2021. I alt er afsat 595 mio. kr. til puljen i perioden 2021-2026. Ordningen åbner d. 7. april.
For yderligere information om de fire tilskudspuljer se www.ens.dk og www.sparenergi.dk.
Kontakter
For spørgsmål om Bygningspuljen, kontakt venligst Energistyrelsen via bygningspuljen@ens.dk eller på telefon 33926700.
For spørgsmål om Fjernvarmepuljen, kontakt venligst Energistyrelsen via fjern-varmepuljen@ens.dk.
For henvendelser til klimaminister Dan Jørgensen kontakt klimaministeriets pressetelefon på 41 72 38 05
Information om Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.
Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Slut med elbranchens brodne kar: Det skal være tryggere for danskerne at købe el3.4.2025 07:20:00 CEST | Pressemeddelelse
Alt for mange danskere har oplevet at blive snydt, når de har skiftet elselskab. Derfor kommer regeringen nu med en række tiltag med blandt andet mulighed for karantæne og bøder - alt sammen for at gøre det både mere trygt og gennemsigtigt for forbrugerne at skifte elselskab.
Næste skridt mod COP30: Klimaministre fra hele verden mødes i København28.3.2025 10:23:25 CET | Pressemeddelelse
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard sidder for bordenden, når Danmark for fjerde år i træk inviterer til ministermøde i København. Copenhagen Climate Ministerial samler ministre og ledere fra hele verden d. 7.-8. maj.
Ny model for hurtigere miljøvurderingsproces for vindmøller og solceller13.3.2025 10:53:11 CET | Pressemeddelelse
Kommunerne og opstillere af vedvarende energi får nu nye muligheder for en mere enkel og dermed hurtigere miljøvurderingsproces, når de vil opstille solceller eller vindmøller på land.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard rejser til USA for at styrke samarbejdet om energi5.3.2025 14:05:01 CET | Pressemeddelelse
USA har varslet en markant ændring i amerikansk klima- og energipolitik, og Lars Aagaard skal under sit besøg mødes med flere fremtrædende politikere og centrale tænketanke samt administrationen. Derudover deltager han sammen med en række danske virksomheder på en af verdens største energikonferencer.
Ungeklimarådet søger syv nye medlemmer til at være unges stemme i klimadebatten3.3.2025 14:03:20 CET | Pressemeddelelse
Det er nu muligt at blive en del af Ungeklimarådet, hvis opgave er at rådgive og udvikle klimaanbefalinger til klima-, energi- og forsyningsministeren.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum