Dansk Fjernvarme

Virksomheder fyrer for fuglene

Del
10 procent af hele Danmarks varmebehov kunne dækkes med overskudsvarme fra industrien. Alligevel er det kun de allerfærreste virksomheder, der afsætter deres overskudsvarme til fjernvarmen, fordi afgifter står i vejen. Et opgør med PSO’en kan sikre udnyttelse af overskudsvarmen og provenu i statskassen.

I dag udnyttes overskudsvarme alt for sjældent. Det skyldes, at industrien skal betale afgifter for at komme af med varmen, hvis det lokale fjernvarmeselskab ønsker at udnytte den. Samtidig skal fjernvarmeselskabet betale en rekordhøj PSO-afgift på den el, der skal drive den varmepumpe, der skal omdanne overskudsvarmen til fjernvarme, så det kan komme ud i stuerne.

Det betyder, at fjernvarme baseret på overskudsvarme rammes af afgifter to gange. Og derfor kan det ofte bedre betale sig for industrien at sende varmen ud til fuglene. Og for fjernvarmeselskaberne at udnytte andre varmekilder som biomasse.

I Dansk Fjernvarme mener man, at det er på tide at tage et opgør med de mange afgifter, der hindrer, at man kan udnytte den varme, der produceres under alle omstændigheder.

- Det er et meget rigt samfund, der på den måde har råd til at sende varme for millioner og atter millioner ud til fuglene. Fjernvarmen er netop indrettet sådan, at vi kan udnytte overskudsvarmen fra industrien, men i dag står afgifter i vejen. Det er derfor svært at klandre virksomhederne for hellere at ville sende varmen ud til fulgene end at afsætte den til det lokale fjernvarmeselskab, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Løsningen ligger på bordet
En analyse fra tænketanken Grøn Energi viser, at der kan skabes et positivt provenu i statskassen på helt op til 700 mio. kr., hvis man fjerner PSO-afgiften på el til varmepumper. Det skyldes, at det vil give incitament til at opføre varmepumper, der fortsat skal betale energiafgifter samtidig med, at antallet af nye biomassefyrede værker, der er afgiftsfritaget, vil blive stærkt reducerede.

Ved at fjerne PSO-afgiften på varmepumperne vil der kunne komme god økonomi i at udnytte overskudsvarmen fra industrien.

- Jeg forstår godt, at politikerne er optagede af at sikre penge i statskassen. Hvis man ligeledes er optaget af at sikre en effektiv udnyttelse af overskudsvarmen, er PSO-afgiften nøglen, siger Kim Mortensen, og fortsætter:

- Mit budskab til politikerne er, at de må få fjernet de afgifter så vi kan udnytte den energi, der allerede er tilgængelig, men som et kortsigtet hensyn til statskassen står i vejen for.

En analyse udarbejdet af Viegand og Maagøe for Energistyrelsen viser, at 10 procent af Danmarks samlede varmeforbrug kunne dækkes af overskudsvarme.

Fjernvarmeselskaber over hele landet venter derfor på den afgiftsanalyse, som energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt er pennefører på, og som har været undervejs i nu snart flere år. Mens de venter, bliver industrien ved med at sende overskudsvarme ud til fulgene.

Eksempler på projekter, hvor afgifter hindrer effektiv udnyttelse af overskudsvarme:

  • I Lystrup i Østjylland vil emballagefabrikken Elopak gerne afsætte 11.450 MWh overskudsvarme, der vil kunne dække mere end 12 procent af varmeforbruget i Lystrup, men afgifter gør varmen fra Elopak mellem 10-20 procent dyrere.
  • I Hedensted vil man gerne udnytte overskudsvarmen fra de mange lokale virksomheder. Men beregninger fra Hedensted Fjernvarme viser, at der hvert år skal betales mere end 2,7 mio. kr. i elafgifter og 1,2 mio. kr. i afgift på overskudsvarmen. Dermed er ønsket om at bruge overskudsvarmen stødt på grund.
  • I Glamsbjerg og Haarby på Fyn er man klar til at bruge overskudsvarme fra de lokale ostefabrik, Kerry, der alene ville kunne opvarme 800 husstande. Men med nuværende afgifter er det billigere at fyre med afgiftsfritaget biobrændsel.  
  • I Viborg vil overskudsvarme kunne dække mellem 85 og 90 procent af kommunens forbrug. Men også her står afgifter i vejen for effektiv udnyttelse af overskudsvarme.

Kontakter

Pressechef Rune Birk Nielsen tlf. 2490 4197

Information om Dansk Fjernvarme

Dansk Fjernvarme
Dansk Fjernvarme
Merkurvej 7
6000 Kolding

76 30 80 00http://danskfjernvarme.dk

Dansk Fjernvarme er en af Danmarks største brancheorganisationer og er interesseorganisation for landets cirka 350 fjernvarmeselskaber, der forsyner omkring 69 procent af alle danske boliger med grøn og effektiv varme. Hovedkontoret ligger i Fjernvarmens Hus i Kolding med en afdeling beliggende centralt i København. I dag kommer 78 procent af fjernvarmen fra vedvarende energi, og sektoren har som mål at blive CO2-klimaneutral i 2030.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye