Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet

5,3 mio. kr. skal forbedre trivsel og tryghed for LGBT+ personer

Del

I dag kan ligestillingsminister Marie Bjerre offentliggøre tre projekter, som får del i de 5,3 mio. kr., der blev afsat med LGBT+ handlingsplanen 2022-2025 til to ansøgningspuljer. Projekterne skal bidrage til at øge LGBT+ børn og unges trivsel samt at forebygge og mindske antallet af LGBT+ personer, som udsættes for partnervold, seksuelle overgreb og krænkelser.

To af de projekter, der modtager støtte, sætter fokus på at øge LGBT+ børn og unges trivsel.

”Alt for mange LGBT+ børn og unge har selvmordstanker og mistrives. Børn og unge skal, uanset hvem de er, ikke opleve fordomme, mistrivsel og mobning. Derfor giver vi nu støtte til to organisationer, der skal oplyse om og bidrage til, at børn og unge får en forståelse for og accept af forskellighed i forhold til køn, krop og seksualitet. Det handler om at skabe lige muligheder til at være, som man er,” siger ligestillingsminister Marie Bjerre.

Konkret modtager LGBT+ Danmark 2,6 mio. kr. til et projekt, der skal oplyse om og bekæmpe fordomme over for LGBT+ børn- og unge i skoleklasser på mellemtrin og i udskolingen samt på ungdomsuddannelser. Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn (FSTB) modtager 0,9 mio. kr. til at forbedre levevilkårene for transkønnede børn og unge ved bl.a. at oplyse og rådgive primære omsorgspersoner, så de evner at favne børnene og deres identitet.

Der gives også støtte på 1,8 mio. kr. til et projekt under LGBT+ Danmark, som skal forebygge partnervold, seksuelle overgreb og krænkelser blandt LGBT+ personer, og som skal klæde eksisterende sociale rådgivningstilbud på til bedre at kunne hjælpe denne gruppe.

”Desværre peger undersøgelser på, at LGBT+ personer i Danmark er mere udsat for partnervold og seksuelle overgreb end resten af befolkningen. Det er vigtigt at sætte fokus på - også i LGBT+ miljøet. Samtidig skal eksisterende rådgivningstilbud klædes bedre på til at tage imod gruppen, så det er trygt henvende sig, hvis man er udsat for partnervold eller overgreb,” siger ligestillingsminister Marie Bjerre.

Midlerne i ansøgningspuljerne er afsat på finansloven 2022. Puljerne var målrettet frivillige foreninger og NGO’er. Der var syv ansøgninger til begge puljer, og der var søgt om støtte for i alt ca. 12 mio. kr. De tre udvalgte projekter skal gennemføres til og med 2025.

Se oversigt over tilskudsmodtagerne her.

Kontakter

Information om Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet

Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet
Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K

+45 72 28 24 00https://digmin.dk/

Følg pressemeddelelser fra Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum