5 gode råd til at imødekomme kompetenceudfordringen inden for cyber- og informationssikkerhed

Del
I takt med en øget digitalisering og en meget høj trussel fra cyberangreb vil efterspørgslen efter medarbejdere med kompetencer inden for cyber- og informationssikkerhed stige. Den problemstilling har Cybersikkerhedsrådet kastet lys over i en workshop om kompetenceudfordringer på cyber- og informationssikkerhedsområdet.

Pressemeddelelse fra Cybersikkerhedsrådet

Studiestart står for døren, og en masse unge mennesker glæder sig til at starte på de videregående uddannelser efter sommerferien. Samtidig står virksomheder, myndigheder og organisationer over for en akut mangel på unge mennesker, der har lyst til at arbejde med og uddanne sig inden for cyber- og informationssikkerhed.

Cybersikkerhedsrådet har fem gode råd til virksomheder, myndigheder og organisationer, der har svært ved at rekruttere de nødvendige kompetencer. De fem gode råd er en håndsrækning og en opfordring til alle virksomheder, myndigheder og organisationer, som løber panden mod muren, når de forsøger at rekruttere medarbejdere inden for cyber- og informationssikkerhed.

1. Fremhæv vigtigheden af cybersikkerhed

Det er vigtigt at have for øje, hvordan vi taler om cybersikkerhed over for både den kommende generation af børn og unge samt over for nuværende medarbejdere. For at øge interessen for cyber- og informationssikkerhed skal opgavens vigtighed fremhæves, så flere bliver interesserede i at uddanne og videreuddanne sig på området. Cybersikkerhedsrådet anbefaler, at virksomheder, myndigheder og organisationer sætter fokus på, hvordan cyber- og informationssikkerhed er med til at passe på Danmark.

2. Flere rollemodeller

Der mangler diversitet blandt medarbejdere inden for cyber- og informationssikkerhed, blandt andet er det vanskeligt at rekruttere kvinder til området. Derfor opfordrer Cybersikkerhedsrådet til, at virksomheder, myndigheder og organisationer arbejder målrettet med at fremme diversitet inden for området. Det kan eksempelvis ske gennem rollemodeller, der kan bidrage til, at interesserede piger og kvinder nemmere kan se sig selv i en karriere inden for området.

3. Praktikordninger

Virksomheder, myndigheder og organisationer bør indgå i samarbejde om praktikordninger med uddannelsesinstitutioner for at løse kompetenceudfordringen på cyber- og informationssikkerhedsområdet. Cybersikkerhedsrådet foreslår, at virksomheder, myndigheder og organisationer i højere grad opretter stillinger til studerende og praktikanter for både at styrke de studerendes læring med praktisk erfaring samt for at øge rekrutteringsgrundlaget.

4. Uformelle netværk

For at sikre fastholdelsen af interesse på cyberområdet opfordrer Cybersikkerhedsrådet til, at virksomheder, myndigheder og organisationer etablerer uformelle netværk for folk med interesse for cyberområdet, så de kan dyrke deres interesse i fællesskab med andre.

5. Styrk muligheden for efteruddannelse for nuværende medarbejdere

Cyber- og informationssikkerhed har udviklet sig markant i de seneste år, og der er behov for, at medarbejdere kan få viden om nye metoder og teknikker til at beskytte egen organisation. Foruden de eksisterende kurser inden for cybersikkerhed, er der behov for, at det bliver nemmere for medarbejdere uden akademisk baggrund at opkvalificere sig til en mere formel efteruddannelse.

Cybersikkerhedsrådet opfordrer til, at virksomheder, myndigheder og organisationer samarbejder om etablering af sådanne muligheder.

Kontakter

Information om Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen
Digitaliseringsstyrelsen
Landgreven 4
1301 København K

http://www.digst.dk

Om Cybersikkerhedsrådet

Cybersikkerhedsrådet rådgiver regeringen om, hvordan den digitale sikkerhed styrkes og bidrager til videndeling mellem myndigheder, erhvervsliv og forskningsverden. Rådet byder desuden ind med udvikling af cybersikkerhedskompetencer.

Følg pressemeddelelser fra Digitaliseringsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Digitaliseringsstyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye