Spar Nord Bank A/S

Spar Nord: Nu kan du få renteafkast på dit boliglån

Del
Med det nye F-kort boliglån tilbyder Spar Nord og Totalkredit nu for første gang et boliglån, der reelt indbringer boligejeren et renteafkast. Renten på F-kort lyder aktuelt på -0,05 procent svarende til et renteafkast på cirka 500 kroner årligt for et boliglån på 1 million kroner.

De negative renter kan nu blive en kontant fordel for de boligejere, der vælger Totalkredits nye F-kort boliglån, som blandt andre udbydes af Spar Nord.

Med det nye F-kort boliglån kommer de negative renter boligejeren til gode i form af et renteafkast, der automatisk omsættes til afdrag på gælden uanset, om boligejeren har valgt afdragsfrihed på boliglånet. Aktuelt lyder renten på et F-kort boliglån på -0,05 procent, og det svarer til, at boligejeren ud over at slippe for rentebetalinger får nedskrevet gælden med cirka 500 kroner om året for hver million kroner, der er lånt.

Beskattes af renteafkast

Ifølge chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm medfører det nye lån blandt andet, at boligejerne nu skal forholde sig til, at de kan blive beskattet af det renteafkast, de har på boliglånet.

- Det lyder fuldstændig grotesk, men det ændrer ikke på, at hvis du tager et F-kort boliglån i dag, så kan du forvente at blive beskattet af det renteafkast, som du får, når du låner penge til negativ rente. Og det gælder også, selv om renteafkastet automatisk bruges til at nedbringe gælden, forklarer Martin Lundholm.

- For langt de fleste boligejere vil kroner og øre-effekten af de negative renter være til at overse, men det ændrer ikke ved, at du med et F-kort boliglån principielt skal angive en renteindtægt på din forskudsopgørelse, hvis du gerne vil afregne skatten løbende, fortsætter han.

Billigere end F1

Ifølge Martin Lundholm blev F-kort boliglånet i sin tid lanceret som et alternativ til det særdeles populære men også risikable F1-lån. Og med det nye F-kort boliglån, hvor boligejerne får kontant fordel af de negative renter, har F1-lånet fået endnu hårdere konkurrence.

- Hvis du tager et F-kort lån med negative renter i dag, så er omkostningerne ved F-kort lånet næsten 280 kroner lavere end ved F1-lånet, uddyber Martin Lundholm.

Han vurderer dog ikke, at de negative renter er kommet for at blive.

- Om nogle år vil vi formentlig se tilbage på tiden med negative renter som en parentes i vores rentehistorie. Det er meget svært at forestille sig de negative renter fortsætte i årevis, men lige nu har boligejerne altså mulighed for at opnå et beskedent renteafkast på deres boliglån, lyder det afsluttende fra Martin Lundholm.

Aktuelt er de samlede månedlige omkostninger ved at låne 1 million kroner i et afdragsfrit F1-lån 855 kroner efter skat, mens den tilsvarende omkostning ved et F-kort lån er 577 kroner. Den månedlige ydelse på F-kort lånet er imidlertid på 618 kroner efter skat, når afdrag medregnes.

Totalkredit lancerede første gang F-kort lånet i september 2014, men har per 20. maj 2015 ændret lånet, så negative renter nu kommer boligejerne til gavn.

Kontakter

Chefanalytiker Martin Lundholm, tlf. 9634 4055 eller mlu@sparnord.dk
Pressechef Leif Lind Simonsen, tlf. 2527 0330 eller lsi@sparnord.dk

Information om Spar Nord Bank A/S

Spar Nord Bank A/S
Spar Nord Bank A/S
Skelagervej 15, Postboks 162
9100 Aalborg

+45 96 34 40 00http://www.sparnord.dk
Med flere end 385.000 kunder, cirka 1.500 medarbejdere og 71 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2014 et overskud før skat på 705 millioner kroner. Spar Nord ejes af cirka 120.000 aktionærer. For yderligere information se www.sparnord.dk

Følg pressemeddelelser fra Spar Nord Bank A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Spar Nord Bank A/S

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye