
LO og FTF vil styrke arbejdsmiljøet
Efter flere år med nedskæringer skal Arbejdstilsynet styrkes. Og så skal vi belønne de virksomheder og arbejdspladser, der aktivt bidrager til at skabe et godt arbejdsmiljø – og hjælpe dem, der række hånden ud efter hjælp og rådgivning.
Det er essensen i tre konkrete forslag, som LO og FTF lancerer i den fælles kampagne ”Sammen skaber vi værdi”.
– Helt grundlæggende handler det om, at danske lønmodtagere skal have mulighed for at passe deres arbejde uden at komme til skade, blive syge eller nedslidte. Men arbejdsulykker samt fysisk og psykisk nedslidning er desværre fortsat et stort problem på mange arbejdspladser, siger Lizette Risgaard, næstformand i LO.
Kravet om at styrke Arbejdstilsynet bunder i, at tilsynet med udgangen af 2016 mister de 80 millioner kroner, som tilsynet i dag får via Forebyggelsesfonden. Beløbet er øremærket tilsynets ”særlige indsats”, og ifølge LO og FTF er det afgørende, at den indsats som minimum fortsætter på det nuværende niveau. Sker det ikke, må Arbejdstilsynet fyre cirka 120 medarbejdere.
– Arbejdstilsynets arbejde skal ikke være afhængig af fondsbevillinger. Opgaven skal finansieres via finansloven, og det forventer vi, at en kommende regering sørger for, siger Lizette Risgaard.
Vælgerne vil styrke arbejdsmiljøet
De to organisationers ønske støttes af vælgerne. En Epinion-undersøgelse foretaget blandt 1.219 repræsentativt udvalgte personer, viser således, at 72 procent finder det vigtigt, at Arbejdstilsynet fastholder sine ressourcer. Og 84 procent mener, at Arbejdstilsynet skal have muskler til aktivt at opsøge danske arbejdspladser for at tjekke arbejdsmiljøet.
– De seneste år har vi oplevet, at politikerne flere gange har ændret reglerne for pension og efterløn. Alle aftaler handler om, at vi skal arbejde flere år. Men det kan mange lønmodtagere kun, hvis arbejdsmiljøet – både det fysiske og psykiske – er godt nok og bliver bedre, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.
De gode skal belønnes
Det er også baggrunden for, at LO og FTF vil belønne de virksomheder, der aktivt bidrager til at skabe et godt arbejdsmiljø.
– Folketinget har netop indført hårdere straffe over for de virksomheder, der har et dårligt arbejdsmiljø. Det er vi glade for, men vi mener også, vi skal belønne de virksomheder, der prioriterer det gode arbejdsmiljø, siger Lizette Risgaard.
LO og FTF forestiller sig, at de virksomheder skal have en økonomisk påskønnelse – og at den ordning kan finansieres af de ubrugte midler i Forebyggelsesfonden.
Den ide bifalder vælgerne også: 64 procent af de adspurgte i Epinion-undersøgelsen mener, at virksomheder skal belønnes for at sikre deres ansatte et godt arbejdsmiljø.
Tanken er i øvrigt ikke ny. Arbejdsmarkedets parter har efterlyst den tidligere, og for to år siden lovede regeringen at nedsætte et udvalg, der skulle løfte ideen. Det udvalg er endnu ikke nedsat.
– Det er bestemt ikke godt nok, siger Lizette Risgaard fra LO.
Professionel rådgivning
Endelig anbefaler LO og FTF et nyt rådgivningssystem, hvor arbejdspladserne – både offentlige og private – kan hente hjælp og bistand i spørgsmål, der vedrører arbejdsmiljøet.
– Vi forestiller os en model, som gør det attraktivt for ikke mindst små og mellemstore arbejdspladser at anvende professionel rådgivning for få at hjælp til de udfordringer, de ikke selv kan løfte. Og så skal de arbejdspladser, der anvender systemet, belønnes. Det kan eksempelvis ske ved, at de får rabat på præmien på deres arbejdsskadeforsikringer, siger Bente Sorgenfrey.
LO og FTF håber, at den næste regering vil tage ideen til sig og udvikle og etablere det nye rådgivningssystem gennem trepartsforhandlinger.
– I dag bruger de fleste arbejdspladser kun professionel hjælp til at løse problemer, når de har fået en række påbud. Det vil sige, at rådgivningen fungerer som en slags brandslukning. Med vores model forebygger vi i stedet for at lappe, siger Lizette Risgaard.
Ud over disse tre forslag har LO og FTF også foreslået, at ledere med personaleansvar skal uddannes til at håndtere det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen endnu bedre.
LO og FTF repræsenterer 1,5 millioner lønmodtagere.
Se mere:
- Epinions måling om arbejdsmiljø
- LO's forslag "Godt arbejdsmiljø skal belønnes"
- LO's forslag "Arbejdspladser skal rådgives om arbejdsmiljø
- LO's forslag "Et synligt og effektivt Arbejdstilsyn"
Kontakt:
Niels Sørensen, arbejdsmiljøkonsulent i LO: mail nso@lo.dk/ mobil 2338 4207
Morten Bruun, pressekonsulent i LO: mail mbu@lo.dk/ mobil 2989 1616
Flemming Andersen, kommunikationschef i FTF: mail flan@ftf.dk/ mobil: 4036 8804
FAKTA – DERFOR SKAL ARBEJDSMILJØET FORBEDRES:
Mere end 40.000 lønmodtagere kommer hvert år ud for en arbejdsulykke, og årligt anmeldes der mere end 20.000 erhvervssygdomme. Disse tal har stort set ikke ændret sig de seneste år.
Arbejdstilsynet afgiver årligt op mod 30.000 reaktioner (påbud, forbud og vejledninger) på virksomheder, der ikke lever op til arbejdsmiljølovens krav om at sikre et forsvarligt arbejdsmiljø. 10.000 af disse reaktioner ligger i den ”alvorlige” ende, hvor der er tale om strakspåbud og forbud.
Arbejdstilsynets bevillinger til målrettet arbejdsmiljøtilsyn er faldet fra 495 millioner kroner i 2009 til 435 millioner i 2014. De løbende nedskæringer betyder, at Arbejdstilsynet i denne femårige periode samlet har haft 244 millioner kroner mindre til at føre tilsyn med arbejdsmiljøet.
Dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø skønnes at koste 50-90 milliarder kroner årligt (ingen kender det reelle tal).
I 2008 udstedte Arbejdstilsynet knap 5.000 rådgivningspåbud. I 2014 var det antal faldet til 1.415 – blandt andet fordi kriterierne for sådan et påbud er blevet ændret.
Arbejdstilsynets brugerundersøgelser viser blandt andet, at 87 procent af de virksomheder, der får vejledning i spørgsmål om arbejdsmiljø, kan tage konkret handling på baggrund af bistanden.
Nøgleord
Information om LO • Landsorganisationen i Danmark
Følg pressemeddelelser fra LO • Landsorganisationen i Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra LO • Landsorganisationen i Danmark
1000 fagforeningsfolk sætter kursen i København6.11.2018 11:25:29 CET | Pressemeddelelse
Søndag den 2. december mødes flere end 1000 fagforeningsfolk fra hele verden i København for at sætte kursen for de næste fire års kamp for bedre rettigheder for verdens lønmodtagere. For første gang nogensinde er Danmark vært for den internationale fagbevægelses kongres, ITUC. Kongressens slogan er ”Building Workers Power – Change the Rules”.
Vores nye navn er: Fagbevægelsens Hovedorganisation!26.10.2018 11:45:54 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 80 fagforbund og i alt 1,4 millioner lønmodtagere har fået nyt navn og logo pr 1. januar 2019. LO og FTF besluttede i foråret at fusionere fra årsskiftet, og i dag har hovedbestyrelsen i den nye hovedorganisation besluttet navn og logo. Fagbevægelsens Hovedorganisation bliver navnet.
Brug den gyldne mulighed vi har til at få alle med2.10.2018 17:25:01 CEST | Pressemeddelelse
– Statsminister Lars Løkke Rasmussen understregede i sin tale, at ”alle skal med fra start”. Det er jeg helt enig med ham i. Derfor ærgrer det mig, at statsministeren – igen – misser en gylden mulighed for at give uddannelsessystemet og de unge de helt nødvendige ressourcer, der er brug for, siger LO-formand Lizette Risgaard.
Færre arbejdsløse i august – men stadig ledige hænder28.9.2018 09:40:03 CEST | Pressemeddelelse
Arbejdsløsheden faldt med 600 personer i august 2018, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Der er nu i alt 107.000 bruttoledige, svarende til 3,9 pct. af arbejdsstyrken. Trods den faldende arbejdsløshed er der fortsat mange uden arbejde. ”Vi skal bruge de gode tider til at få alle med”, siger Mette Hørdum Larsen, økonom i LO.
Regeringens valgflæsk giver ikke mere velfærd30.8.2018 11:44:13 CEST | Pressemeddelelse
Danskerne har ikke udsigt til bedre velfærd næste år. Det fremgår af regeringens netop offentliggjorte forslag til finanslov for 2019. ”Nok så mange bløde småpakker op til næste folketingsvalg opvejer ikke regeringens årelange udhuling af danskernes velfærd. Det er det, man kalder valgflæsk”, siger Lizette Risgaard.