Spar Nord Bank A/SSpar Nord Bank A/S

Pension: Selvstændige betaler for meget i skat

Del
Næsten halvdelen af alle danske selvstændige undlader at indbetale på en pensionsordning, og mange vælger i stedet at spare op i virksomheden til trods for ugunstige skattevilkår. Den model kan i sidste ende koste op til 15 procentpoint ekstra i skat, viser nye beregninger fra Spar Nord.

Danske selvstændige risikerer at gå glip af store beløb i udbetalinger til pensionisttilværelsen, fordi de vælger opsparing i virksomheden frem for indbetaling på en pensionsordning. Det viser nye beregninger fra Spar Nord, og forklaringen skal først og fremmest findes i ugunstige skattevilkår, når opsparing i virksomheden erstatter en egentlig pensionsordning. Og det gælder uanset, om virksomheden drives i selskabsform eller personligt regi.

- Hvis du driver virksomhed i selskabsform og igennem et arbejdsliv som selvstændig alene sparer op i virksomheden, så skal du også trække større udbetalinger herfra i form af udbytte, når du går på pension. Og så risikerer du at komme til at betale en unødig høj andel i skat, siger pensionsansvarlig i Spar Nord Søren Godskesen.

- For når du sparer op i virksomheden, betaler du i første omgang en selskabsskat på 24,5 procent, og hvis du som pensionist trækker mere end 49.200 kroner, og det dobbelte for ægtefæller, ud af virksomheden om året, så kan den samlede skatteprocent komme op på hele 56,2 procent, forsætter han.

For en selvstændig, der igennem arbejdslivet sparer op på ratepension og livrente, kan udbetalingerne rummes i bundskatten, når disse ikke overstiger 449.100 kr. om året. Det giver en væsentlig lavere skattebetaling og dermed flere penge til forbrug i pensionisttilværelsen.

Til trods for fordelene ved at indbetale på en pensionsopsparing viser de seneste tal fra brancheorganisationen Forsikring og Pension, at kun 55 procent af alle danske selvstændige indbetaler til en pensionsordning. Til sammenligning er andelen af indbetalere i de fleste andre faggrupper over 90 procent.

Frygter faldende indbetalinger

For personer, som driver virksomhed i personligt regi ændres den såkaldte 30 procents regel fra 1. januar 2015. Den indebærer, at selvstændige ikke længere kan indbetale 30 procent af virksomhedens overskud før renter til en ratepension. I stedet gælder det almindelige indbetalingsloft på 50.900 kroner, og Søren Godskesen frygter, at det kan få endnu flere selvstændige til at droppe indbetalingen på en pensionsordning.

- Fra 1. januar er livrenten den eneste pensionsordning, der kan indbetales på efter 30 procents reglen, og derfor handler det fra næste år om at flytte en del af sine indbetalinger over på livrenten, uddyber Søren Godskesen.

Han tilføjer, at mange danskere med virksomhed i personligt regi benytter sig af virksomhedsskatteordningen, og den dag virksomheden sælges, vil det opsparede overskud komme til beskatning som personligt indkomst, medmindre der bringes et nyt erhvervsaktiv ind i virksomhedsskatteordningen. Det udløser en betydelig topskat, som med fordel kan begrænses med en rettidig oprettelse af en livrente.

- Udfordringen er bare, at mange danskere opfatter livrenten som et væddemål med pensionsselskabet, hvor du kun vinder, hvis du lever meget længe. Men det er en udbredt misforståelse, som trænger til at blive ryddet af vejen, fortsætter Søren Godskesen.

Han henviser til, at du kan oprette en garantiperiode på din livrente, så du i den periode er sikker på, at udbetalingerne kommer til dine begunstigede i tilfælde af dødsfald.

Tænk pension som løn

Det er Søren Godskesens erfaring, at mange selvstændige er opmærksomme på at disponere udbetaling af løn og eventuel udbyttebetaling optimalt i henhold til gældende skattesatser, og han efterlyser samme opmærksom på pensionen.

- Den rigtige løsning er ikke enten opsparing i virksomheden eller indbetaling til en pensionsordning, men derimod en gennemtænkt kombination af de to opsparingsformer, der sikrer den rette balance og mest muligt at leve for, når pensionistlivet kalder, pointerer Søren Godskesen og tilføjer afsluttende:

- Nu nærmer vi os årets afslutning og dermed et overblik over årets resultatskabelse i virksomhederne, og som selvstændig er det en oplagt anledning til at overveje en pensionsordning.

Nøgleord

Kontakter

Pensionsansvarlig Søren Godskesen, Spar Nord. Tlf. 2527 1373, sgd@sparnord.dk
Pressechef Leif Lind Simonsen, Spar Nord. Tlf. 2527 0330, lsi@sparnord.dk

Information om Spar Nord Bank A/S

Spar Nord Bank A/S
Spar Nord Bank A/S
Skelagervej 15, Postboks 162
9100 Aalborg

+45 96 34 40 00http://www.sparnord.dk
Om Spar Nord Med flere end 360.000 kunder, cirka 1.500 medarbejdere og 71 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2013 et overskud før skat på 670 millioner kroner. Spar Nord ejes af cirka 125.000 aktionærer. For yderligere information se www.sparnord.dk

Følg pressemeddelelser fra Spar Nord Bank A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Spar Nord Bank A/S

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye